Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XXV: Werth—Øyslebø / 482 (1915-1930) Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Værlinger

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

lysegule med smaa mørke Pletter. Oversiden
er mørkere med større Pletter, Bagryg og
Overhaledækfjer rødbrune. Hos Hunnen og de unge
Fugle samt i Vinterdragt er det gule mere
blandet med mørkere Længdepletter.
Gulspurven yngler i det meste af Europa og en Del af
Asien; i Norge findes den overalt, selv i de
nordligste Egne, i Danmark er den udbredt
over hele Landet, er uden Sammenligning en
af de allerhyppigste Fugle. Den yngler i Krat,
lave Bevoksninger af Løv- og Naaletræer,
Haver, Hække, kort sagt overalt, hvor der findes
Buske. Sangen, der bestaar af en, nogle Gange
gentagen, kort Tone, efterfulgt af en længere
og højere, høres fra i Februar til ind i August,
fra Daggry til langt ud paa Skumringen.
Reden anbringes lavt i Buske eller paa Jorden;
de 5—6 Æg har graalig Bundfarve med
spredte, rødbrune Pletter; den yngler 2—3 Gange
aarlig. Medens Fuglene om Sommeren altid
holder sig i umiddelbar Nærhed af
Ynglepladsen, samles de om Efteraaret i Flokke, der
Dagen igennem søger Føde paa Markerne, ved
Frost og Sne ofte ved beboede Steder; ved
Bondegaardenes Stakke kan de findes i
Hundredevis.

Hortulan (E. hortulana L.), af Størrelse
som foregaaende med rødlig Underside, graat
Hoved og brunlig Overside med mørke Pletter.
H. har en ejendommelig Udbredelse, idet den
er hyppig i Syd- og en Del af Mellemeuropa, i
Danmark kun træffes sparsomt under Trækket,
medens den yngler almindelig paa den
skandinaviske Halvø, i Norge helt op i Finmarken.
Den holder sig mest paa aabne Steder med
spredte Buske; Reden anbringes lavt i Buske.
Sangen er en temmelig kort, ensformig Strofe.
Berømmelse har H. faaet paa Grund af sit
lækre Kød; allerede paa Romernes Tid stod
den i Anseelse herfor, fangedes i Mængde og
fortæredes efter at være blevet fedet.

Rørværling, Rørspurv (norsk ogsaa
Sivspurv) (E. schoeniclus L.) er lidt
mindre end Gulspurven; Hannen har i
Parringsdragten sort Hoved og Hage, er paa
Undersiden og Bagryggen hvidgraa, medens Ryg og
Vinger er brunlige med mørke Pletter; i
Vinterdragten er Hovedet graabrunt og alle
Farverne mere udviskede, den ligner paa denne
Tid Hunnen og den unge Fugl. R. bebor det
meste af Europa, findes i Norge til op i
Finmarken, men næsten altid i Fjeldegne, medens
den ellers oftest holder sig til det flade Land.
I Danmark yngler den i de fleste Egne, dog
sjældent i stort Tal. Moser bevoksede med Rør
og Siv er dens Opholdssteder, og den færdes
behændig mellem Rørene i livlig Bevægelse,
lader ret flittigt høre sin Sang, der minder lidt
om Gulspurvens. Reden anbringes skjult paa
Jorden under en Busk, Æggene har gulgraa
Bundfarve med tætte, mørke Pletter. R. er en
Trækfugl, der allerede kommer i Marts.

Fig. 1. Rørværling (Emberiza schoeniclus).

Kornværling (Kornlærke,
Englærke, Bomlærke, Skræplærke,
Stritte, norsk: Kornspurv) (E. miliaria
L.) minder i Størrelse og Farve om Lærken.
Paa Oversiden er den brungraa med sorte
Længdepletter, paa Undersiden hvidlig med
smaa Længdepletter, der sidder tæt sammen
paa Struben. K. lever i det meste af Europa
og de tilgrænsende Dele af Asien samt
Nordafrika. I Norge yngler den kun paa ganske
enkelte Steder i Landets sydvestlige Del, i
Danmark er den overalt i det dyrkede Land
en almindelig Fugl, velkendt langs Landevejene,
hvor den sidder i Vejtræerne eller paa
Telegraftraadene; det er en plump og træg Fugl,
der Aaret igennem holder sig i samme Egn;
Sangen, der i Bygning ligner Gulspurvens, men
er klangløs, høres fra det tidligste Foraar.
Mellem højt Græs anbringes Reden meget skjult
paa Jorden. Æggene ligner Gulspurvens, men
er meget større. Efteraar og Vinter flokkes
Fuglene og holder til paa Marker og ved
Gaarde ofte i Selskab med andre frøædende Fugle.

I det sydlige Europa og det tempererede
Asien lever talrige Arter af V., for en Del
staaende Gulspurven nær. Dværgværling
(E. pusilla L.), en smuk lille Fugl med sort og
rødt Hoved, er truffet i Sverige, Holland og
England, medens Gærdeværling (E.
cirlus L.) yngler i en stor Del af Mellemeuropa,
ogsaa i England.

Ofte regnes til een eller flere særlige Slægter
(Calcarius, Plectrophanes) nogle V., der
udmærker sig ved en lang Klo paa Bagtaaen. Hertil
hører Sneværlingen (Snefugl,
Snespurv, Snelærke, norsk ogsaa:
Enetiting) (E. nivalis L.), saa stor som en
Graaspurv, med en broget, efter Køn og Alder yderst
forskellig Dragt. I Parringsdragt har Hannen
sort Næb og Fødder, er hvid paa Hoved og
Underside, sort paa Ryggen; de yderste
Styrefjer er hvide, de inderste sorte, medens
Svingfjerene er sorte og hvide ligesom deres
Dækfjer. Hunnen er paa Hovedet og hele
Oversiden sort med graa Fjerkanter og har ikke
den rene hvide Farve paa Vingen.
Vinterdragten, i hvilken de altid ses i sydligere Egne,
er vidt forskellig, gullighvid paa Undersiden,

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>