Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Æresoprejsning - Æresord - Æresret - Æressabel - Æresstjerne - Ærestegn - Ærestraf
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Straffedomme, der overgaar Personer mellem 15 og 18
Aar, for saa vidt de derved idømte Straffe ikke
overstiger Fængsel paa sædvanlig Fangekost.
Et nyt Princip for Æ. er derimod indført ved
Lov 13. Apr. 1894, idet Æ. her er en Ret, der
uden videre tilkommer enhver under de i
Loven angivne Betingelser, dog uden at der
herved er sket nogen Forandring eller
Indskrænkning i Lov 3. Apr. 1868. Lov 1894 foreskriver,
at den, der har været straffet for en i den
offentlige Mening vanærende Handling, skal,
saafremt Straffen er idømt for første Gang
begaaet Forbrydelse og ikke har været højere
end Fængsel, indtræde i den fulde Besiddelse
af de samme Rettigheder, som ellers opnaas
ved Æ. efter Lov 3. Apr. 1868, naar der er
hengaaet mindst 10 Aar efter Dommens
Afsigelse, og Vedkommende har opholdt sig i Landet
i hele det nævnte Tidsrum, uden paa ny at
have været tiltalt eller straffet for en saadan
Handling. Til Legitimation for den saaledes
indtraadte Æ. er han berettiget til hos Stedets
Politimester — i Kjøbenhavn Politidirektøren
— at forlange en skriftlig Erklæring, der
udstedes uden Betaling. Den, der opfylder de
nævnte Betingelser, har altsaa Valget imellem,
efter 5 Aars Forløb at ansøge om Æ. eller
efter 10 Aars Forløb at indtræde i sine
Ærerettigheder. Den, der ikke opfylder
Betingelserne, kan kun søge om Æ., men behøver til
Gengæld kun at vente hermed, indtil 5 Aar er
forløbne efter Udstaaelsen af den ham (sidst)
idømte Straf. — I Straffelovskommissionens
Forslag af 1923 er Afgørelsen af Spørgsmaalet
om borgerlige Rettigheders Fortabelse henlagt
til selve den Domstol, der afgør
Straffespørgsmaalet, og Fradømmelse kan ved mindre Straffe
ske paa visse Aaremaal, dog ikke under 5 Aar.
Begæring om Æ. indgives til
Paatalemyndigheden (Politiet), men den kan kun gives af
Retten paa det Sted, hvor Domfældte bor eller
sidst har haft Ophold her i Riget. Æ. kan kun
tilkendes, naar mindst 5 Aar er forløbet fra
Straffens Udstaaelse, og Ansøgeren i den
forløbne Tid har ført en hæderlig Vandel og efter
Evne stræbt at erstatte den ved Forbrydelsen
forvoldte Skade. Ved Retsforhandlingen, der
skal foregaa for lukkede Døre, kan Domfældte
og Vidner afhøres. Afslaas Begæringen, kan
ny Begæring først fremsættes efter 2 Aars
Forløb.
A. Gl.
I Norge har Straffelovens §§ 75 og 76
Bestemmelser om »Genindsættelse« i de
statsborgerlige Rettigheder, naar disse er tabt ved en
Straffedom (se Vanære). Naar lige saa lang
Tid som den idømte Straffetid og i hvert Fald
mindst 3 Aar er forløbne, kan den, som er
fradømt de statsborgerlige Rettigheder,
genindsættes i disse, saafremt det paa tilfredsstillende
Maade godtgøres, at han i de sidste 3 Aar
har ført en hæderlig Vandel og efter Evne
erstattet den ved den strafbare Handling voldte
Skade. Den, der er dømt til Hæfte eller til
Fængsel under 1 Aar, har efter 5 Aars Forløb
Ret til Genindsættelse, saafremt han i de sidste
3 Aar har opholdt sig i Riget og ikke vides i
dette Tidsrum at have gjort sig skyldig i
noget strafbart Forhold, som medfører Tab af
den borgerlige Agtelse. Begæring om
Genindsættelse fremføres for Paatalemyndigheden, der
straks meddeler samme, i Fald den efter at
have anstillet fornøden Undersøgelse finder, at
Domfældte har Ret til Genindsættelse, men i
andet Fald forbereder Sagen og indbringer den
for Forhørsretten paa det Sted, hvor
Domfældte bor. Afgørelsen sker ved Kendelse, i
fornødent Fald efter at Domfældte og Vidner er
afhørt. Uværdighed til at udføre Krigstjeneste
bortfalder, naar den Domfældte genindsættes i
de statsborgerlige Rettigheder. Retten til
Tjenestegøring kan ifølge den militære Straffelovs
§ 21 ogsaa særskilt generhverves under
lignende Betingelser.
K. Ø.
Æresord. Det militære Æ. har — foruden
Betydning i almindelig moralsk Forstand — i
visse Tilfælde ogsaa juridisk Betydning.
Saaledes fastsætter den danske Straffelov for
Krigsmagten Straf for den Officer, der efter at være
kommet i Krigsfangenskab, men løsladt paa
Æ., bryder dette. Efter den almindelig
vedtagne folkeretlige Regel taber den
Krigsfange, der gør Brud paa givet Æ., sin
begunstigede Stilling som Krigsfange og behandles
som Forbryder i Modsætning til den
Krigsfange, der unddrager sig Fangenskabet ved
Flugt uden at have afgivet noget Æ.; tages
en saadan efter at være undsluppet til neutralt
Land eller til sit eget Land eller sin egen Hær
atter til Fange, straffes han efter almindelig
antaget folkeretlig Regel ikke for sin tidligere
Flugt. Frigivelsen paa Æ. kan ikke paatvinges
nogen og tilbydes normalt kun Officerer;
Officerer, der hører til den danske Krigsmagt, maa
ikke uden vedkommende Ministers Tilladelse
modtage Frigivelse paa Æ. paa det Vilkaar
ikke mere at tjene mod Fjenden; Straffen
herfor er (efter § 167 i Straffelov for
Krigsmagten) Embedsfortabelse.
O. F.
Æresret kaldes voldgiftsmæssige Organer,
til hvilke man undertiden henskyder
Afgørelsen af Stridigheder, opstaaede i Anledning af
Ærekrænkelser især mellem Kolleger,
Standsfæller o. l. (se Ærefornærmelse).
K. Hch.
Æressabel, en særlig Form for Hæderstegn,
som undertiden gives, særlig til Officerer, i
Reglen for udvist godt Forhold over for
Fjenden.
O. F.
Æresstjerne, se Æreskors.
Ærestegn, se Æreskors.
Ærestraf. Herved forstaas dels Tab af Æren
som Straf, hvorom henvises til Æreløshed,
dels, naar Ordet tages i videre Forstand,
ogsaa de saakaldte beskæmmende Straffe, der
skulde virke som en offentlig Ydmygelse af
Forbryderen. Saadanne Straffe anvendtes i stor
Udstrækning i Middelalderen og langt ind i
nyere Tid, snart som selvstændig Straf og snart
som Tillæg til anden Straf. De forekom især i
Købstæderne og kunde, hvad Formerne
angaar, variere meget. Til de hyppigst
forekommende hørte at staa i Halsjernet eller
Gabestokken (s. d.) eller at blive ført i et
beskæmmende Optog gennem Byens Gader, hvilket
sidste igen kunde ske paa forskellige Maader,
hvoraf særlig kan nævnes den ogsaa i Danmark
hyppigt forekommende Straf at bære Sten af
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
