Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Visebøger - Wiseman, Nicholas Patrick Stephen - Wisén, Theodor - Wiscent - Viser - Viser - Viserhøjder - Viserskive - Viserværk - Vises Sten - Wiset - Viseu - Wishaw - Vishnu
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
»Hjertebog« i det kgl. Bibliotek i Kjøbenhavn,
indrettet saaledes, at Haandskriftet har Form af et
Hjerte, naar det aabnes; den er skrevet i
1550’erne af unge Adelsmænd ved Christian III’s
Hof (se E. Kroman i »Edda«, XI, 1919);
berømtest og størst af dem alle er »Karen
Brahe’s Folio« i Karen Brahe’s Bibliotek i Odense,
skrevet paa en jysk Herregaard i sidste
Halvdel af det 16. Aarhundrede (Sof. Larsen i
»Tilskueren« [1916]; H. Grüner Nielsen i »Danske
Studier« [1923]). Af de svenske V. er »Harald
Olufson’s Visebog« fra c. 1572 den ældste. Det
17. Aarhundrede igennem holdt Moden sig for
at forsvinde i Begyndelsen af det 18.; den
yngste V. med Folkeviseoptegnelser er »N. F. S.
Grundtvig’s Oktav« fra 1716 i Dansk
Folkemindesamling i det kgl. Bibliotek i Kjøbenhavn.
Folkeviserne er ingenlunde V.’s eneste Indhold;
Oversættelser fra Tysk, moraliserende Viser,
i det 17. Aarhundrede den da saa yndede
Hyrdepoesi findes ogsaa deri, ligeledes Digte paa
Fransk og Tysk — medens til Eksempel af de
200 Viser i Karen Brahe’s Folio de 199 er
Folkeviser, forekommer i Vibeke Bild’s
Foliohaandskrift fra 1646 kun to Folkeviser paa
Bogens 470 Blade. De svenske V. udgives siden
1884 af »Svenska Litteratursällskapet« som
Helheder under Titlen »1500- och 1600-talens
visböcker«, i Danmark findes desværre ikke en
lignende Publikation, (Litt.: Sv.
Grundtvig, »Prøve af Danmarks gamle Folkeviser«,
2. Opl. [1847]; B. Steffen, »Poesi- och
Autografalbum« i »Lett. Tidsskrift« [1894]).
C. S. P.
Wiseman [’wa^izman], Nicholas Patrick
Stephen, Kardinal og romersk-katolsk
Ærkebiskop af Westminster, f. i Sevilla af irsk Æt
2. Aug. 1802, d. 15. Febr 1865, hører til de
betydeligste blandt Romerkirkens Mænd i
England i nyere Tid. Han blev Ærkebiskop 1850,
og det lykkedes ham bl. a. at vinde adskillige
af den katoliserende Oxforderretning under
Pusey for den katolske Kirke. W. var i det
hele ivrig for Propagandaen, en ypperlig
Organisator og en udmærket Skribent. Følgelig
gik den katolske Kirke i England stærkt frem
under hans Ledelse, om end han kolliderede
flere Gange med Regeringen og Parlamentet.
W. skrev den katoliserende Roman Fabiola
(1853), som vandt stor Udbredelse, men hans
betydeligste Værk, der tillige er en Slags
Autobiografi, er Recollections of the last four
Popes, I—III (1853).
A. Th. J.
Wisén [vi’se.n], Theodor, svensk
Sprogforsker, f. i Småland 31. Marts 1835, d. i Lund
15. Febr 1892. Ved Lunds Universitet blev han
1862 Docent i Græsk og 1865 Professor i
nordiske Sprog. Universitetets Rektor var han i
Aarene 1885—91. W. har bl. a. udgivet
»Homiliu-Bók« (1872), »Riddara-Rimur« (1881) og
Krestomatien Carmina Norræna (1868—89). Især
den førstnævnte Udgave (»den stockholmske
Homiliebog«) blev straks modtaget med den
største Anerkendelse og prisbelønnet af det
svenske Akademi; senere har der været ført
en voldsom Strid om dens Paalidelighed. Som
Medlem af det svenske Akademi foreslog W.
1883 Udgivelsen af en stor Ordbog over det
svenske Sprog; han førte Tilsyn med det
første Arbejde paa denne, men oplevede kun at
se et Prøveark af »Svenska Akademiens
Ordbok« trykt. (Litt.: »Arkiv för nordisk filologi«,
VIII, S. 375).
V. D.
Wiscent, se Bison.
Viser, se Sigtemidler.
Viser, se Bier, S. 206.
Viserhøjder, den Afstandsskala, der findes
indslaaet i og afmærket med Tal paa Viseret
ved Geværer, og som tjener til at indstille
Viseret, saa dettes Kærv kommer i en saadan
Højde, at Geværets Kernelinie, naar der sigtes
paa Maalet, faar den Elevation over dette, som
er nødvendig for at bringe Skarpet ud paa den
til Tallet svarende Afstand. Viserhøjderne
bestemmes ved Geværernes Indskydning (s. d.),
efter hvilken der foretages en Udjævning af
dem, dels for at borteliminere de
Uregelmæssigheder, der mulig kan være opstaaet ved
de forskellige Vejrforhold under Indskydningen,
dels for at bestemme V. paa de mellemfaldende
Afstande, paa hvilke der ikke er blevet skudt
under Indskydningen. Ved moderne Geværer
naar V. i Reglen op over 2000 m, og Skalaen
indeholder som oftest et Mærke for hvert 100
m af Afstanden.
(E. P.). C. Q.
Viserskive, se Fotografi, S. 580 og
Indstillingsplade.
Viserværk, d. s. s. Vekselværk.
Vises Sten, se Kemi, S. 769.
Wiset, se Visé.
Viseu, se Vizeu.
Wishaw [’wi∫å.], By i det sydlige Skotland,
Lanarkshire, 24 km SØ. f. Glasgow i Nærheden
af Clyde, har Kulgruber, Jerngruber,
Jernværker og (1921) 68869 Indbyggere. W. blev
grundlagt 1794 i en kul- og jernrig Egn og er i
stærk Fremvækst.
(M. Kr.). M. H-n.
Vishnu, den anden Person i Hinduismens
Treenighed (Trimurti, s. d.), i hvilken han
betragtes som Verdens Opretholder. Hans
Tilhængere, Vishnuitterne (eller Vaisnava’erne),
identificerer ham med den højeste absolutte
Gud paa samme Maade, som Çivaitterne
betragter Çiva. V. forekommer allerede i Vedatiden,
men spiller endnu ikke nogen særlig
fremtrædende Rolle; i Rigveda paakaldes han i
adskillige Hymner i Forening med andre Guder,
særlig Indra, hvem han hjælper i Kampen mod
Gudernes Fjender; han synes der at være en
Slags Solgud, maaske Personifikation af
Sollyset. Karakteristisk for Forestillingerne om
ham er hans »3 Skridt gennem Universet«,
hvilket man har tydet som Udtryk for Solens
3 forskellige Stillinger paa Himmelen (ved
Morgen, Middag og Aften) eller som den
tredobbelte Form af Lyset i Ild, Lyn og Sol. Den
senere Mytologi sætter ham i Spidsen for
Aditya’erne (s. d.), til hvilke han oprindelig
ikke hørte; dette hænger sammen med den
stadig voksende Rolle, som han kommer til at
spille i den religiøse Udvikling i Indien.
Allerede i den ældre Brahmanisme tiltager han i
Betydning paa de andre Guders Bekostning,
og i de episke Digte (Mahabharata og
Ramayana) hæver han sig til den højeste og mest
populære Gudeskikkelse, medens Çiva
efterhaanden træder til (særlig i Purana’erne, se
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
