Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Wölfler, Anton - Wöllner, Johann Christoph - Völsaþáttr - Völsungasaga - Vølsunger, Vølsung-Ætten - Vølund - Völundarkviða
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Tungekræft og af Saar i Munden har faaet blivende
Betydning, ligesom hans
Slimhindetransplantationer og hans parasakrale og pararectale
Operationsmetoder. W. anviste ogsaa en ny
Senesutur og en Metode til Operation af Brok.
Underlivskirurgien var hans egentlige Speciale, og
her var han Føreren for Østerrigs yngre
Kirurger. W. udfoldede stor litterær Virksomhed.
Blandt hans Arbejder er en Monografi over
den kirurgiske Behandling af Tarmsaar mest
kendt.
J. S. J.
Wöllner [’völnər], Johann Christoph,
preussisk Minister (1732—1800), var 1754—60
Landsbypræst og blev efter sit Giftermaal med
en adelig Godsejerdatter Forpagter samt vandt
Ry som en dygtig Landmand og flittig
Landbrugsforfatter (kæmpede imod Fællesskabet).
1770—86 var han Rentemester for Prins
Henrik’s (Bd XI, S. 269) Domæner. 1765—77 var
han ivrig Frimurer, men brød fuldstændig med
dem og blev senere Medlem af Rosenkreuzernes
Selskab, kom derved i nøje Forbindelse med
Tronfølgeren og vandt stor Indflydelse paa
ham. Da Frederik Vilhelm II 1786 kom paa
Tronen, blev W. straks adlet, hvad Frederik II
bestemt havde afslaaet, udnævntes til
Overfinansraad og blev 1788 Justits- og
Kirkeminister. Han fik gennemført nogle økonomiske
Fremskridt, men blev især bekendt ved det
strenge Religionsedikt, som han udvirkede 1788
(5 Dage efter sin Udnævnelse til Minister),
rettet imod de ikke-kirketroende Præster,
endvidere ved Indførelse af Censur og af en særlig
Eksamenskommission for at tvinge sin Villie
igennem. Kort efter Kongens Død blev han
afskediget uden Pension i Marts 1798.
(E. E.). H. J-n.
Völsaþáttr [’vålsapa.tr ell. ’völ.saþa^utr] er
en lille Fortælling, der findes i
Flatö-Bogen, af betydelig Interesse i Henseende til
gammel nordisk Kultur. Der berettes om,
hvorledes Olaf den Hellige engang i en
Afdal traf en Familie, der dyrkede en
Heste-Fallos; om Aftenen gik denne rundt blandt
Husets Medlemmer, og ethvert af disse skulde
fremsige et Vers om den; de ved denne
Lejlighed fremsagte Vers anføres i V. Kong Olaf
fik Familien omvendt. Hvad enten det
historiske Grundlag i og for sig er mere eller
mindre paalideligt eller ej, har V. dog en stor
religionshistorisk Betydning. (Litt.: F.
Jónsson, »Oldn.-oldisl. Litteraturhistorie«, II; A.
Heusler, »Zeits. d. V. f. Volksk.«, XIII).
F. J.
Völsungasaga [’vål- ell. ’völsuŋga-], Sagaen
om Völsungerne, er et ejendommeligt
islandsk Sagaværk fra den sidste Del af
det 13. Aarhundrede (c. 1260). Begyndelsen
deraf handler om Völsung’s Forfædre efter
ukendte Kilder; men i øvrigt er Værket en
prosaisk Omskrivning af Heltedigtene i »den
ældre Edda« fra og med Digtene om Helge
Hundingsbane. Forfatteren har paa Grundlag
af de gamle Digte villet give en
sammenhængende sagamæssig Fremstilling. Opgaven
var ikke let, eftersom Digtene ofte er hinanden
modsigende, men han har løst den med en ikke
ringe Omsigt og Dygtighed, dog ikke uden
vilkaarlige Tydninger og Kombinationer. Hans
prosaiske Fremstilling er jævn og naturlig; dog
skinner det poetiske Grundlag ikke sjælden
igennem. En særlig Betydning faar Sagaen
derved, at den i Prosa gengiver Indholdet af de
Sange, der har staaet i det tabte Læg i det
eneste Haandskrift (codex regius), der haves;
for Indholdet af disse er Sagaen nu omtrent
vor eneste Kilde. Egentlig er V. i Haandskrift
tænkt som Indledning til Sagaen om Ragnar
Lodbrok, der ifølge det sene Sagn skulde være
gift med Sigurd’s og Brynhild’s Datter Aslaug.
Disse to Sagaer findes derfor i Haandskrifter
som eet Hele. (Udg. i Fornaldarsögur, I,
Norröne Sagaer af sagnhistorisk Indhold [ved S.
Bugge]). (Litt.: B. Symons,
»Untersuchungen über die sogen. Völsungasaga« i »Beitr.
z. Gesch. d. deut. Spr. u. Litt.«, III;
Müllenhoff i »Ztsch. f. deut. Alt.«. XXIII; A.
Heusler, »Die Lieder der Lücke im codex regius«
i »Germanist. Abhandl. für H. Paul« [1902]; F.
Jónsson, »Oldn.-oldisl. Litteraturhist.«, I).
F. J.
Vølsunger, Vølsung-Ætten, se
Volsung-Ætten.
Vølund (oldnordisk Vølundr og senere
Volundr; tysk Welent; »den kunstfærdige«),
nordisk og tysk Sagnhelt; kunstfærdig Smed,
der af den onde Kong Nidud bliver tvunget til at
arbejde for ham, men dræber hans Sønner,
voldtager hans Datter og svinger sig paa nydannede
Vinger bort fra Nidud’s Herredømme. Nordisk
Digtning knytter tillige en Elskovshistorie med
en Mø i Svaneham til hans Liv. Som hans
Brødre nævnes den berømte Bueskytte Egil og
en Slagfinn. V.’s Oprindelse taber sig i den
dæmrende Tid, da den gotiske Heltedigtning
opstod (Paavirkning fra græsk Myte om
Daidalos); han har faaet den ypperste Fremstilling
i Vö1undarkviða i den ældre Edda. Nyere
Behandlinger: Oehlenschläger, »Vaulundurs
Saga« (»Poetiske Skrifter«, 1805) og Drachmann,
»Vølund Smed« (1894). (Litt.: Jiriczek,
»Deutsche Heldensagen«, I [1898, S. 1—54];
Hoops, »Reallexikon der germanischen
Altertumskunde«, IV, S. 528 [Wieland]).
(A. O.). H. El.
Völundarkviða [’vålundar- ell. ’vö.løndar-]
et Eddadigt, hvor den berømte Smed
Vølund (s. d.) er Hovedpersonen. Der
fortælles først om hans og hans Broders
Forhold til Svanemøerne og, efter at de har
forladt dem, om Forholdet mellem Vølund og
Niarernes Konge Nidud; denne tvinger ham til
at arbejde for sig og skærer hans Haser over,
for at han ikke kan flygte. Vølund smeder
Kostbarheder, men ruger over Hævntanker.
Hævnen tager han ved at dræbe Kongens to
Sønner og skænde hans Datter Bødvild, der
kommer til ham for at faa en kostbar Ring
repareret; men Ringen er Vølund’s egen, og
den har den Egenskab at være en Flugtring.
Ved Hjælp af den faar Vølund Evne til at flyve
bort. Først træffer han dog Kongen og
fortæller ham, hvad der er sket. Kongen faar
Bødvild til selv at bekræfte det. Hermed ender
Digtet. Det er fuldstændig opbevaret, men
næppe helt i den oprindelige Skikkelse. Det er et
af de ældste Eddadigte, lige fortrinligt ved sin
korte, knappe Form og ved sin træffende
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
