Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Vinci, Leonardo - Vinci, Leonardo da
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Vinci [’vint∫i], Leonardo, italiensk
Operakomponist (1690—1732), tilhører den ældre
neapolitanske Skole. Man kender 38 Operaer
af ham, deriblandt Ifigenia in Tauride (1725),
skrevne for forskellige italienske Scener, især
for Firenze, Venedig og Neapel, ogsaa for Wien.
Desuden har han komponeret flere kirkelige
Værker, Messer, Motetter og to Oratorier. Hans
af indsmigrende melodisk Ynde baarne Værker
blev overalt modtagne med største Begejstring;
man kaldte V. for Musikkens Gud og spaaede
hans Værker Udødelighed. V. beklædte
Stillingen som Kapelmester for Hofkapellet i Neapel,
men hans Liv blev brudt ved en ulykkelig
Kærlighed til en fornem romersk Dame. Sine sidste
Aar tilbragte han i et Kloster.
A. H.
Vinci [’vint∫i], Leonardo da, italiensk
Maler og Billedhugger, f. i Landsbyen Vinci
nær Firenze 1452 som uægte Søn af en
florentinsk Notar, der gav ham en god Opdragelse.
Vistnok alt som
halvvoksen
Elev af Maler
og
Billedhugger Andrea
Verocchio, i hvis
store Værksted
han blev lige
til 1478. Der
var ikke blot
en Række af
Tidens
ypperste Talenter
Elever og
Medarbejdere, men
der mødtes
ogsaa Byens
Kunstverden,
og der blev
alle Kunstens
Problemer drøftede. Meget tidligt har
utvivlsomt V. med sin ualmindelige Begavelse været
Midtpunktet i disse Samtaler, og fra ham er
afgørende Paavirkninger udgaaede baade til
jævnaldrende og noget ældre Kunstnere
(Perugino, Botticelli, Ghirlandajo), trolig endog til
selve Mester Verocehio. Den betydningsfulde
Udvikling af Kunstens Forhold til mange
vigtige Problemer, som ender med Michelangelo
og Rafael, begynder her. Et meget tidligt
Ungdomsarbejde af V. er den fine »Bebudelse« i
Louvre. Et andet er den knælende Engel paa
Verocchio’s Maleri af »Kristi Daab« (Uffizi,
Firenze), hvor man fornemmer den Betydning,
det har haft. at V.’s Lærer ogsaa var
Billedhugger. Her greb V. Opgaven, den fuldt frie
Bevægelse omkring Figurens Akse, fat fra
Grunden paa helt ny Maade, idet han benytter
Drejningen og Moddrejningen som
rytmebestemmende, som Middel til at stille Figuren helt
frit i Rummet, og som det intensiveste Middel
til Udtryk for Figurens indre sjælelige
Bevægelse. Efter 1472 syslede V., der altid
arbejdede langsomt, fordi han vilde uddybe sine
Opgaver til alle Sider, med Fremstillinger af
Hyrdernes og Kongernes Tilbedelse; 1478 fik han
af Byens Raad Bestilling paa det sidste, men
det blev aldrig fuldført. En Undermaling af
Kompositionen findes i Uffizi, desuden haves
en Række Tegninger, som arbejder med
Spørgsmaalet dels om Figurers Anbringelse i et
arkitektonisk Rum, dels om Figurens egen
Bevægelse og Stillinger i Forhold til
Rumudstrækning og til Sindsudtryk. Disse Tegninger maa
have haft en overordentlig Betydning for hans
Samtidige, og fik afgørende Indflydelse paa
Botticelli og Ghirlandajo, og gennem disse paa
Michelangelo og Rafael. 1481 sendtes V. af
Lorenzo de’ Medici til Milano med Ærinde til
Ludovico Sforza, og senest 1487 finder vi V. i
Tjeneste hos denne som Maler, Billedhugger,
Arkitekt, Ingeniør, Vandbygmester og Musiker.
Man har endnu det Brev, hvori han tilbød sig
paa alle disse Omraader. Han blev ogsaa, højt
hædret, taget i Brug paa alle Maader, selv
ved Hoffets Fester, Teatermaskinerier o. a.,
hvor hans tekniske Snille vakte Beundring. Som
Billedhugger fik han Bestilling paa to
Ryttermonumenter, det ene for Hærføreren
Trivulzio, det andet for Hærføreren Francesco Sforza,
Ludovico’s Fader. Man har adskillige
Tegninger, som er Studier hertil. Det første kom
aldrig til Udførelse, det andet trak hen i Aarevis,
fordi V. først vilde fremstille Hesten
galopperende (den stærkeste Bevægelse), men ikke
kunde overvinde Vanskeligheden ved at faa den
til at hæve sig paa Bagbenene alene; tilsidst
maatte han nøjes med en gaaende Stilling, og
Monumentet blev da færdigt i Gips og opstillet
paa Prøve. Men efter Milanos Erobring 1499
blev det ødelagt af de franske Soldater. Som
Maler udførte V. det kolossale Billede af
Nadveren i Klostret S. Maria delle Grazie, hvor
han forlod den sædvanlige rolige Anordning og
i Stedet for søgte ved en Deling i Grupper og
ved stærkt Spil af Bevægelse og Modbevægelse
at nuancere Udtrykket ud i ukendt Rigdom og
Kraft, og derved opnaaede en mægtig bølgende
Fylde baade i Linier og i Følelse. Han
realiserede her den Læresætning, som han for
første Gang opstillede, at den indre og den ydre
Bevægelse skal nøje svare til hinanden, og at
den indre Bevægelse først kan komme til fuldt
Udtryk gennem den ydre. Ogsaa dette
Mesterværk blev Genstand for franske Soldaters
Mishandling, først 1499 og siden under Napoleon’s
Felttog. Maaske har desuden tekniske
Eksperimenter gjort det mindre modstandsdygtigt mod
Tidens Tand, dog kan man endnu faa et stærkt
Indtryk af Billedets Vælde i alle Hovedtræk.
I Milano-Tiden har V. mulig malet det Portræt
af en »Musiker«, der findes i Bibl. ambrosiana,
og som tillægges ham. Et Hovedværk er
»Madonna i Grotten« (Louvre), som var bestilt til
en Kirke i Milanos Omegn, men aldrig blev
afleveret. V. tog det senere med til Frankrig
og fuldendte det maaske først der. Til den
paagældende Kirke blev af hans Elever malet en
noget ændret Gentagelse, som nu er i National
Gallery i London. Da Franskmændene 1499
indtog Milano, gik V. først til Isabella d’Este i
Mantova (en Profiltegning af hende i Louvre), saa
til Venezia og 1501 til Firenze, hvor han malede
det berømte Portræt af Mona (Madonna) Lisa
Gioconda (Louvre). Desuden tegnede han den
store Karton af »Skt. Anna selvtredie« (Skt.
 |
| L. da Vinci |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
