Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Voldgift mellem Stater
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
antages uden særlig Hjemmel. Imidlertid er
Faren for, at V. skulde lamme Retsudviklingen,
næppe stor, dels fordi Billighedshensyn vil
kunne faa Plads i den moderne
mellemfolkelige Retspleje, ogsaa hvor det drejer sig om
Anvendelse af de foreliggende spredte og
sparsomme folkeretlige Retsregler, og dels
fordi der som nævnt gives mange andre Veje end
V. til at søge en urimelig Retstilstand ændret,
saasom Forhandling og Overenskomst,
eventuelt med Bistand af de dertil oprettede
mellemfolkelige Organer: Forligsnævn og
Folkeforbund.
Sondringen mellem retlige og ikke-retlige
Tvister har fundet Udtryk i mange nyere
Voldgiftstraktater, som skelner mellem
egentlige Retstvistigheder, der umiddelbart egner sig
til Afgørelse ved Dom eller V., og andre
Stridigheder (Interessekonflikter), som dels
henvises til Løsning ved de faste Forligsnævn eller
Folkeforbundsraadet, dels henskydes til
Afgørelse ved den faste Domstol for mellemfolkelig
Retspleje eller ved V., men i disse Tilfælde
ikke paa samme Retsgrundlag som de retlige
Tvistigheder.
Det er allerede nævnt (foran V. 2), at den
faste Haagdomstol, dersom Parterne er enige
herom, kan træffe Afgørelse efter Ret og
Billighed (ex æquo et bono). Hermed
sigtes utvivlsomt til det samme, som i
engelsk-amerikansk Ret er betegnet med equity, eller
som det paa dansk Foranledning skarpere var
sagt i de nordiske Landes Udkast af 1919, ifølge
hvilket Domstolen, i Mangel af en mellem
Parterne gældende Traktat om det foreliggende
Retsspørgsmaal, skulde anvende den gældende
Folkerets Regler, eller, for saa vidt saadanne
Regler ikke findes, »hvad der efter
Domstolens bedste Skøn burde være gældende
Folkeret«. Paa lignende Maade bestemmer de
nordiske Landes nye Voldgiftstraktater (først
den norsk-svenske af 25. Novbr 1925), at
ikke-retlige Tvistigheder, der efter forgæves
Behandling i det staaende Forligsnævn
forelægges en Voldgiftsdomstol valgt i Henhold til
Haagkonventionen af 1907, skal afgøres »efter
Grundsætningerne for Ret og Billighed«, men
uden at der hertil kræves særlig Aftale mellem
Parterne i hvert enkelt Tilfælde (undtagen
ifølge den norsk-finske Traktat af 3. Febr 1926).
Betydningen af det fremhævede Udtryk, der i
Romerretten betegnede den Del af den
gældende Ret, som anvendtes fremfor de
oprindelige, stive og formalistiske Retsregler, har,
navnlig i Norge, været Genstand for megen
Drøftelse, hvorved det jævnlig er overset, at
Billighed ikke er det samme som subjektivt
Skøn. Naar de romerske Dommere dømte efter
Billighed, var det gældende Ret, de anvendte,
ligesom naar de dømte efter den skrevne Lov.
Og vore Dages Domstole anvender trods
Lovenes Mængde daglig Billighedsbetragtninger
for at naa det Resultat, de finder er Ret. Hvad
særligt angaar de nordiske Voldgiftstraktater,
ser nogle i Anvendelsen af Ret og Billighed et
Udtryk for, at Voldgiftsdomstolen i de Sager,
som ikke forelægges den faste Domstol i Haag,
skal have en friere Stilling i Forhold til
gældende Ret end den, der følger af
Bestemmelsen i Haagkonventionen af 1907 om Afgørelse
»paa Grundlag af Agtelse for Retten«, saaledes
at der kan træffes en Afgørelse, som
Voldgiftsdomstolen finder billig og retfærdig, selv
om Afgørelsen ikke er hjemlet i gældende
Traktater eller anden positiv Ret (Castberg).
Naar andre gaar videre og mener, at
Voldgiftsretten i disse Konflikter kan træffe en
(subjektiv og skønsmæssig) Afgørelse, som afviger fra
den ved Traktater og Sædvane fastslaaede
positive Ret (Skeie), maa dette utvivlsomt anses
for urigtigt, idet de nordiske Landes
Traktater ikke giver Voldgiftsdomstolen nogen
Adgang til at tilsidesætte gældende Ret (saaledes
ogsaa Ræstad, der overhovedet bestrider, at en
Konflikt, hvor den ene Part kræver en
Ændring i en bestaaende Retstilstand, falder ind
under Traktaterne). Fra svensk Side er det
gjort gældende, at almindelige
Retsgrundsætninger og positiv Ret vel bør være
Udgangspunktet for en Afgørelse efter Ret og
Billighed, som dog tillige skulde kunne fastsætte
visse i det enkelte Tilfælde formaalstjenlige
Ændringer i den bestaaende Retstilstand, f.
Eks. en Udjævning af sagligt urimelige
Grænsebestemmelser, naar dette kræves for at
imødekomme overvejende og i sig selv berettigede
Interesser (Löfgren). I delvis Tilslutning til
flere af de citerede Opfattelser maa Udtrykket
»Grundsætningerne for Ret og Billighed« i de
nordiske Voldgiftstraktater imidlertid med Georg
Cohn forstaas som en Udfyldningsregel, som
der er særlig Trang til, ikke blot fordi
Folkerettens principale Retskilder (Traktat,
Retssædvane, Praksis) frembyder store Huller, men
fordi Voldgiftsdomstolen navnlig i politiske og
andre Interessekonflikter eventuelt maa udfinde
den retligt rigtige Afgørelse af selve den
foreliggende Situation. I Modsætning til f. Eks. den
tysk-schweiziske Overenskomst af 1921 og til
Locarnotraktaterne sondrer de nordiske
Voldgiftstraktater ikke mellem retlige Tvistigheder
og saadanne, der overhovedet ikke egner sig til
retlig Afgørelse, men gaar ud fra, at alle
Stridigheder kan løses ad retlig Vej. Det drejer
sig efter dem i alle Tilfælde om en retlig
Afgørelse, og det kan derfor i Mangel af
udtrykkelig Hjemmel for det modsatte ikke antages,
at andre end rent retlige Regler kan bringes
til Anvendelse. Naar Voldgiftsdomstolen
træffer Afgørelse efter Ret og Billighed, udfinder
den selv disse Regler, men Løsningen maa
være af almengyldig, retlig Natur. En mere
forligsmæssig Ordning, som uden Hensyn til
almengyldige Regler skønnes mest
formaalstjenlig i det enkelte Tilfælde, kan
tilvejebringes i Forligsnævnene, men noget saadant er i
de nordiske Voldgiftstraktater ikke antydet for
Voldgiftsdomstolens Afgørelse og kan ikke
heller udtrykkes med Vendingen
»Grundsætningerne for Ret og Billighed«, der baade som
Helhed og i sine enkelte Led viser hen til en
almengyldig Regel.
9. V. i mellemfolkelige Tvistigheder kunde
paa Forhaand tænkes at tabe i Betydning, fordi
der ikke findes nogen organiseret international
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
