Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Zahrtmann, Peder Henrik Kristian - Zaimis
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Carolina Mathilde og Struensee (1873) er
afgjort et Genrebillede med historisk Baggrund,
ligesom »Christian II og Sigbrit« (s. A.), for
hvilket han anden Gang fik Neuhausen’s
Præmie. En Del af hans italienske Billeder falder
ogsaa ind under denne Kategori. I
Leonora-Christina-Billederne faar det en dybt alvorlig
Klang, en større menneskelig Stil, som ogsaa
maa virke paa dem, der ikke kender det
bagved liggende historiske Emne; man faar et
stærkt Indtryk af, at disse Billeder handler om
en Kvinde, hvis Betydning og Skæbne ligger
højt over det daglige Liv, og det menneskelige
Gennemsnit. Og dog er det blandt disse
Billeder de mindst dramatisk bevægede, som
virker fyldigst i Følelsen — man sammenligne
f. Eks. Afklædningsscenen med Leonora
Christina i Sengen i sit ensomme Fængsel eller i
Maribo Klosters stille Kammer. Der foregik i
disse Aar en Forskydning i Z.’s Forhold til
hans Emner. Det genremæssigt fortællende veg
i Baggrunden, og det rent maleriske fik større
og større Herredømme. Hans i sin Tid meget
omstridte »Kong Salomon og Dronningen af
Saba« er kun et farverigt Interiør med to
Modeller; »Det mystiske Bryllup i Pistoja« blot
et farvestraalende Kostumebillede. Selve
Handlingens Betydning er næsten helt forsvunden.
I »En Billedhugger i sit Værksted« hersker
alene det kunstige Lys og Farvernes Brydning
deri. Hans Konkurrencebillede til
Universitetets Festsal (1888) »Studenterne rykker ud
under Kjøbenhavns Belejring« har den høje
Stemning af stille fædrelandsk Begejstring, men
egentlig intet af Kampens Handling. (At
Billedet, trods dets Værdier, ikke blev antaget til
Udførelse, har sin rimelige Grund i, at baade
dets Komposition med de overskaarne Figurer
og dets Farveholdning stod i uforligelig
Modstrid med Salens øvrige Udsmykning). Denne
Udvikling betød, at det, som var
Tyngdepunktet i Z.’s hele kunstneriske Begavelse, hans
ualmindelige Farvesans, gradvis tog
Førstepladsen i hans Kunst. Han havde hverken i sit
Emnevalg eller sit maleriske Syn den
fjerneste Forbindelse med den Realisme, som da
herskede i Kunsten. Han klippede ikke sine
Emner ud af Virkeligheden, men øste dem af i
sin Fantasi; han følte sig i sin Fremstilling
paa ingen Maade saaledes bunden til den
strenge og nøjagtige Naturgengivelse som hans
Samtidige, og han var heller ikke under
Indflydelse af nogen udenlandsk Kunstretning. Z. var
Kompositør og Kolorist helt paa sin egen
Maade og forskellig fra alle andre. For det
almindelige Øje »lignede« hans Billeder i Farve
og Lys sjældent det, han malede efter. Han
omdannede det ganske uvilkaarligt og forøgede det
med nye Værdier, som helt skabtes af ham
selv; og disse laa overvejende paa Farvens
Omraade. Det var dennes Fylde og Rigdom,
hans Øje trængte til. Han elskede alt, hvad der
i saa Henseende var prægtigt (ikke just
kostbart), omgav sig efter Evne dermed i sit
Atelier og benyttede det jævnlig i sine Billeder.
Da han 1887 malede det store »Hiob og hans
Venner« (Kunstmuseet) efter sin Ungdoms
Karton, ændredes det kølige Lys i hans Atelier
til en sydlandsk Solnedgangs stærke Farvespil.
Z. dannede sig ogsaa sit eget Farvesystem med
Opløsning af Lokalfarvernes blandede Toner
til Spil af rene Farver mod hverandre, Violet
og Gult, Rødt mod Blaat og Grønt; han holdt
ikke af at blande Farverne paa sin Palet. Som
nogle i sin Tid ansaa Hammershøj for
farveblind, mente mange, at Z. maatte kunne se de
»ultraviolette« Straaler, der ikke opfattes af et
almindeligt Øje; men begge Forklaringer er
ganske unødvendige. Som Farven virkede
meget svagt paa Hammershøj, virkede den paa Z.
med ualmindelig Styrke. I Begyndelsen skabte
dette ham Modstand, senere i stigende Grad
Beundring. Hans »sære« kunstneriske
Personlighed sejrede alene ved sin egen indre Kraft,
og hans Nøjsomhed over for Livets materielle
Krav gjorde ham det muligt at staa de
vanskelige Ungdomsaar igennem med rank Ryg.
Han gik altid og i alle Forhold sin egen Vej
uden at have nogen Følelse af at staa i Kamp
af den Grund. Dette skyldtes det rene og
umiddelbare i hans Sind og Karakter. Han havde
mange Venner, men var uden for alt Parti- og
Klikevæsen; han var personlig beskeden, altid
villig til at anerkende andre. Han holdt ikke
af Aviskritik: »hvorfor skal man dømme?« Han
nærede en brændende Interesse for den ældre
italienske Kunst og for Antikken (som hans
Samtidige ofte kaldte »skimlet«). Han var
afgjort oprindelig i sin Naturs Grund, om end
i senere Aar hans Lyst til Paradokser kunde
tage sig noget anderledes ud; i sin Kunst var
han aldrig paradoksal, altid helt ægte og
oprindelig. Først paa sine gamle Dage, da
Friskheden tog af, endte han i Manér. Som Lærer
havde Z. stor Betydning i de Aar, 1884—1909,
han ledede en Afdeling af de »frie
Studieskoler«, og en Række af yngre Begavelser samlede
sig der om ham. Han gav dem mindre en
Undervisning i almindelig Forstand end en
aandelig Paavirkning, en kunstnerisk Æggen og
Ansporen, som i høj Grad virkede paa dem og
vandt ham deres Hjerter og Beundring. Men
hans eget Kunstsyn var for særegent til at egne
sig til Efterligning, og hos nogle af Eleverne
kunde det vel en Tid virke noget hemmende.
Fra 1891 hørte Z. til den Fri Udstilling. 1904
valgte Akademiet ham til Medlem af sin
Plenarforsamling, men han satte ikke Pris
derpaa og vilde aldrig modtage Valg til
Akademiraadet. (Litt.: »Tilskueren« 1912, 1913, 1917;
»Gads Magasin« 1917; »Egne Erindringer« i
»Tilskueren« 1908 og 1914; H. Chr.
Christensen’s Fortegnelse over hans Billeder;
Karl Madsen, »Kristian Zahrtmann«; »Kr.
Zahrtmann«, en Mindebog udgivet af Fr.
Hendriksen [1919]).
P. J.
Zaimis [’zæmis], 1) Thrasybulos, græsk
Statsmand (1829—80), af en rig og anset Slægt
paa Peloponnes (hans Fader tog virksom Del
i Frihedskampen), var siden 1850 stadigt
Medlem af Deputeretkammeret og 1863 en af de
tre Sendemænd, som drog til Danmark for at
tilbyde Prins Vilhelm (senere Kong Georg) den
græske Krone. 1864 blev han udsendt for at
overtage de ioniske Øer. Febr 1869—Juli 1870
var han Førsteminister og afgav Løftet til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
