Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ærefornærmelse - Ærekærhed - Æreløshed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Udtalelse uanset dens Sandhed forfølges til Straf
efter § 246 som utilbørlig, er Sandhedsbevis
udelukket. Straf kan i ethvert Tilfælde
bortfalde, hvis en Æ. er fremkaldt af den
Fornærmede ved utilbørlig Adfærd eller gengældt med
en Æ. eller en Legemsfornærmelse. — Den
Fornærmede har Krav paa Mortifikation af en
Beskyldning i ethvert Tilfælde, hvor dens
Sandhed ikke er bevist, uagtet Adgang til saadan
Bevisførelse har staaet aaben. I Almindelighed
er Paatalen privat, medmindre der handles om
Beskyldninger mod bedre Vidende. Efter den
Fornærmedes Død har hans Ægtefælle,
Slægtninge i lige Linie, Søskende og Arvinger
Paataleret. De samme Personer kan ogsaa
paatale Æ., som er rettet mod en Afdøds Minde,
dog kun hvis den er fremført inden 10 Aar
efter hans Død, medmindre der handles om
Beskyldninger, fremført mod bedre Vidende.
Straffen for Æ. mod en Afdøds Minde kan ikke
overstige Bøder eller — for Beskyldning mod
bedre Vidende — Fængsel i 3 Maaneder.
K. Ø.
Ærekærhed betegner Trangen til at hævde
de Idealer, den enkelte anser for de højeste.
Modsætningen til Æ. er den fuldstændige
Mangel paa Evne til at anstille moralsk Vurdering
af sig selv; den lavere Form for Æ. er den
barnliges Glæde over rent ydre Udmærkelser
og den uselvstændiges Respekt for andres
moralske Domme (se Behagesyge og
Forfængelighed). Æ. viser i sidste Instans
tilbage til Begrebet Samvittighed (s. d.).
A. T-n.
Æreløshed, den Tilstand, at en Person er
berøvet alle eller nogle af sine Ærerettigheder,
d. v. s. de borgerlige Rettigheder, hvis Nydelse
er afhængig af en hæderlig Livsførelse og et
uplettet Rygte. Romerretten betegnede en
saadan Tilstand som infamia, men udviklede i
øvrigt ikke noget almindeligt Begreb om Æ., idet
de Betingelser, under hvilke de enkelte
Borgerrettigheder (Retten til at vælge eller
vælges, til at have Sæde i Senatet eller tjene i
Hæren o. s. v.) kunde gaa tabt, var fastsat
særskilt for hver Rettighed for sig. Størst
Betydning havde den ved Prætors Edikt hjemlede
Infami, der særlig havde Hensyn til Adgangen
til at optræde for andre eller lade sig
repræsentere ved andre for Retten, idet den delvis
fik Betydning uden for sit egentlige Omraade;
den var dels i mange Tilfælde knyttet til
Domfældelse i offentlige Straffesager eller i Sager
angaaende Privatdelikter eller æreløs
Pligtforsømmelse i private Forhold (actiones famosæ),
dels var den eo ipso forbundet med
Foretagelsen af visse Handlinger eller Udøvelsen af visse
Erhverv, f. Eks. som Skuespiller. Foruden den
egentlige Infami (infamia juris) kendte
Romerretten et andet lignende Begreb, turpitudo
(ogsaa betegnet som infamia facti), hvorved
forstodes det faktiske Tab af almindelig Agtelse,
som af forskellige Grunde kunde ramme en
Person, der ikke omfattedes af Reglerne om
Infami. Ogsaa en saadan turpitudo kunde i
visse Forhold faa retlig Betydning ifølge
Domstolenes Skøn. — Hvad den germanske Ret
angaar, giver de ældste Retskilder kun faa
Oplysninger om, hvilke Forhold der medførte
Ærestab, og hvilke Virkninger et saadant
havde, men de viser dog, at man allerede da
kendte en Gruppe af Forbrydelser, der drog Æ.
efter sig, hvad saaledes uden Tvivl var
Tilfældet med de saakaldte Niddingsværk (se
Nidding). En langt større Rolle spillede Æ. dog
i den middelalderlige og den endnu yngre Ret,
uden at det dog altid er helt let at trænge til
Bunds i Reglerne om den. I Tyskland finder
man i Middelalderen visse Personer betegnede
dels som retsløse, dels som æreløse, dels med
begge Udtryk, men saaledes, at det ikke er
klart, om der med disse menes det samme
eller noget forskelligt. Efter nogles Opfattelse
er det sidste Tilfældet, idet Retsløshed (der i
denne Forbindelse ikke sigter til den
fuldstændige Udstødelse af Samfundet, som var en
Følge af Fredløshed) skal betegne Tab af de
Ærerettigheder, som særlig var knyttede til
Henhøren til en bestemt Stand, derunder navnlig
Retten til Mandebod, hvis Størrelse varierede
efter Standen, og Retten til at fungere som
Dommer eller Vidne, hvor Princippet var, at
ingen kunde optræde som saadan over for
Personer tilhørende en højere Stand end hans
egen. Den Retsløse blev paa en vis Maade
standsløs og derved udelukket fra en Række
Retsforhold, som betingedes af Standen. Æ.
havde derimod særlig den Betydning at berøve
Vedkommende hans Troværdighed, saa at han
f. Eks. ikke havde Adgang til som anklaget
under en Retssag at sværge sig fri, men maatte
underkaste sig en Gudsdom. Andre Forfattere
opfatter imidlertid Forholdet mellem de to
Begreber paa anden Maade. Rets- og Æreløshed var
dels en Følge af Idømmelse af Livs- og
Legemsstraffe for skammelige Forbrydelser, dels
knyttede til Foretagelsen af visse Handlinger, der
vidnede om et lavt og nederdrægtigt Sindelag,
derunder navnlig Troskabsbrud, selv om de ikke
straffedes paa nævnte Maade (efter de først
omtalte Forfattere indtraadte her kun Æ.), dels
endelig, men kun for Retsløshedens
Vedkommende, forbundet med Udøvelsen af visse
Erhverv, navnlig saadanne, som medførte
Omvandring fra Sted til Sted, f. Eks. Erhverv som
vandrende Spillemand eller Gøgler, samt med
uægte Fødsel. Ogsaa Skarpretteren ansaas
siden Middelalderens Slutning som æreløs. Et
den tyske Retsløshed nærstaaende Begreb
findes i middelalderlig norsk Ret, hvor
Retsløshed paa lignende Maade betegnede Mangel paa
den af Standen afhængige personlige Ret eller
Adgang til at kræve Bod for personlige
Krænkelser. Saadan Retsløshed var altid indbefattet
i Fredløshed, men fremtræder ogsaa som
selvstændig Retsfølge af visse vanærende
Forbrydelser, der ikke drog Fredløshed efter sig.
Derimod forekommer Retsløshed i den nævnte
Forstand ikke som særligt Begreb i de danske
Landskabslove, hvad maaske hænger sammen
med, at en Sondring af Befolkningen efter
Stænder næsten ikke kendes i disse. Imidlertid
betyder dette næppe, at den gamle danske Ret
ikke har kendt et Begreb om Æ., og et saadant
fremtræder i hvert Fald tydeligt i Slutningen
af Middelalderen og i de følgende
Aarhundreder. Æ. eller, som det sædvanlige Udtryk var,
Uærlighed, var da forbundet med Domfældelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
