Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ægypten
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
til Arabien (1811); 1816 knuste Mehemed’s Søn
Ali Tusun Vahabiternes Magt. Et Oprør i Æ.
blev 1819 slaaet ned af Mehemed Ali’s med stort
Feltherretalent udrustede Adoptivsøn Ibrahim
Pasha, han førte med megen Dygtighed den
ægyptiske Hjælpehær mod Grækerne 1824—27,
men Tilintetgørelsen af den forenede
ægyptisk-tyrkiske Flaade ved Navarino i Kampen mod den
engelsk-fransk-russiske gjorde Ende derpaa (1827).
Efter Tyrkiets uheldige Krig med Rusland
1828—29 søgte Mehemed Ali at gøre sig uafhængig
af Sultanen. Ibrahim Pasha erobrede Syrien og
store Dele af Lilleasien, men de europæiske
Stormagter, især England, standsede med
overlegne Stridskræfter hans Sejrsmarch og nødte
Æ. til ved Freden i Kutâjhe (Kônia) 1833
at tilbagegive det vundne. 1839 udbrød
Krigen atter, Ibrahim slog Tyrkerne fuldstændig
ved Nisibis i Mesopotamien. Atter skred de
europæiske Stormagter ind, og det sjældne i
det orientalske Spørgsmaals Historie skete, at
England og Østerrig fandt hinanden. Engelske
og østerrigske Tropper landsattes i Syrien,
hvor de slog Ibrahim, og en engelsk Flaade
truede Alexandria. Mehemed Ali maatte nu
underkaste sig, han fik dog ved
Investitur-Fermânen af Sultanen 1841 tilstaaet arveligt
Herredømme over Æ. under tyrkisk
Overhøjhed mod en aarlig Tribut. Under Mehemed
Ali’s Sygdom blev Ibrahim 1848 Æ.’s Regent,
men han døde samme Aar.
Mehemed Ali fulgtes 1849 af Abbas
(1849—54), den ældste Søn af Tusun (se ovf.). Han
ønskede at staa sig godt med Sultanen og
understøttede ham i Krim-Krigen. Abbas søgte
at forbedre den ægyptiske Befolknings Kaar;
han indskrænkede de trykkende Monopoler og
reducerede de urimelig høje Gager for de
højere Embedsmænd. Efter Abbas fulgte hans
Farbroder Mehemed Saïd (1854—63), der med
europæisk Hjælp tog fat paa Bygning af
Jernbaner og arbejdede for, at Hindringerne, der
(særlig fra engelsk Side) var rejst mod
Lesseps’ Plan om Anlægget af en Kanal gennem
Suestangen, blev fjernet. Mehemed Saïd gav
Korn- og Bomuldshandelen fri, og indførte en
vis Kontrol med Finansvæsenet, der dog ved
Khedivens store Ødselhed snart kom i Uorden.
Pengene skaffedes til Veje ved udenlandske
Laan, som hurtig opbrugtes. Mehemed Saïd’s
Efterfølger Ismaïl (1863—79) var en Søn af
Ibrahim Pasha. Ismaïl, der var opdraget i
Paris, var gunstig stemt mod Europæerne. Ved
Napoleon III’s Hjælp 1864 blev de sidste
Hindringer for Sues-Kanalen bortryddet. 1869
indviedes Kanalen, der havde kostet 440 Mill. frc.
(Jfr. Sues-Kanalen, S. 552). 1866
bevægede Ismaïl ved rige Gaver Sultanen til at give
hans Familie Arveret med Primogenitur, og
Sønnen Tewfik anerkendtes som hans
Efterfølger. 1867 føjedes dertil ved Fermân af 5. Juli
for Ismaïl Titlen Khediv. I den følgende Tid
optraadte Khediven egenmægtigt og som
suveræn Hersker. 1872 skred Sultanen ind mod
Khediven, men ved kloge Forhandlinger lykkedes
det denne at komme til en gunstig Ordning med
Tyrkiet, hvorved den indre Styrelse af Æ. blev
Khediven overdraget, der fik Ret til at forøge
Hæren, slutte Traktater med fremmede
Magter, slaa Mønt m. m. Til Gengæld forøgedes
den aarlige Tribut. 1875 ophævedes de
fremmede Konsulers Jurisdiktion, og der indførtes
blandede internationale Domstole. Ismaïl
sørgede ogsaa for Bygning af Jernbaner, Anlæg
af Veje, Kanaler, Sluser og Broer. Der
anlagdes Telegraflinier og oprettedes et
Postvæsen; Skoler blev grundlagt. Hertil kom
endvidere Anlæg af Fabrikker. Ismaïl udviklede
Æ. mod Syd; Guvernøren i Massaua,
Schweizeren Munzinger, besatte 1872 en Del af
Abessinien, 1874 annekteredes Dele af
Somali-Kysten, Landet Harrar og Landet Darfur.
Med Æ.’s Finansforhold blev det stadig værre.
1866 indkaldtes en Notabelforsamling paa 75
Medlemmer; de formaaede ikke at raade Bod
og afhjælpe Ulemperne. 1875 solgte Khediven
sine Aktier i Sues-Kanalen for 4 Mill. £ St.
til England (under Disraeli’s Regering), der fra
nu af var den største Aktionær i Kanalen, og
dets tidligere Modstand mod denne svandt.
Salget forbedrede ikke Khedivens Finanser, der
forværredes af Æ.’s store Udgifter til
forskellige Krige. 1876 kunde man ikke mere betale
Renterne af de optagne Laan. Æ.’s Kreditorer,
for største Delen engelske og franske,
formaaede de to Stormagter til i Fællesskab at
tiltvinge sig en Kontrol over Landets Finanser.
Ang. 1878 forsøgtes en Ordning. Nubar Pasha
blev ledende Minister med Fuldmagt til
gennemgribende Reformer, Englænderen Wilson
Finansminister og Franskmanden Blignières blev
Trafikminister. Khediven maatte afstaa sine
udstrakte Privatgodser til Staten. Febr 1879 tvang en
Militæropstand Khediven til at afskedige
Nubar, kort Tid efter faldt de to fremmede
Ministre, og Betalingen af Renter af Laan blev
indstillet. Dette foranledigede, at de to
Kontrolmagter i Forstaaelse med Tyskland
forlangte Khedivens Abdikation; da han nægtede
at gaa, afsatte Sultanen ham, og Tewfik blev
hans Efterfølger (1879). Khedivens Myndighed
blev indskrænket, han fik dog Ret til at
forvalte Finansvæsenet, afslutte Handelstraktater
og holde Hær. Ledelsen af Finansvæsenet
stilledes for en Del uafhængigt af Khediven under
en Kommission, der skulde indkassere Skatten
og betale Renter af Statsgælden, den stilledes
under en fransk og en engelsk Generaldirektør
(det engelsk-franske Condominium 1879—1882).
Den nye Ordning vakte Utilfredshed i Æ. I
Spidsen for Oppositionen stillede Arabi Bej,
en tidligere Oberst, sig. Han fik Khediven til at
love, at han vilde indkalde en
Notabelforsamling og i det hele rette sig efter Oppositionens
Ønsker. Snart gik Arabi videre, han lod sig
udnævne til Krigsminister og traadte frem med
en Mængde Fordringer. Den europæiske
Finanskontrol skulde ophæves, de europæiske
Embedsmænd afskediges og afløses af
Ægyptere (Æ. for Ægypterne). En Del Forandringer
gennemførte Arabi paa egen Haand uden
Khedivens Billigelse. Dennes Optræden var ganske
holdningsløs. Til Beskyttelse af Europæerne
foretog Frankrig og England i Fællesskab
forskellige Forholdsregler, men den første Magt
var under Freycinet’s svage Ministerium kun
lidet handlekraftig. Tilstedeværelsen af
engelske og franske Krigsskibe uden for Alexandria
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
