Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Violrod - Violsnegl - Violsten - Violtræ - Vionville - Viosa - Viotta, Henri - Viotti, Giovanni Battista
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
under Tørringen, og hvis væsentlige
Bestanddel er Ketonen Iron, desuden indeholdes
Glykosidet Iridin, Kalciumoksalat, Stivelse og lidt
Sukker. Bedst er florentinsk V., veronesisk er
mere gullig og mindre aromatisk. V. anvendes
især i Parfumerier, endvidere til Fremstilling
af Fontenellekugler; Børneviolrod, der tidligere
anvendtes under Tandbruddet, fremstilles af
flere Aarsskud lange Rodstokke ved saa
dybtgaaende Skrælling og Pudsning, at Grænsen
mellem Leddene udviskes; den forekommer
kalket, mulig ogsaa behandlet med Blyhvidt.
B. G.
Violsnegl, se Janthina.
Violsten, se Luftalger.
Violtræ, d. s. s. Violet wood, se
Acacia, S. 119.
Vionville [v å’vil], Landsby i Lothringen c.
19 km Vest for Metz, bekendt paa Grund af det
yderst blodige Slag (Slaget ved V. og Mars la
Tour) 16. Aug. 1870 mellem Dele af II. tyske
Armé under Prins Friedrich Karl og den
franske Metz-Hær under Bazaine. Efter Kampen
ved Colombey-Nouilly formodede Tyskerne, at
den franske Hær allerede var i fuld Tilbagegang
mod Châlons. 3. tyske Korps (v. Alvensleben)
med 6. Kavaleridivision beordredes til at
overskride Mosel S. f. Metz og den 16. om
Morgenen rykke frem mod Vejen Metz-Verdun. 10.
tyske Korps (Voights Reedtz) med 5.
Kavaleridivision, der allerede havde overskredet Floden
noget sydligere end 3. Korps, skulde ligesom
dette rykke mod Vejen Metz—Verdun, men
noget vestligere end 3. Korps, 12. Korps skulde
følge bag 10., og 9. samt 8. Korps bag 3. Korps.
Den franske Hærs Afmarch fra Metz var
imidlertid bleven forsinket, idet Marchen, der
foretoges i to uhyre lange Kolonner, var meget slet
anlagt. Den 15. naaede den sydlige Kolonne (2.
øg 6. Korps samt Garden) med sin Téte V., den
nordlige (3. og 4. Korps) til Højderne Vest for
Metz. Marchen skulde fortsættes den 16. Den
tyske Fremmarch førte hurtig til Sammenstød.
General Alvensleben greb dristig og energisk
Offensiven, hvilket førte til, at 3. tyske Korps
med 5. og 6. Kavaleridivision i 5 Timer
kæmpede alene med den franske sydlige Kolonne,
der efterhaanden tillige understøttedes af den
nordlige, men General Bazaine benyttede sig
ikke af sin Overmagt. For at skaffe det haardt
trængte tyske Fodfolk Luft udførte Brigaden
Bredow sit berømte Rytterangreb over en
Strækning af c. 2 1/2 km N. f. Vejen
V.—Bezonville. Kl. 1 1/2 Eftermiddag indtraf Dele af
10. tyske Korps som velkommen Forstærkning
til Valpladsen, og mellem Kl. 3—4, da Prins
Friedrich Karl selv naaede frem, beordrede
han Resten af 10. Korps frem til Angreb paa
Franskmændenes højre Fløj. Dette Angreb blev
imidlertid afvist, og navnlig den tyske 38.
Brigade led meget store Tab ved Mars la Tours.
Paa den tyske højre Fløj greb senere 32.
Brigade og Dele af 9. Korps ind. De kunde
imidlertid ikke trænge frem mod den franske
Overmagt. Bazaine havde endnu betydelige friske
Kræfter til Raadighed, men anvendte dem ikke
og lod Tyskerne beholde den sydlige Vej til
Verdun. Kampen varede til ind i Mørket, var
taktisk uafgjort, da Franskmændene hævdede
deres Stilling; men strategisk var Resultatet, at
Bazaine opgav Tilbagegangen til Châlons og den
17. gik tilbage til den stærke Stilling
St. Privat—Point du jour—Jussey Vest for Metz, hvor
den Kamp, der førte til hans fuldstændige
Indeslutning i Metz, leveredes 18. Aug. I Slaget ved
V. og Mars la Tour kæmpede c. 100000
Franskmænd mod c. 70000 Tyskere. De sidstes Tab
udgjorde 711 Officerer og c. 15000 Døde og
Saarede, medens Franskmændene mistede 879
Officerer og c. 14000 Døde og Saarede foruden
henimod 2000 Fanger. (Litt: v. d. Goltz,
»Operationen der zweiten Armée« [Berlin 1873];
Scherff, »Kriegslehren in
kriegsgeschichtlichen Beispielen« [Berlin 1894]; Bazaine,
L’armée du Rhin [Paris 1872]; Bonnal, La
manæuvre de St. Privat [Paris 1912]).
(B. P. B.). O. F.
Viosa, Viossa, Vovussa, Vojusa,
Flod i den vestlige Del af Balkanhalvøen,
udspringer i Grækenland paa Bjerget Zygos 34
km NØ. f. Byen Janina og strømmer i
nordvestlig Retning ind i Albanien, indtil den N. f.
Avlona udmunder i Adriaterhavet. V. optager
Syd fra Drynos og fra begge Sider talrige
mindre Tilløb. Den er 190 km lang og fraregnet
sit nedre Løb en udpræget Bjergflod. V. hed i
Oldtiden Aoos.
(H. P. S.). N. H. J.
Viotta [fi’åta], Henri, holl. Musiker, er f.
16. Juli 1848 i Amsterdam, var oprindelig
Advokat, men kom siden hen til at spille en
fremskudt Rolle i Hollands nutidige Musikliv som
Forfatter (bl. a. af et »Lexicon der Toonkunst«,
Musikerbiografier m. m.), Leder af en Wagner-
og en Cæcilia-Forening samt som Direktør for
Konservatoriet i Haag til 1917; han har
komponeret Kor- og Orkesterværker.
W. B.
Viotti [’viåt i], Giovanni Battista,
italiensk Violinvirtuos og Komponist (1753—1824),
Søn af en fattig Guldsmed, fik ved
fyrstelig Hjælp Pugnani til Lærer og blev
Violinist i det kgl. Kapel i Turin. Med sin Lærer
foretog V. Koncertrejser i Tyskland og
Rusland, senere til London og Paris; den
Modtagelse, der blev ham til Del, var næsten
eksempelløs, og navnlig var han højt skattet i Paris,
hvor han siden ofte spillede i Concerts
spirituels. V. slog sig da ned i denne By og blev
Akkompagnatør hos Marie Antoinette,
men ophørte snart at optræde offentlig som
Violinspiller, dels krænket ved et lunefuldt
Publikums Frafald, dels optagen af Komposition
og af Operaforetagender: Oprettelse af en
italiensk Opera i Tuilerierne, senere i Théâtre
Feydeau. Foretagender, der i de usikre
Revolutionstider mislykkedes og berøvede V.
største Delen af hans fortjente Formue. I de
følgende Aar førte V. et uroligt Liv, boede dels
i London, dels i Hamburg (mest beskæftiget
med Komposition), dels atter i London, hvor
han forsøgte sig som Vinhandler. 1802 dukkede
han, der saa smaat var gaaet i Glemme, atter
op i Paris, hvor han forbavsede tidligere
Beundrere og vandt nye ved sit stadig videre
udviklede skønne Spil. Til Paris vendte V. paa
ny tilbage (1814 og 1819) og overtog bl. a.,
heller ikke denne Gang fulgt af Held, Direktionen
af den »Store Opera«. Han døde under et
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
