Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ægteskab (IV. Lysning, Ægteskabsbetingelsernes Prøvelse og Vielse)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Erklæringerne skal støttes af 2 paalidelige og
myndige »Forlovere«. Hvis Myndigheden efter
sit personlige Kendskab til nogen af Parterne
eller paa anden Maade har faaet Grund til at
antage, at Parten er sindssyg eller aandssvag,
skal Lægeattest indhentes. Dette har særlig
Betydning, hvor Parten tidligere har været
indlagt paa Sindssygehospital. Endelig skal
Brudefolkene, »enhver for sit Vedkommende, afgive
skriftlig Erklæring paa Tro og Love om, at
der ikke er nogen Hindring for Ægteskabet af
saadan Grund, som nævnt i § 11«. Der sigtes
herved til Reglen om, at en Person, der lider
af smitsom Kønssygdom, har Sandhedspligt
over for den anden Part. Erklæringens lidt
besynderlige Form tilsigter at skjule, om Parten
havde Pligt til at meddele noget, eller han som
rask intet havde at skulle meddele. Loven
paalægger de Parter, som ved med sig selv, at de
lider eller har lidt af Kønssygdom, kort
forinden at indhente Lægeerklæring om deres
Tilstand. Erklæringens Form er langt
hensynsfuldere end den norske og svenske, hvorefter
Parten kommer til udtrykkeligt at sige,
hvorvidt han lider eller ikke lider af Kønssygdom.
Denne Hensynsfuldhed kan medvirke til, at de
Syge lettere frivillig opfylder denne for
Parterne selv og Samfundet saa vigtige
Sandhedspligt.
En Erklæringspligt, der ikke vedrører nogen
i Loven opstillet Ægteskabsbetingelse, kom
under Rigsdagsforhandlingerne ind i Loven,
nemlig Erklæring om, hvorvidt Parten har Børn
uden for Ægteskab, over for hvilke der endnu
paahviler ham Forsørgelses- eller Bidragspligt.
Har nogen af Brudefolkene Bopæl uden for
Danmark, men i Europa, skal særlig
Kundgørelse foregaa dér (i Aviserne). Danmark
opfylder ikke den Pligt, som er gennemført i de
fleste fremmede Lande, at paase de særlige
Ægteskabsbetingelser, som udenlandske
Brudefolks Hjemland opstiller. At nøjes med de
danske Betingelser er rimeligt nok, hvor
Brudefolk, som er udenlandske Statsborgere, har
faaet fast Bopæl i Danmark, men ikke, hvor
de blot midlertidigt opholder sig her. Kun med
Sverige er der (1907) sluttet Traktat om, at
Danmark, hvor den svenske Statsborger ikke
— normalt gennem 2 Aars Ophold — har faaet
fast Bopæl her, fremlægger svensk Certifikat
for, at de svenske Ægteskabsbetingelser er i
Orden. Traktaten har bl. a. været motiveret
derved, at svenske Onkler kom til Danmark
med deres Niecer for dér at faa det Æ. i
Stand, som indtil 1920 var absolut forbudt i
Sverige.
Naar der er forløbet 14 Dage efter
Lysningen, og der ikke er fundet Hindring for Æ.’s
Indgaaelse, faar Parterne Attest om Lysningen
og om, at Ægteskabsbetingelserne er i Orden.
Hermed er Vejen aaben til selve Vielsen.
Reglerne om Ægteskabsbetingelserne, og hvad
der nedenfor fremstilles om Vielse og om Æ.’s
Retsvirkninger eller i andre Artikler om
Adoption, Separation, Skilsmisse og Umyndighed, vil
antagelig i international-privatretlig Henseende
blive nærmere bestemt ved en Traktat
imellem Danmark, Finland, Island, Norge og
Sverige. Familieretskommissionerne afslutter
nemlig antagelig i Sommeren 1928 et i 1926
paabegyndt Arbejde paa et Udkast til en saadan
Traktat. Traktaten skal ordne det indbyrdes
Omraade for disse Landes Retsordninger eller,
som det kaldes, opstille de her for Norden
gældende international - privatretlige Regler paa
hele dette Omraade, hvor der er opnaaet eller
— for Finlands Vedkommende — dog vistnok
snart kan ventes opnaaet en ensartet
Lovgivning.
Loven bestemmer, at Æ. stiftes enten ved
kirkelig eller ved borgerlig Vielse. Hidtidig
Retssprog brugte alene Ordet »Vielse« om den
kirkelige Indvielse og talte iøvrigt om
»borgerlig Indgaaelse af Æ.« eller lignende. Men Loven
har med Rette valgt det fælles korte Udtryk
Vielse, der baade er sproglig korrekt og altid
anvendes i daglig Tale. Oprindelig kendte vor
Ret kun kirkelig Vielse, men da
Religionsfriheden var indført ved Grundloven, maatte man
(i 1851) hjemle en borgerlig Vielse. Man vilde
dog alene hjælpe dem, som ikke efter deres
konfessionelle Forhold havde Retskrav paa at
blive viede af en Præst i Folkekirken eller ved
et anerkendt Trossamfund. Loven var derfor
kun anvendelig, hvor enten Parterne hørte til
hver sit af de anerkendte Trossamfund, eller
hvor den ene af dem stod uden for saadanne.
I Udlandet, navnlig i katolske Lande eller i
Lande, hvor der dog var en stor katolsk
Befolkning, havde i stadig stigende Grad den Regel
bredt sig, at den retsstiftende Vielse skulde
foregaa for borgerlige Myndigheder: tvungen
borgerlig Vielse. I andre Lande. f. Eks.
England og Nordamerika, kunde Parterne vælge
frit mellem kirkelig og borgerlig Vielse. Dette
sidste gennemførtes i Norden ved
Ægteskabslovene, uagtet den tvungne borgerlige Vielse
ogsaa havde mange Tilhængere; den blev f. Eks. i
Begyndelsen af Aarhundredet vedtaget i vort
Folketing, medens Landstinget da ogsaa holdt
paa det frie Valg. Det er vel klart, at den
tvungne borgerlige Vielse er den
konsekventeste Ordning, der navnlig har været paakrævet,
hvor religiøse Modsætninger var saa skarpe
som i visse katolske Lande. Men i overvejende
protestantiske Lande har den fritvalgte
borgerlige Vielse givet gode Resultater. Den
lægger ikke unødige Baand paa nedarvede
religiøse Forestillinger hos Befolkningens store
Flertal. Man kan nøjes med een Akt, idet man
undgaar først borgerlig Vielse og derpaa en
kirkelig Vielse med rent religiøst Formaal.
Endelig har den borgerlige Vielses Betoning af
Æ.’s borgerlige Side hos os fundet et
tilstrækkeligt Udtryk i vor Regel om, at det ene og alene
er de borgerlige Myndigheder, der prøver
Ægteskabsbetingelserne.
Kirkelig Vielse kan ske, naar en af Parterne
hører til Folkekirken (henholdsvis et anerkendt
Trossamfund). Folkekirkepræsten er kun
pligtig at foretage Vielsen, naar begge
Brudefolkene er Medlemmer af Kirken, og en af dem
hører til hans Menighed. Selv da kan han
nægte at vie en Fraskilt; og har han iøvrigt
religiøse Betænkeligheder, kan Biskoppen efter
Omstændighederne fritage ham. Adgangen til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
