Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Værdistigningsskatten - Værditilvækst - Værditold
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Samfundsudviklingen, og hvor meget det private
Initiativ.
Grundværdistigningsskatten er særlig paa sin
Plads i Storstæder og i Byer i stærk Udvikling,
hvor Grundpriserne ofte i Løbet af kort Tid
stiger meget betydelig. For blot at nævne et
enkelt Eksempel udgjorde Grundenes
Prisstigning i Berlin fra 1865 til 1895 efter Kvarterets
Beliggenhed fra 117 til 1975 %. Mere tvivlsomt
er det, hvorvidt Skatten bør anvendes i
Landkommunerne, naar bortses fra Tilfælde, hvor
offentlige Foranstaltninger skaber en betydelig
Grundværdistigning. I de nævnte Kommuner er
det nemlig ofte vanskeligt, for ikke at sige
umuligt at afgøre, om en Tilvækst i
Ejendommenes Værdi skyldes Samfundsudviklingen eller
anvendt Kapital og Arbejde, hvorfor en V. let
vil kunne bevirke, at Ejendomsbesidderne
undlader at bekoste noget paa deres Jord af Frygt
for uretfærdigt at komme til at betale Skat af
de anvendte Bekostninger. Derved vilde en
Grundværdistigningsskat kunne lægge sig
hindrende i Vejen for Fremskridt i Jordkulturen.
Det er et omstridt Spørgsmaal, hvem en
Grundværdistigningsskat rettelig bør tilfalde.
For at lade den komme Kommunerne til gode
taler, at Grundværdistigningen, særlig i de
store Byer, ofte fremkaldes ved bestemte
udgiftskrævende kommunale Foranstaltninger, som
f. Eks. en Regulering af Bebyggelses- eller
Samfærdselsforhold, Anlæg af Parker,
Opførelse af offentlige Bygninger m. m., eller ogsaa
staar i Forbindelse med en stærk
Befolkningstilvækst, der ved forøgede Skole- og
Fattigudgifter tynger paa det kommunale Budget,
medens den kun i ringere Grad paavirker
Statsudgifterne. Imod en almindelig
Grundværdistigningsskat til Staten taler det ogsaa,
at den vilde hvile højst ulige paa de enkelte
Dele af Landet (navnlig By og Land). I
Tilfælde, hvor Grundværdistigningen er fremkaldt
ved Anlæg af Jernbaner, Kanaler, Havne eller
lignende, der skyldes andre end Kommunen,
f. Eks. Staten eller Aktieselskaber, kan det
være rimeligt, at en Del af
Grundværdistigningen tilfalder den, der har bekostet disse Anlæg
og bærer den dermed forbundne Risiko.
Der skelnes mellem en indirekte og en
direkte V., hvoraf den første kun rammer den
Værdistigning, der giver sig til Kende, naar
en fast Ejendom skifter Haand, og finder sit
Udtryk i Salgssummen, medens den direkte
Skat bygger paa successive efter offentlig
Foranstaltning foretagne Grundvurderinger og
regner med den forskellige Værdi, som disse
tillægger Jorden. Til Fordel for den indirekte
Skat anføres, at den gaar ud fra et fast
Grundlag, nemlig Salgsprisen, ligesom den rammer
Grundejeren paa et Tidspunkt, da han har
realiseret en sikker Gevinst, medens den
direkte Skat maa bygge paa de altid noget usikre
Vurderinger af Grundværdistigningen, der
tilmed giver de offentlige Vurderingsmyndigheder
en meget betydelig Magt over Grundejernes
økonomiske Forhold. Men den indirekte
Skatteform har den Mangel, at den skaaner dem, der
beholder deres Ejendom, og i lige saa høj
Grad kan nyde godt af Grundværdistigningen,
og gør det muligt paa forskellig Maade at
unddrage sig Skatten. Saaledes vil der kunne
stiftes Ejendomssocieteter, som driver
Grundspekulationer i stor Stil, uden at større Grundsalg
behøver at finde Sted. Der er ingen Tvivl om,
at den direkte Skatteform giver det mest
fuldgyldige Udtryk for V.’s Princip, men i øvrigt er
der gjort Forsøg paa at kombinere de to
nævnte Skatteformer for at opnaa det bedst mulige
Resultat.
Grundværdistigningsskatten er bl. a. anvendt
i Tyskland og England. I det første Land
indførtes den saaledes i den fra Kina erhvervede
tyske Koloni Kiautschou (under Verdenskrigen
erobret af Japanerne), hvor man forudsaa en
mægtig økonomisk Udvikling og deraf følgende
Grundværdistigning. Endvidere gav en prøjsisk
Skattelov af 1893 Kommunerne Ret til at
paalægge en saadan Skat, hvoraf talrige
Kommuner benyttede sig. En tysk Rigslov af 1911
ordnede dernæst Skatten paa ensartet Maade for
hele Riget. Skatten var progressiv og lignedes
paa Forskellen mellem Erhvervelses- og
Salgsprisen, og af dens Udbytte tilfaldt 50 % Riget,
10 % den Forbundsstat og 40 % den Kommune,
inden for hvilken Ejendommen var beliggende.
Rigsskatten er senere bortfaldet. I England
indførtes i 1910 forskellige Skatter, der var
paavirkede af Henry George’s Ideer, blandt disse
knyttede Hovedinteressen sig til en
Grundværdistigningsskat, der imidlertid paa Grund
af de uregelmæssige Prisforhold mødte mange
Vanskeligheder og igen ophævedes i 1920.
Ogsaa Danmark er kommet i Berøring med en
Grundværdistigningsskat. Saaledes fik Esbjerg
Kommune, der ydede et Bidrag til Anlæg af
sin Havn, Ret til at opkræve en saadan Skat.
Desuden indførtes ved en Lov af 1910 den
saakaldte Jernbaneskyld, der opkrævedes af den
særlige Værdistigning, som skyldtes nye
Baneanlæg, men denne Skat har dog aldrig faaet
videre Betydning. Derimod er det af megen
Interesse, at Lov om kommunale
Ejendomsskatter af 31. Marts 1926, ved Siden af
obligatorisk at indføre en Grundskyld, tillige har
givet Kommunerne Ret til at opkræve en
Grundværdistigningsskat, som dog paa
forskellig Maade er stærkt begrænset og bl. a. ikke
maa overstige 10 ‰ aarlig af den konstaterede
afgiftspligtige Grundværdistigning, der paa
forskellig Maade er beskaaret. I amerikanske og
engelske Kommuner opkræves hyppigt de
saakaldte Betterment Afgifter, som paalignes den
Værdistigning i faste Ejendomme, der særlig
skyldes kommunale Foranstaltninger som
Anlæg af Havne, Parker m. v.
C. T.
Værditilvækst som Modsætning til
Massetilvækst kaldes i Skovbruget den Forøgelse
af en Afdelings Værdi, som hidrører fra, at
Veddet paa Grund af Træernes større
Stammetykkelse faar en højere Værdi pr. Rumenhed;
V. er særlig stor paa det Tidspunkt i
Træsamfundets Liv, da Stammerne begynder at blive
tykke nok til at yde Gavntræ, men den holder
sig for øvrigt hos de fleste Træarter op til en
høj Alder og har afgørende Betydning for
Skovbrugets Økonomi.
C. V. P.
Værditold, se Indførselstold.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
