Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Zinzarer - Zinzendorf, Nikolaus Ludwig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Sprog (mod Nord af Bulgarsk), og en fra
Rumænien udgaaet Propaganda har ikke stor
Udsigt til i Længden at holde Liv i deres
nationale Bevidsthed. Mange af dem er
græsksindede, og rige aromuniske Købmænd har paa
mange Maader vist deres Hengivenhed for
Grækenland. Saaledes skyldes
Akademibygningen og den polytekniske Læreanstalt i Athen
Gaver fra saadanne. I den græske Frihedskrig
spillede flere Aromunere en fremtrædende Rolle,
og Digteren Rhigas (d. 1798), Forfatteren til
den græske »Marseillaisen var Aromuner af
Fødsel. (Litt: J. Weigand, »Die
Aromunen«, I—II [Leipzig 1894—95]; Wace and
Thompson, The Nomads of the Balkans
[London 1914]).
K. S.
Zinzendorf [’tsentsəndårf], eller, som hans
fulde Navn var, Nikolaus Ludwig, Greve
af Zinzendorf og Pottendorf,
Brødremenighedens Stifter, f. i Dresden 26. Maj 1700,
d. 9. Maj 1760.
Han var af
gammel
østerrigsk Adelsslægt, og
Spencer stod
Fadder til ham.
Tidlig mistede
han sin Fader,
og da
Moderen giftede sig
igen, kom han
i Huset hos
sin Mormoder,
en meget from
og meget
begavet Kvinde,
der øvede en
stærk religiøs
Paavirkning
paa ham. Han skrev Breve til Jesus og
prædikede, naar han var ene. 1710 kom han
til Pædagogiet i Halle, som lededes af Francke,
og her fortsattes altsaa den pietistiske
Paavirkning, men den behagede nu ikke Z., og
han var paa den anden Side Pietisterne for
excentrisk og ekstravagant. 15 Aar gammel
stiftede han en religiøs Forening med nogle
Jævnaldrende. 1716 sendtes Z. til Wittenberg
for at studere Jura, men hverken dette
Studium eller Universitetets tørre Ortodoksi
tiltalte ham synderlig. En Udenlandsrejse til
Holland og Frankrig fik betydelig Indflydelse paa
hans aandelige Udvikling. Han gennemgik
stærke Anfægtelser, mødte adskillige fromme
Mennesker af forskellig Konfession, men vendte
hjem med »een Passion, nemlig Ham, Ham«.
Z. blev 1721 ansat i Regeringens Tjeneste i
Dresden, men hans religiøse Interesser var
stærkere end hans politiske. Han samlede
kristne Venner til smaa Forsamlinger i sit Hjem,
og af sin Bedstemoder købte han Godset
Berthelsdorf, hvor han med Venners Hjælp
begyndte et Vækkelsesarbejde, og her var det
da, han 1722 aabnede et Fristed for de
forfulgte mähriske Brødre, som gennem
Tømmermanden Christian David havde søgt hans Hjælp.
De fik Lov til at slaa sig ned paa Hutbjerget
ved Berthelsdorf, hvor de anlagde Byen
Herrnhut, men i de første Aar gav Z. sig i øvrigt
ikke meget af med dem. Da Kolonien
imidlertid voksede hurtigt, og stærkt divergerende
kirkelige Anskuelser begyndte at røre sig inden
for den, fandt Z. det nødvendigt at skride ind,
og hans organisatoriske Evner viste sig nu i
al deres Glans. 12. Maj 1727 fik han efter lange
Forhandlinger Enhed tilvejebragt og
Brødremenigheden stiftet. Han dannede de Statutter,
hvorefter Menighedens aandelige Liv og ydre
Forfatning kom til at forme sig, og han blev
det nye religiøse Samfunds Leder. Men nu
begyndte Z. ogsaa at drømme om
Sammenslutning i langt større Stil mellem vakte Kristne.
I hans Trosliv indtog Fantasien og Følelsen
den første Plads. Historiske og dogmatiske
Hensyn var for ham underordnede, og som
Teolog var han maadelig. Der er Frihed,
Friskhed, forbavsende vidt Syn og utrættelig
Arbejdskraft hos Z., men ogsaa mange Særheder
og Fantasterier, Rastløshed og
Følelsessvælgeri. Han samlede en »Kristkatolsk Salmebog«,
som han sendte Paven med venlige Ord, han
skrev til den græsk-katolske Patriark og til
Kejserinde Elisabeth af Rusland, og han sendte
i de følgende Aar Bud til en Række
europæiske Stater, deriblandt Danmark og Norge,
og til Nordamerika, alt med det Formaal at
samle de Vakte til Societeter og derigennem
virke for Enheden blandt de Kristne. 1731
indbød Christian VI Z. til Kbhvn, og da han kom
til Danmark, blev der vist ham stor
Opmærksomhed. Han blev udnævnt til Ridder
(Storkors) af Dannebrog, og der var endog Tale
om at gøre ham til Minister. Men Bladet vendte
sig, der rejste sig Modstand imod ham, og
efter et Par Maaneders Forløb drog han bort.
Men et vigtigt Resultat af Besøget var, at Z.
følte sig tilskyndet til at tage en
Missionsgerning op blandt Negerslaverne i dansk
Vestindien. Allerede tidligere havde der vist sig
Missionsiver blandt Brødrene i Herrnhut. Nu
kom Missionsopgaven; thi Z. havde i Kbhvn
truffet en Neger, der havde skildret Slavernes
elendige Tilstand i Vestindien for ham.
Allerede 1732 fik Z. to Missionærer sendt over til
Skt. Thomas. Det følgende Aar sendte han
fremdeles Spangenberg til Kbhvn for at virke
for Brødremenigheden og for at blive
bispeviet. Dette sidste skete dog ikke, og
Spangenberg maatte snart igen drage hjem. Paa denne
Tid udformede Z. sin Lære om Frelsen, som
han knytter nøje til Jesu Død paa Korset. Hans
Teologi drejede sig i det hele stadig om Jesu
Saar og Død, der ofte udmaledes paa en meget
smagløs Maade. Men det var en glad
Kristendom, han forkyndte, og han talte med en
underlig Blanding af Barnlighed og Forskruethed
om Gud Fader som »den kære Papa«,
Helligaanden som »den kære Mama« og Kristus som
»Bruder Lämmelein«. Paa Lærens Omraade
var han Subjektivist, og Skriften spillede en
underordnet Rolle som Lærekilde. Derfor
mødte han Modstand baade hos de Ortodokse og
hos Pietisterne. Ogsaa hans Lære om
Ægteskabet vakte Forargelse; han opfattede nemlig
Kristus som den egentlige Ægtemand og
 |
| N. L. Zinzendorf. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
