Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ydrelære
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
forskellige Brugstyper hver især har deres
Ejendommeligbeder. I det følgende skal der i
Korthed blive omtalt, hvilke Egenskaber ved
de forskellige Partier af Hesten det er, man
sætter Pris paa, og hvilke man nødig vil finde.
En udførlig Motivering af disse Forholds
Betydning kan søges i Faglitteraturen. Den
Rækkefølge, i hvilken de forskellige Legemsdele
her vil blive omtalte, er ved Bogstaver og Tal
angiven paa hosstaaende Figur. Den svarer
ikke til den ovenfor nævnte Rækkefølge,
der sædvanlig benyttes i Praksis.
A. Hovedet skal være passende stort i
Forhold til Hesten, vel markeret i sin Form
med lige Næseryg, flad Pande, tydelig
Kindkam, bagtil brede, fortil tydelig, om ikke just
paafaldende, smallere Kæber, veludviklede,
velformede, velstillede og livlige Sanseorganer
(Øjne og Ører), store, veludspilede,
skarprandede Næsebor, faste Læber.
B. Halsen skal gerne have en god Længde,
maa ikke være for svær, hverken foroven eller
forneden, d. v. s. hverken spækkammet eller
tykstrubet; men der er i saa Henseende
Forskel efter Racen, idet den svære Trækhest
altid har en grovere, navnlig paa Siderne
tykkere Hals end den ædle Hest. Hos Hingste er
Halsen ogsaa som Regel sværere, især oventil,
end hos Hopper. Halsen skal fremdeles være
velrejst, saa at Hovedet bæres højt, og den
skal kunne bøjes godt i Nakken, saa at Hovedet
kan stilles lodret, naar Halsen er rejst; man
siger da, at Foreningen mellem Hals
og Hoved er god. Dette er især vigtigt
for Bidehesten. Halsen skal endelig ogsaa være
godt baaren eller godt ansat, d. v. s.
den skal være skarpt begrænset fra (springe
frit og højt ud fra) Bringen, og dens nederste
Del maa ikke være konveks; hvis den er dette,
og hvis dens øverste Kontur samtidig er
konkav, siges Halsen at være omvendt
(Hjortehals eller Kamelhals); i saa Fald er
Nakken som Begel kort og stiv, og Hovedet
fremstikkende.
C. Manken skal gerne være passende
høj og lang, saa at dens Overgang i Ryggen
kan blive jævn; hos den svære Trækhest er
Manken som Regel lavere og mindre skarp
end hos den ædle Hest. Undertiden, f. Eks. hos
smaa islandske Heste, er Manken paafaldende
lav, tilrundet og kort.
D. Ryggen ønskes i alle Tilfælde kort,
bred, muskelfyldig og især muskelspændig med
et kraftigt Lændeparti. Dens Retning skal være
omtrent lige med en svag Fordybning mellem
Mankens laveste Punkt og Lændepartiet; dog
er det sædvanlig ingen væsentlig Fejl, dersom
Ryggen er noget høj bagover (ses ofte,
bl. a, hos Væddeløbshesten, og er i Reglen
Udtryk for god Spænding i de Muskler, som
aabner Baglemmernes Ledvinkler og dermed
bidrager til Kroppens Fremskydning). Hvis
Ryggen er tydelig konkav, siges den at være
sænket, hul eller svejet; den har da ikke
været stærk nok til at modstaa det Tryk, den
har været udsat for fra oven, eller det Træk,
der er udøvet i den nedenfra ved
Baglivsorganernes Ophængning til Hvirvelsøjlen. En lang
og muskelsvag, blød Ryg bliver derfor let hul,
især naar Hesten anvendes til Ridning; i saa
Fald faar det ogsaa Betydning, at Halsen gerne
er stærkt rejst; thi derved forøges den Vægt,
der falder paa Ryggen. Gentagen Drægtighed
og Anvendelse af meget Fyldefoder (Hø, Halm,
groft Græs) giver ogsaa hul Ryg, og gamle
Heste med svag Muskulatur er ligeledes ofte
svejryggede. Hvis Ryglinien er konveks, kaldes
Hesten karperygget eller
karpelændet (ses ofte hos gamle udasede Heste og hos
Heste, som er tagne for tidlig i Brug til
anstrengende Trækarbejde). Et kort, bredt,
muskuløst Lændeparti gør Hesten velsluttet,
et langt, smalt eller muskelfattigt Lændeparti
gør den mere eller mindre ildesluttet;
men det spiller dog i saa Henseende ogsaa en
Rolle, om de bageste Ribben er mere eller
mindre godt bagtilkrummede. Jo mindre
bagtilkrummede de er, des snarere bliver Hesten
ildesluttet. En kraftig Ryg er et for alle Heste
ganske overordentlig vigtigt Bygningstræk.
E. Krydset skal have en god Længde,
Bredde og Muskelfylde, være velformet og have
en passende Retning (Hældning), ligesom ogsaa
Halen skal være vel ansat og godt ført. —
Krydsets Længde er sædvanlig
fremtrædende hos den lette Hest, medens det hos
Trækhesten især er Bredden og Muskelfylden,
der falder i Øjnene. — Hvis Krydset er omtrent
lige saa bredt bagtil, mellem Laarenes øverste
Ender, som fortil, mellem de udvendige
Hoftehjørner, er dets Form regelmæssig
firsidet. Saafremt Krydset er paafaldende bredt
fortil eller paafaldende smalt bagtil, kaldes det
henholdsvis hoftet (fordi Hoftehjørnerne er
fremstaaende) eller spidst. I sidste Tilfælde
er Hesten i Reglen tillige kohaset (d. v. s.
Hasespidserne peger mod hinanden i Stedet
for lige bagtil). — Krydsets Retning maa gerne
være svagt hældende. Hvis det er ganske lige,
kaldes det horisontalt; et saadant Kryds
kan kaldes smukt, men er ikke noget heldigt
Bygningstræk, fordi det let bidrager til, at
Ryggen bliver sænket; værre endnu er det, hvis
Krydset er opadsvejet. Saafremt det
hælder stærkt og ikke kan stilles omtrent lige,
naar man ved at trykke Hesten paa Lænden
faar de Muskler, der retter Krydset, til at
trække sig sammen, kaldes det
afskydende; et saadant Kryds ses hos visse svære
Trækheste, men sjælden hos den ædle og hurtige
Hest. For enhver Hest, men ganske særlig for
Ridehesten, er det af Vigtighed, at der er en
saadan Bevægelighed i Lændepartiet, at
Krydsets bageste Del kan vippes nedad; ellers kan
nemlig Baglemmerne ikke blive stillede langt
frem under Kroppen; Hesten kan da, som man
siger, vanskelig »samle sig«, og Virkningen af
Baglemmernes Strækkemuskler i Retning af at
skyde eller kaste Kroppen fremad bliver i saa
Fald mindre god end ønskeligt. Halen skal hos
ædle Heste være højtansat (ɔ: at dens
Udspring findes langt fremme og højt oppe i
Forhold til Krydsets bageste Ende,
Sædebensknuden); desuden skal den være frit ansat (ɔ:
dens forreste Ende, Haleroden, vel markeret
fra de tilgrænsende Partier), godt ført og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
