Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - ægyptisk Arkæologi - Ægyptisk Blaat - Ægyptiske Figner - ægyptiske Oldsager - ægyptisk Kunst - ægyptisk Litteratur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ciselerede Ornamenter er som Regel
naturalistiske, og Lotusblomsten er et søgt Motiv blandt
disse. Fig. 34 viser et Pragtstykke af en
Opsats, udført i Guld, med Motiver hentet fra en
Ekspedition til Eventyrlandet Punt. Som det
ægyptiske Navn paa Sølv — nub hedj ɔ: det
hvide Guld — viser, vandt det senere Indpas
i Ægypten end Guldet. I ældre Tid stod det i
Værdi over Guldet, men med Begyndelsen af
det nye Rige, da asiatisk Sølv fandt Vej til
Ægypten, ændrede Værdiforholdet sig stærkt
til Ugunst for Sølvet. Fra tidlig historisk Tid
haves enkelte Stykker af Sølv. I det 12.
Dynasti er det blevet anvendt til Forarbejdelse
af Amuletter og Diademer. Med Begyndelsen af
det nye Rige anvendes det til alle Arter
Brugsgenstande. Kun Kar skal omtales her. Fade af
Sølv fra det nye Rige er plumpt Arbejde,
Karrene er svære (Fig. 35); Sentidens Kar viser
derimod godt Arbejde; de er udførte alene ved
Hamring, der er ikke anvendt Forme. Form
og Ornamentik — udpunslede Figurer —
stemmer overens med Guldkar. Hyppigere end det
rene Sølv forarbejdedes i Ægypten det
messingfarvede Elektron (ægyptisk Jesem), en
Legering af Guld og Sølv, der blev fremstillet ad
kunstig Vej; det var lettere at bearbejde end
dets Bestanddele. (Schäfer, Möller,
Schubart, Ȁgyptische
Goldschmiedearbeiten« [Berlin 1910]; v. Bissing,
»Metallgefässe« [Kat. Kairo], Wien 1905; Möller,
»Metall. Kunst d. alten Ägypten [Berlin
1925]; G. Maspero, L’archéologie égyptienne,
2. Udg. [Paris 1907]; Flinders Petrie,
The Arts and Crafts of ancient Egypt [London];
G. Jéquier, Manuel d’Archéologie égypt. I.
Les éléments de l’architecture [Paris 1923]).
O. K.-P.
Ægyptisk Blaat, en allerede i Oldtiden
kendt Farve, bestaar af et
Kalcium-Kobbersilikat med 63,7 % Kiselsyre, 13,3 % Kalk og
21,3 % Kobberilte. Den fandt Anvendelse til
Vægmalerier og træffes ofte i Pompeji.
Svovlsyre angriber den ikke, og af Kalk paavirkes
den først ved høj Temperatur.
(O. C.). S. P.
Ægyptiske Figner, se Ficus.
ægyptiske Oldsager, se ægyptisk
Arkæologi.
ægyptisk Kunst, se
Billedhuggerkunst, S. 233, Bygningskunst, S. 312,
Malerkunst, S. 472.
ægyptisk Litteratur. De græske
Forfattere beretter om en rig og betydelig æ. L.; de
faa og spredte Rester, som af denne er blevet
bevaret til Nutiden, gør det ikke muligt at
komme til nogen fuldstændig Forstaaelse af
dennes hele Omfang og Egenartethed eller give
en historisk Fremstilling, der betoner
Udviklingsgangen uden i de allergroveste Træk.
I den æ. L. maa der skelnes mellem to
Hovedperioder, som, saavel i Sprog som i Stil,
adskilles temmelig skarpt. Den første Periode,
omfattende det gamle og det mellemste Rige
(Tiden op til c. 1600), kan betegnes som »den
strenge Stil«. Sprogligt ytrer denne sig i
det gennemarbejdede Sprog, der ganske
særligt kommer frem i litterære Arbejder fra det
mellemste Rige; indholdsmæssigt i den stærke
Skematisering (et yndet Træk i al orientalsk
Litteratur), den strengt formelle Opbygning af
Prosa og Vers, hvor »Kunstprosaens kræsne
Ordvalg og stilistiske Blomster gør sig
gældende«. Blandt den første Periodes litterære
Efterladenskaber findes den æ. L.’s klassiske
Værker; de stammer fra det mellemste Rige
(11.—17. Dynasti, Tiden c. 2100—1800). Af dens
betydeligste Prosaværker, der for Ægypterne
har været forbilledlige, eksisterer et relativt
stort Antal Afskrifter. I Sprog og Stil staar
det mellemste Riges Litteratur for de senere
Tider som Mønster paa godt Ægyptisk. Uddrag
og Fragmenter af det mellemste Riges
Litteratur findes derfor hyppigt blandt de
ægyptiske Skolers efterladte Skriveøvelser fra det
nye Rige; disse har haft særdeles stor
Betydning for Udforskningen af den æ. L. ved ofte at
indeholde Afsnit af Vigtighed, som er gaaet tabt
ved Værkernes fragmentariske Overlevering.
Hvor lidet senere Tiders unge Ægyptere har
forstaaet af den klassiske Litteratur, fremgaar
af de talrige Fejl og Misforstaaelser, som
findes i »Skolehaandskrifterne« (jfr. Ad.
Erman, »Die ägyptischen Schülerhandschriften«
[Berlin 1925] i »Abhandlungen d. Preuss.
Akademie der Wissenschaften philos.-hist. Klasse«).
Den anden Periode har sin Kulmination under
det 18.-19. Dynasti (1600—1200) og strækker
sig gennem hele det nye Rige og Sentiden; til
denne Periode i æ. L. maa ogsaa henregnes den
righoldige demotiske Litteratur (ɔ: i
demotisk Skrift skrevne, fra den græsk-romerske
Tid stammende Litteratur), der i Romertiden
bringer Udviklingen af den æ. L. til
Afslutning. Den anden Periode optager Folkesproget
som Literatursprog; Nyægyptisk (det nye
Riges Talesprog) trænger først ind i Prosaen,
derefter i Poesien og erobrer sidst den
religiøse Digtning. I Modsætning til den første
Periode er den anden en udpræget
Naturalisme, hvis dristige Billeder, hentede fra
Naturen og Menneskelivet, staar i stærk
Modsætning til ældre Tiders strenge Stilistik og
betyder et fuldstændigt Brud med denne.
I den dunkle Tid, som skiller det gamle fra
det mellemste Rige, har Kunst og Litteratur
fundet et Hjemsted i Herakleopolis
(Ahnas) og blomstret her; flere af den æ. L.’s
klassiske Værker er blevet til her.
Oprindelsen af den æ. L. gaar tilbage til den
forhistoriske Tid. De ældste litterære Tekster
(Pyramideteksterne, se nedenfor) er prægede af
et Litteratursprog, der med sine faste Billeder
og rige poetiske Fylde i Forbindelse med
primitiv Digtnings Kraft maa have gennemløbet
en lang Udvikling, før de under det gamle Rige
(5.-6. Dynasti) blev nedskrevet.
Den æ. L. kender Anvendelsen af saavel
bunden som ubunden Form. Den
bundne Form er meget udbredt; alt højtideligt og
betydningsfuldt maa udtrykkes paa Vers; i en
fortællende’ Tekst afbrydes Prosaen ofte paa de
Steder, som Forfatteren anser for det centrale,
og Vers træder i Stedet. Illustrerende for
denne Vekslen af bunden og ubunden Form i
samme Tekst er Weni’s (Una) biografiske Indskrift,
hvor hans Livs største Bedrift: Ledelsen af
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
