Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Wolsey, Thomas - Volsinii - Volsk - Volsker - Wolstenholme Fjord
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ønskede at føre en dristigere Udenrigspolitik end
sin forsigtige Fader og havde store Planer om
at erobre Frankrig. Hans Faders gamle
Raadgivere passede ikke til de nye Forhold, Fox
trak sig tilbage, og Kongen overdrog W. at
reorganisere Hæren. W., hvis Evner var lige
fremragende, hvad
enten det
drejede sig om at
lægge en
Slagplan eller føre
diplomatiske
Kampe med de
mest øvede
Statsmænd,
løste denne
Opgave med sin
vanlige
Dygtighed, og i
Felttoget 1513 var
England
sejrrigt baade over
for Frankrig
og Skotland,
selv om det
ikke vandt
synderligt ved
Freden. Fra nu af var W. i lang Tid den
mægtigste Mand i England. Han blev 1514
Biskop i Lincoln, samme Aar Ærkebiskop i York,
1515 Lordkansler. Kongens Indflydelse skaffede
ham samme Aar Kardinalhatten, og 1518 blev
han endelig legatus de latere for England ɔ:
Pavens Repræsentant med næsten fuldstændig
pavelig Myndighed. Han havde uhyre
Indtægter og omgav sig med en Pragt, der ikke var
langt fra at overstraale Kongens og vakte
almindelig Misundelse. Et Minde om ham er
endnu hans prægtige Slot Hampton Court, som han
forærede Kongen. — W. benyttede sin store
Indflydelse og Rigdom til Englands Gavn. Han
var Modstander af Krig, fordi Landets militære
Styrke ikke kunde taale en saadan. Det var
derfor hans Politik at tilvejebringe Ligevægt i
Europa mellem Karl V og Frants I, og ad
fredelig Vej skaffede han det forholdsvis svage
England en mægtigere Stilling, end det havde
haft i lange Tider. Han maatte her føre en
stille Kamp med sin mere krigslystne Konge,
men naar det gjaldt, bøjede han af for denne
og gennemførte hans Villie, hvorved England
et Par Gange blev kastet ind i Kampene paa
Fastlandet som Frankrigs Fjende. Saa tro en
Tjener var han, at han flere Gange paatog sig
Skylden og Hadet for nogle meget upopulære
Skattepaalæg (det »venskabelige Laan« 1525).
Derved kunde han saa længe bevare sin
grusomme og lunefulde Herres Gunst og arbejde
for de kirkelige Reformer, hvorved han vilde
skabe større Orden og mere Viden inden for
Gejstligheden. Han ophævede en Del mindre
Klostre, hvor der havde været særlig slemme
Udskejelser, og oprettede for egne Midler et
Kollegium i sin Fødeby, Ipswich, og et i
Oxford, hvilket sidste endnu bestaar, og han
havde lagt en stor national Undervisningsplan for
England. — Trods sine Reformer og sit venlige
Forhold til den engelske Renaissances Mænd,
som Thomas More, var W. dog væsentlig en
Katolik af den gamle Skole. Han blev derfor
meget betænkelig, da Kongen begyndte at stille
sig uvillig over for Pave Clemens VII, da
denne ikke vilde føje ham i hans Begæring om at
blive skilt fra sin Dronning, Katharine af
Aragonien. W. handlede dog efter sin Herres Villie;
men da Paven nægtede at gøre Kongen tilpas,
kom det til at gaa ud over W. Hans gamle og
ny Uvenner, Familien Howard og Anne
Boleyn’s Slægt, sluttede sig sammen, og W. blev
styrtet og mistede alle sine Embeder (1529).
Han fik vel Ærkebispedømmet York tilbage,
men blev Aaret efter paa det løseste Grundlag
anklaget for Højforræderi. Paa Vejen til Tower
blev han syg og døde i Leicester (1530). Nogle
af hans sidste Ord var: »Havde jeg tjent min
Gud saa tro, som jeg har tjent min Konge, da
havde han ikke forladt mig i min Alderdom«.
En senere Tid har givet W. Oprejsning og
vist, at hans Politik var lige saa rigtig som
storslaaet en Forudsætning for Elisabeth’s.
(Litt.: The Cambridge Modern History, Vol I.
The Renaissance [1904]).
(J. L.). L. M.
 |
| T. Wolsey. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
