Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Wimmer, Ludvig Frands Adalbert - Vimmerby - Vimoutiers - Vimpel - Vimpelbæreren
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
af Guldhornsindskriften var fremkommet, skrev
W. i Aarbøger for nordisk Oldkyndighed sin
første Runeafhandling »De ældste nordiske
Runeindskrifter«, i hvilken han under Form af
en Kritik af Stephens’ The Old-Northern Runic
Monuments ikke alene tydede flere hidtil
uforstaaede urnordiske Runeindskrifter, men ogsaa
i store Træk bestemte det urnordiske Sprogs
Stilling og Betydning paa en Maade, som
Eftertiden i alt væsentligt har godkendt. Med Bugge,
hvis første Afhandlinger om de ældste
Runeindskrifter fremkom næsten samtidig, deler W.
saaledes Æren af at have opdaget og
videnskabelig skildret Nordens ældste Sprog fra
Tiden før Vikingetogenes Begyndelse.
Spørgsmaalet om selve Runetegnenes Oprindelse og
Forholdet mellem de forskellige Runerækker, som
kun løselig var blevet berørt i den sidstnævnte
Afhandling, tog W. op til udførlig Behandling i
den berømte Afhandling »Runeskriftens
Oprindelse og Udvikling i Norden« (Aarbøger for
nordisk Oldkyndighed, 1874; omarbejdet og
forøget Udgave med Titel »Die Runenschrift«,
Berlin 1887); W. søger heri at paavise, at de
ældste, fællesgermanske Runer er en
Omdannelse af de romerske Kapitalbogstaver,
saaledes som de brugtes i den første Kejsertid,
og at de yngre, særlig nordiske Runer er
opstaaede af de ældre ved Omformninger, der
havde deres Grund dels i Forandringer i
Sproget, dels i den mere udstrakte Anvendelse, som
gjordes af Runerne i Vikingetiden. W.’s
Resultater blev i 30 Aar saa at sige urokkede,
og har selv i den allerseneste Tid faaet
Forsvarere, medens de fleste Sprogforskere nu
søger Hovedkilden til Runerne i det græske
Alfabet, og kun opfatter nogle faa Runer som
oprindelig romerske (se Runer, S. 518). I
ethvert Tilfælde hævder W.’s Afhandling sin
Plads ikke alene som det vigtigste af de
Værker, der bragte Undersøgelsen af Runeskriftens
Tilblivelse ind i et videnskabeligt Spor, men
ogsaa som Hovedværket om de forskellige
nordiske Runerækkers Forhold til de
fællesgermanske Runer. Det Arbejde, der dog især
kastede Glans over W.’s Navn, er det Kæmpeværk,
hvori han behandler alle Danmarks (derunder
indbefattet Skaanes og Sønderjyllands)
Runemindesmærker. Efter at W. ved Rejser (1876
og mange følgende Aar) i og uden for
Kongeriget Danmark paa Stedet havde undersøgt alle
bevarede danske Runemindesmærker (jfr. W.’s
Universitetsprogram »Om Undersøgelsen og
Tolkningen af vore Runemindesmærker« [1895]),
og han som en Slags Forløber havde udsendt
det mønsterværdige Skrift »Døbefonten i
Aakirkeby Kirke« (1887) og det, ogsaa i historisk
Henseende, fortrinlige Festskrift
»Sønderjyllands historiske Runemindesmærker« (1892),
fremkom endelig 1893 første Halvbind af det
store Nationalværk »De danske
Runemindesmærker«, der i 4 store Foliobind (1893—1908;
en Haandudgave ved Lis Jacobsen udkom 1914)
gav Beskrivelser, Afbildninger (ved Magn.
Petersen) og Tolkninger af alle den Gang kendte
danske Runemindesmærker. W.’s
»Runemindesmærker« er lige udmærket ved
Undersøgelsernes Omfang og Grundighed, ved Slutningernes
Forsigtighed og Skarpsindighed og ved
Fremstillingens Klarhed; dets Resultater har sat
stærke Spor ikke alene i Sprogvidenskaben,
men ogsaa i den arkæologiske og historiske
Forskning. De grundede Indvendinger, som
senere er fremkomne, mod W.’s Opfattelse af
Danmarks Runemindesmærker er i
Virkeligheden kun smaa. I Anledning af dette Værk
tildelte Videnskabernes Selskab W.
Madvig-Medaillen (1898). Af W.’s øvrige Skrifter skal
endnu kun nævnes hans Afhandlinger om
»Sønderjyllands Runemindesmærker« (i »Haandbog i
det nordslesvigske Spørgsmaals Historie« 1901
og Manuel historique de la question du Slesvig
1906), »De tyske Runemindesmærker« (»Aarbog
for nordisk Oldkyndighed« 1894) samt hans
Deltagelse (sammen med Vilh. Thomsen) i
Udgivelsen af sidste (8.) Bind af
»Videnskabernes Selskabs danske Ordbog« (1905) og
Espersen’s »Bornholmsk Ordbog« (1908), hvori
»Bøjningslæren« er forfattet af W. Paa hans 70 Aars
Fødselsdag hædrede hans Disciple ham ved at
udsende et »Festskrift« (1909).
V. D.
Vimmerby [’vi-], By i det sydlige Sverige,
Kalmar Län, ligger 113 km NNV. f. Kalmar paa
højre Bred af Stångån. (1926) 3111 Indbyggere.
V. mangler monumentale Bygningsværker og
lever af Landbrug, Haandværk og Handel med
Omegnen. Ved Banen fra V. til Hultsfred paa
Nässjö—Oskarshamn-Linien og fra V. til
Spångenäs og Ydre staar Byen i Forbindelse med
det svenske Jernvejsnet. V. er en meget
gammel By, der stammer fra Hedningetiden og i
Middelalderen omtales som en betydelig
Handelsplads. I Begyndelsen af 15. Aarhundrede
kaldes den Købstad; men da Byen og dens
Handel gik tilbage, fik Borgerne 1532 Befaling
til at flytte til Kalmar, og al Handel i V.
forbødes. 1604 fik den dog sine Købstadrettigheder
tilbage; men den kom aldrig op mere. 1610
hærgedes V. af Danskerne og 1683 og 1821 af
store Ildsvaader.
(H. P. S.). M. H-n.
Vimoutiers [vimu’tie], By i det nordlige
Frankrig, Dept Orne, ved Vie og Vestbanen
SØ. f. Caen, 3300 Indbyggere. Blegerier og
Lærredsfabrikker. Handel med Ost.
(M. Kr.). E. St.
Vimpel, en i Orlogsskibe brugt langagtig
Haardugs-Strimmel i den paagældende Nations
Farver. Den danske V. er rød med hvid
Længdestribe og Dannebrogskors ved den inderste
Ende; er tillige splittet. Den maa kun føres paa
Toppen af Stormasten i Orlogsmænd, der er
udrustede og under militær Kommando af en
Skibschef (Admiraler og Eskadrechefer har paa
deres Skibe særlige Kendetegn, Flag,
Stander). V. er Symbol paa Chefens Kommando,
den hejses ved Togtets Begyndelse og
vedbliver normalt at vaje til dets Slutning. V. uden
Split bruges ofte af private i Land, naar Flag
ikke er hejst.
(C. L. W.). C. B-h.
I Norge haves to V. til Brug paa
Orlogsskibe, nemlig Orlogs-V., der er rød med
Flagets blaa og hvide Stribe efter Længden og
Korset nærmest Stangen, samt Konge-V., der
er helt rød med den gyldne Løve nærmest
Stangen. Begge V. har Split.
(N. S.). Wt. K.
Vimpelbæreren, se Paradisfugle.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
