Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Zaluski, Józef Andrzej - Zaluzianskia - Zama - Zamakhschari, Abul-Kasim Mahmud ibn Omar - Zambara - Zambesi - Zamboanga - Zamboni's Søjle - Zambos - Zamenhof, Lazarus Ludwig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Del af det gik tabt paa Vejen, men alligevel
ankom over 262000 Bind og 25000 Kobberstik,
som danner Kernen af det store offentlige
Bibliotek i Petrograd. Ogsaa paa andre Maader
understøttede Z. den polske Kultur og var
samtidigt en mangesidig Forfatter; bl. a. skrev han
under sit Fangenskab i Rusland efter
Hukommelsen en versificeret polsk Bibliografi.
A. K.
Zaluzianskia Schmidt (Nycterinia Don),
Slægt af Maskeblomstrede, Urter eller
Halvbuske med Blomsterne i endestillede Aks;
Kronen er udvendig mørkt farvet, indvendig hvid
og har et langt Rør. 16 Arter i Kaplandet. Hos
nogle aabner Blomsterne sig kun om Natten.
Enkelte Arter findes undertiden i Kultur som
Prydplanter, saaledes Z. capensis Walp.
A. M.
Zama [’(t)sa.ma] (Z. regia), befæstet By
i Numidien i Oldtiden, mest bekendt ved den
store Sejr, som Romerne under Scipio
Africanus vandt i Nærheden af den over Karthagerne
under Hannibal (202 f. Kr.). Senere residerede
de numidiske Konger ofte i Z.
H. H. R.
Zamakhschari [zamah∫a’ri.], Abul-Kasim
Mahmud ibn Omar, berømt muhammedansk
Teolog og Filolog (1074—1143, var født i
Zamachshar i Chwaresm (deraf hans Navn); men
trods sin persiske Nationalitet betjente han sig
i den overvejende Del af sit Forfatterskab af
det arabiske Sprog. Hans Hovedværk er en
Korankommentar, al-Kashshâf (udgivet af
Nassau Lees, Calcutta 1856), i hvilken han med megen
Dygtighed forsvarede Mutazilitternes (se Islam,
S. 537) teologiske Opfattelse, at Koranen ikke
er en Emanation af Guddommen, som hævdet
af de ortodokse, men at den er bleven til i
Tiden. Z.’s Værk fik stor Betydning for hele den
islamitiske Teologi, idet den af Beidhawi
forfattede Kommentar, som er den mest udbredte
af alle, støtter sig paa hint, blot med
Udeladelse eller Omarbejdelse af de kætterske
Steder. Som Grammatiker virkede Z. ved
Affattelsen af al-Mufassal (udgivet af Broch,
Oslo 1879), der giver den klareste og bedste
Fremstilling af det arabiske Sprogs Bygning;
han har selv givet et til elementær
Undervisning beregnet Udtog heraf, al-Unmuzadj (trykt
i Bulak 1269 H.). Endvidere er Z. Forfatter af
en Ordsprogssamling og en Række andre
Værker. Om hans Privatliv ved vi, at han i lang
Tid opholdt sig i Mekka, hvoraf han fik
Tilnavnet »Guds Nabo«, men han døde i sit
Hjemland. Z. staar i den arabiske Litteratur som en
af de aandrigeste og mest fordomsfri af alle
muhammedanske Tænkere.
J. Ø.
Zambara, se Timisoara.
Zambesi, d. s. s. Sambesi.
Zamboanga [sambå’aŋga], d. s. s.
Samboangam.
Zamboni’s Søjle, en Slags Voltastøtte
(se galvanisk Batteri), der er bygget
op af uægte Guld- og Sølvpapir. Det første er
Papir, hvis ene Side bærer et tyndt Lag
Kobber, medens det andet er belagt med Tin. Man
klæber de to Ark sammen med Bagsiderne mod
hinanden og udhugger heraf runde Skiver, som
stables oven paa hinanden med de ensartede
Metalflader vendende i samme Retning. Søjlen
presses godt sammen og indesluttes helst i et
Glasrør, der for Enderne er lukket med
Messingkapsler, som staar i Forbindelse hver med
sin Ende af Søjlen. Den Kapsel, der rører ved
den sidste Tinhinde, bliver negativ Pol, den
anden, som rører ved den sidste Kobberhinde,
positiv Pol. Da man kan samle et meget stort
Antal Pladepar inden for et rimeligt Omfang,
faar Støtten stor elektromotorisk Kraft, saa
man f. Eks. kan lade et Elektroskop kraftig
med dens ene Pol, naar man holder den
anden i Haanden. Er Støttens Papir fuldkommen
tørt, virker den ikke, og den giver i hvert Fald
aldrig nogen kendelig Strøm, da dens
Modstand er overordentlig stor.
(K. S. K.). A. W. M.
Zambos [’þambås] eller Sambos, et
oprindelig spansk Ord, som betyder hjulbenet,
men som har fundet almindelig Anvendelse
som delvis spottende Betegnelse for det
blandede Afkom af Negre og Mulatter eller i visse
Egne af Centralamerika for Afkommet af Negre
og Indianere.
(S. H.). C. A.
Zamenhof [’za.mənhof], Lazarus Ludwig,
polsk Øjenlæge, Opfinderen af Esperanto, f.
1859 i Bjelostok, d. 14. Apr. 1917. Allerede som
Gymnasiast var han opfyldt af Tanken om
Verdensfred og om et Verdenssprog som Middel
til at bringe Menneskene sammen. Han saa i
sin Hjemstavn fire Dele af Befolkningen,
Russere, Polakker, Jøder og Tyskere, hver med
sit Sprog og gensidig hadende hinanden;
kunde de bringes til at forstaa og tale eet Sprog,
tækte han, vilde Hadet ophøre. Efter at have
nedsat sig som Læge i Warszawa
offentliggjorde han sit Kunstsprog Lingvo internacia under
Navneskjulet »Dr. Esperanto« (den haabende),
hvilket Navn snart af hans Tilhængere
overførtes paa selve Sproget. Dettes simple og
regelmæssige grammatiske Bygning og dets
letlærte Ordforraad, der i stort Omfang var
bygget paa internationale Ord og sindrig tillod at
danne utallige øjeblikkelig forstaaelige Nyord
ved Afledninger, vandt det temmelig hurtig en
Del Venner i Rusland og Sverige, siden ogsaa
i Tyskland og Frankrig, indtil Sproget ved det
ny Aarhundredes Begyndelse havde flere
Tilhængere i de fleste Lande end noget andet
Verdenssprog (s. d.). Z. selv foreslog i 1894 en
Række gennemgribende Ændringer i Sproget,
der vilde have simplificeret Bygningen
yderligere og gjort Ordstoffet mere romansk, men
han blev overstemt, og siden har han ligesom
de fleste Esperantister ivrig modsat sig alle
Forslag og Forbedringer i Sproget af Frygt
for, at det ved et Skisma skulde faa Volapüks
Skæbne. Da Delegationskomitéen i 1907
foreslog de Ændringer i Esperanto, der førte til
Ido (s. d.), modsatte Z. sig enhver
Forhandling, og hans Tilhængere holdt stærkt paa
Sprogets Urørlighed (netushebleco). Ved
Esperantokongresserne (den første i Boulogne 1905,
siden hvert Aar forskellige Steder undtagen
under Verdenskrigen) blev Z. hyldet som en af
Menneskehedens Velgørere. Han har, foruden
Lære- og Læsebøger i sit Sprog — deriblandt
de to grundlæggende Fundamento de
Esperanto (Paris 1905) og Fundamenta Krestomatio de
la lingvo Esperanto (Paris 1903) — udgivet
flere Oversættelser af berømte Værker (bl. a.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
