Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Wulfsberg, Gregers Winther - Wulfsberg, Jakob - Wulfsberg, Niels - Wulfsberg, Nils Gregers Ingvald - Wulfstan - Vulgata - vulgo - vulgus - vulgær - Wuliangho - Vuling - Vulkan - Vulkanbjerge - Vulkaner
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
1807 Auditør ved søndenfjeldske
Infanteriregiment, 1811 Byfoged og Byskriver paa Moss,
fra 1822 tillige konstitueret Sorenskriver i
Moss Sorenskriveri og blev 1831 Amtmand i
Smaalenenes Amt (Østfold Fylke). Han
repræsenterede Moss paa Rigsforsamlingen paa
Eidsvoll og mødte paa Stortinget 1824, 1827 og
1828. Hans Dagbog fra Rigsforsamlingen er
trykt i Y. Nielsen, »Bidrag til Norges
Historie i 1814«, I, 423 ff.
(O. A. Ø.). Wt. K.
Wulfsberg [-bærg], Jakob, norsk
Filantrop og juridisk Embedsmand, f. i Tønsberg
14. Jan. 1751, d. 16. Aug. 1826 paa Lille Stenset
i Eiker, var i sin Ungdom Købmand, tog 1777
juridisk Eksamen og var derefter 1790—98
Byfoged i sin Fødeby, 1798—1803 Byfoged paa
Strømsø og 1803—09 Byfoged og Politimester
i Oslo og forestod senere Eiker Sorenskriveri
til et Aar før sin Død, skønt han gennem et
længere Tidsrum var blind. W. tog 1793 Del i
Diskussionen om Oprettelsen af et norsk
Universitet, som han vilde have henlagt til
Tønsberg, viste ved Aarhundredskiftet megen
Aktivitet i Oprettelsen og Vedligeholdelsen af
Tønsberg Seminarium og arbejdede i Oslo meget for
at faa en Forbedring af Presseforholdene i
Stand. Han var et skarpt Hoved med særlige
Anlæg for det detektive Politi og blev meget
anvendt i kombinerede
Inkvisitionskommissioner. Hans Forfatterskab uden for Pressen
indskrænkede sig til et Par politiske Indlæg om
Odelsretten (1788) og Konstitutionsforslagene
paa Stortinget 1824.
(O. A. Ø.). Wt. K.
Wulfsberg [-bærg], Niels, norsk Præst
og Redaktør, Søn af J. W., f. i Tønsberg 29.
Aug. 1775, d. i Drammen 25. Juni 1852, Student
fra 1794, blev cand. theol. 1801, drev
Boghandel og Bogtrykkeri i Oslo og beklædte ved
Siden heraf Stillingen som Trediepræst. Gejstlig
Virksomhed laa dog ikke for ham, hvorimod
han var en initiativrig Publicist. 1808
grundlagde han Bladet »Tiden«, som han dels alene,
dels i Forening med Prahl og Døderlein
redigerede til 1814; 1815 deltog han i Stiftelsen af
»Den norske Rigstidende«, hvis Medredaktør
han indtil 1836 var, 1812—14 udgav han »Den
norske Bondeven« og 1814 Hæfteskriftet
»Journal for Lovgivning, Rigsforfatning og Politik«.
1815 blev W., der havde vundet Karl Johan’s
Gunst ved sine Kundskaber i Fransk. Arkivar
ved den norske Statsraadsafdeling i Stockholm
og Lærer for Prins Oscar; begge disse
Stillinger opgav han 1820. 1819 grundlagde han
»Morgenbladet«, som han redigerede til Septbr
1821. Fra 1828 til 1836 var han Overtoldbetjent
i Drammen.
(O. A. Ø.). Wt. K.
Wulfsberg [-bærg], Nils Gregers
Ingvald, norsk Læge og Farmakolog, f. 25. Juli
1847 i Oslo, d. paa Hjemrejse fra Algier ud for
Arendal 10. Juni 1888. W. blev cand. med.
1873, studerede Planteanatomi i Lund og
Göttingen 1876—78, hvor han var Assistent ved
farmakologisk Institut og tog Doktorgraden i
Medicin. Universitetsstipendiat i Farmakologi fra
Oslo Universitet 1877; Overlæge ved
Diakonissehospitalet 1882—87, da han af Helbredshensyn
tog Ophold i Udlandet. Har skrevet botaniske
(om Mosserne), farmakologiske og
farmakognostiske Afhandlinger og var Redaktør af
»Jahresberichte über die Fortschritte der
Pharmacognosie«.
J. S. J.
Wulfstan, Ærkebiskop af York, fra 1003 til
sin Død i Maj 1023. Han menes at være
Forfatter til en interessant Prædikensamling, der
giver et levende Billede af de fortvivlede
Forhold i England i Aarene omkring 1014; hans
Prædikener skal have paavirket bl. a. Knud
den Store’s Lovgivning.
I. O.
Vulgata (lat.: »den gængse«) var et Navn,
den alexandrinske Bibeloversættelse og dennes
Gengivelse paa Latin oprindelig førte, men som
saa gik over paa Hieronymus’ Oversættelse af
Bibelen. Denne Oversættelse, der foretoges i
Aarene 382—405, var i Virkeligheden en
Revision af ældre latinske Oversættelser af det
gamle og det ny Testamente, men saaledes
foretagen, at Hieronymus stedse reviderede ud
fra den hebraiske og græske Grundtekst. Til at
forstaa førstnævnte Tekst fik han god Hjælp
fra jødisk Side. Hans Oversættelse var efter
Tidens Forhold fortræffelig, og han lagde ikke
fortrinsvis Vægt paa den ordrette Gengivelse,
men paa Gengivelse af Meningen. Derfor vandt
hans Oversættelse ogsaa efter nogen Modstand
i Begyndelsen Udbredelse i hele Kristenheden.
Navnlig Cassiodorius og Gregor den Store hjalp
den frem til almindelig Anerkendelse.
Efterhaanden som Aarhundrederne gik, fordærvedes
imidlertid V.’s Tekst. Karl den Store søgte at
faa sine Lærde til at revidere V., og forskellige
Teologer i Middelalderen arbejdede paa at
rense og forbedre den. Paa Reformationstiden tog
dette Arbejde Fart, navnlig forbedrede Stefanus
Teksten ved Benyttelsen af en Række gamle
Haandskrifter til V. 1523 udgav han det ny
Testamente og 1528 hele Bibelen.
Tridentinerkoncilet gjorde 1546 V. til Kirkens officielle
Bibel ved at stille den lige med Grundteksten,
og nu blev en officiel Udgave af V. i forbedret
Skikkelse absolut nødvendig. Under Sixtus V’s
egen Ledelse udkom der da 1590 en revideret
Udgave af V., ledsaget af en højtidelig
Kundgørelse om, at denne var Kirkens officielle
Udgave, som ingen maatte rette en Tøddel i; men
Udgaven var saa fuld af Trykfejl, at man trods
alle Forsøg paa at rette dem bagefter maatte
kassere Oplaget. 1592 udkom saa den autentiske
Udgave, der i alt væsentligt er bevaret som den
romersk-katolske Kirkes officielle Tekstudgave
indtil vore Dage.
A. Th. J.
vulgo (lat.), i Almindelighed, efter
almindelig Sprogbrug.
vulgus (lat.), den store Hob, Menigmand.
vulgær (lat.), almindelig, simpel,
hverdagsagtig, pøbelagtig.
Wuliangho, Biflod til Jang-tse-kiang (s. d.).
Vuling (Søv.), en svær Kædesurring,
hvormed Bugsprydet fastsurres til Forstavnen.
(C. L. W.). C. B-h.
Vulkan, se intramerkurielle Planeter.
Vulkanbjerge, se Vulkaner.
Vulkaner kaldes de Steder, hvor glødende
Masser fra Jordens Indre bryder frem til
Overfladen. Paa en lille Ø N. f. Sicilien laa den
i Oldtiden mest bekendte V., og her tænkte
man sig Stedet, hvor Ildens og Smedenes Gud,
Vulcanus, havde sit Værksted; fra denne insula
Vulcani har senere Tider laant V.-Navnet. Den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
