Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Zürich - Züricher-Sø
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Liv i Byen tog et betydeligt Opsving. Efter det
ulykkelige Slag ved Kappel 1531 maatte
Regeringen forpligte sig til ikke at føre Krig uden
Landbefolkningens Billigelse. De Rettigheder,
som Landboerne efterhaanden havde erhvervet
sig, gik dog efterhaanden i Forglemmelse, og
i Løbet af de to følgende Hundrede Aar gaar
den demokratiske Regeringsform lidt efter lidt
over til en aristokratisk, selv om man dog ikke
naar hel ud til Oligarkiet som i Bern, Luzern,
Freiburg og Solothurn. 1656 og 1712 førte Z.
og Bern Religionskrig mod de katolske
Kantoner. 1794 opstod Uroligheder i Kommunen
Stäfa, der af Regeringen underkuedes med den
største Haardhed.
Først 1798, da Franskmændene besatte Schweiz,
styrtedes den aristokratiske Byregering, og den
politiske Ligeberettigelse af Borgere i By og
paa Land blev anerkendt. Kantonet
indlemmedes i den helvetiske Republik, og 1799 stod
3.-4. Juni og 25.-26. Septbr Slag ved Z.
mellem Franskmændene og de forbundne
Østerrigere og Russere, i hvilke de førstnævnte til
Slut blev Sejrherrer. 1803 fik Kantonet sin
Selvstændighed, og i Løbet af Mediationsperioden
1803—14 genoprettedes Byens politiske
Overvagt over Landet. Denne Tilstand bekræftedes
ved den 1814 antagne ny Forfatning, ifølge
hvilken ikke blot det største Antal Pladser i
Raadet (130 af 218), men ogsaa næsten alle
højere Embeder tilsikredes Stadens Borgere.
Dette Misforhold træder saa meget grellere
frem, efter som Byen da kun havde 1/20 af
Kantonets Befolkning, og det foraarsagede 1804 et
væbnet Opstandsforsøg af Bønderne (den
saakaldte Bukkekrig), der kuedes med
Edsforbundets Hjælp. I 1820’erne arbejdede P. Usteri og
Meningsfæller paa en Reform, men først det
politiske Røre, som den franske Julirevolution
førte med sig, foranledigede ogsaa i Z. en
Forfatningsforandring i liberal Retning (30. Marts
1831), hvorefter Landdistrikterne fik 2/3 af
Pladserne i det store Raad. Fra nu af gik
Kantonet rask fremad paa Reformernes Vej i
Lovgivning og Forvaltning, og Z. blev i den
følgende Tid Virkestedet for en Række
fremragende Mænd (Melchior Hirsel, Ulrich, F. L.
Keller, Meyer v. Knonau, Orelli, Hess,
Bluntschli, Füssli, Scherr og Sulzer). Den Række
indgribende liberale Reformer, der af disse
Mænd fra oven førtes ud i Samfundet, fandt
dog ikke Folkets udelte Bifald, og
Hovedmændene for det tilbagetrængte Reaktionsparti
forstod med Fordel at benytte sig heraf. Da
saaledes Regeringen 1839 tilbød David Friedrich
Strauss (s. d.) en Lærerpost ved Højskolen i
Z., udbrød 6. Septbr et formeligt Oprør, og til
Trods for, at Regeringen hurtig havde ladet
Kaldelsen gaa tilbage, drog 5000 bevæbnede
Bønder under Førerskab af Præsten Bernhard
Hirzel fra Pfäffikon ind i Byen, hvor det kom
til et blodigt Sammenstød med Tropperne. Den
svage og usikre Regering tog Flugten i det
almindelige Virvar, og Hovedmændene for
Oprøret indsatte en provisorisk Regering. Kort
efter foretoges Nyvalg til det store Raad, og
det konservativt-reaktionære samt kirkelige
Parti vandt fuldstændig Overmagten og
bevarede den indtil 1845, da de Liberale atter kom
i Majoritet. Den moderate og dygtige J. Furrer
fra Winterthur blev Borgmester, og nu indtog
Z. atter sin gamle Plads som den forreste af
de liberale Kantoner i Forbundsraadet.
Selvfølgelig hørte Z. i Sonderbundskrigen til de
liberale Kantoner. Siden 1815 havde Z., Bern
og Luzern været Forbundets »Forstæder«, ɔ:
Samlingssted for den fælles Repræsentation.
1848 maatte Z. vige for Bern ved Valget af en
Forbundshovedstad, og til Gengæld fik den 1855
Forbundets Polytechnikum. 6. Aug.—17. Oktbr
1859 førtes her Forhandlinger mellem Østerrig,
Frankrig og Sardinien, der førte til den
saakaldte Züricher-Fred. I 1860’erne opstod Kravet
om en Kantonalforfatning paa endnu mere
demokratisk Grundlag samt om forskellige
økonomiske Reformer. 1867 sejrede det
demokratiske eller radikale Parti, og 18. Apr. 1869
indførtes den ny rent demokratiske Forfatning
med Referendum og Initiativ. Denne Forfatning
gælder endnu med mindre Revisioner i 1878, da
det atter lykkedes det moderat-liberale Parti at
faa Del i Ledelsen, samt i 1894. Senere har
Kantonet udviklet sig roligt. De to Partier er
hinanden omtrent jævnbyrdige, og da ogsaa
de Liberale nu er tilfredse med Forfatningen,
drejer Striden sig som Regel mere om
økonomiske, sociale eller personlige end om rent
politiske Spørgsmaal. I Forbundsraadet staar
begge Partier som Regel sammen imod de
konservative Kantoners Repræsentanter. I de
senere Aartier er Z. mere end nogen anden
schweizisk By blevet et Fristed for en Mængde
politiske Flygtninge, i Særdeleshed Russere og
Polakker, og dets Gæstfrihed er tit blevet
misbrugt af revolutionære Agitatorer, der har
voldt saavel Kantonets Regering som
Forbundsregeringen ikke ringe Bekymring. (Litt.:
Meyer von Knonau, »Der Kanton Z.«
[St. Gallen 1844-46]; Bluntschli,
»Züricherische Staats- und Rechtsgeschichte«
[Zürich 1856]; Bluntschli og Hottinger,
»Geschichte der Republik Z.« [smst. 1870];
Leuthy, »Geschichte des Kantons Z. von 1794
bis 1840« [smst. 1843—45]; S. Vögelin, »Das
alte Z. [smst. 1879—90]; Dändliker, »Der
Ustertag und die politische Bewegung der
dreisziger Jahre im Canton Z. [smst. 1881];
Wettstein, »Geologie von Z.« [smst. 1885]:
Treichler, »Politische Wandlungen der
Stadt Z.« [1886]).
(H. P. S.). O. K.
Züricher-Sø [’tsy.rekər-], Zürich Sø, efter
Boden-Søen og Vierwaldstätter-Søen den
største Sø i det tyske Schweiz, ligger paa
Overgangen fra de nordlige Foralper til den
helvetiske Højslette 409 m o. H. mellem
Kantonerne Zürich, St. Gallen og Schwyz og strækker
sig halvmaaneformet med en Længde af 40
km og en Bredde fra 1 til 4,5 km fra SØ. til
NV. med Krumning mod SV. Z. er 88 km2 stor
og har en Maksimaldybde af 143 m. Mod SØ.
ved Schmerikon udmunder Linth-Kanalen, og
mod NV. ved Byen Zürich løber Limmat ud af
Søen. Ved Landtangen ved Hurden, der er en
gammel Endemoræne, og ved den 1 km lange
Jernbanedæmning, der forbinder denne med
den lige over for liggende Odde ved
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
