Full resolution (TIFF)
- On this page / på denna sida
- Ø (Bogstav)
- Ø (Landområde)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Ø
Ø er det 27. eller (hvis w regnes med) det
28. Bogstav i vort Alfabet. Ligesom æ er
opstaaet af ae, er ø oprindelig en
Sammenslyngning af o og e. Med OE betegnede Romerne en
Diftong, som dog kun fandtes i faa Ord, f. Eks.
Poenus; da denne Diftong i Latin var bleven
til en enkelt Lyd, betegnedes den undertiden
ved det sammenslyngede Tegn œ; i nuværende
Fransk bruges œ til Betegnelse af ø-Lyd i
fremmede Ord: Œrsted, og i enkelte franske Ord som
bœuf, œil. I Middelalderen anvendtes œ i
forskellige germanske Sprog (især i
Middelhøjtysk) ö (af oe). Tegnet ö bruges nu foruden i
Tysk og Svensk ogsaa i Magyarisk (hvor ö
betegner den korte Vokal, ő den lange Vokal) og
Finsk. De nordiske Sprog anvendte i
Middelalderen dels efter angelsachsisk Mønster œ,
som især er almindeligt i gamle norske
Haandskrifter, dels ø, som allerede findes i de ældste
nordiske Haandskrifter og rimeligvis er
opfundet i Norden, ved at Tværstregen fra e er
flyttet over paa o. I nuværende Svensk og
Islandsk er det gamle ø ombyttet med ö, medens
ø er den almindeligste Form for Bogstavet i
Dansk og Norsk. Høysgaard og Rask foreslog
at betegne den aabne Lyd (f. Eks. i en Dör)
ved ö, den lukkede Lyd (f. Eks. i han dør)
ved ø, hvad dog ikke har fundet almindelig
Tilslutning. Medens ö i Tysk kun regnes som
en Sideform af o, er de nordiske Sprog (og
Finsk) ene om at give ø (ö) den sidste Plads i
Alfabetet: »A og Ø« bruges undertiden som
Gengivelse af det bibelske »Alfa og Omega«, d.
e. Begyndelsen og Enden. I Dansk er ø
(ö)-Lyd især opstaaede 1) ved Omlyd af ö: søge,
oldn. sœkja, got. sökjan; dömme, oldn. dœma,
got. dömjan; 2) ved Overgang af de
fællesnordiske Diftonger au og ey (øy) til enkelte Lyd:
Brød, oldn. brauð, løse, oldn. leysa; 3) af
fællesnordisk o og o (å) foran visse Konsonanter:
Björn, oldn. biorn, Börn, oldn. born, Øl, oldn.
ol; 4) ved Lydaabning af ældre y: følge,
gammeldansk fylgiæ, Sönner, gammeldansk synær.
I den nuværende danske og norske
Retskrivning betegnes korte ø-Lyd meget ofte ved y:
skylle, ryste.
V. D.
Ø, i Modsætning til Fastland et mindre
Landomraade omgivet paa alle Sider af Vand.
Efter almindelig Vedtægt blandt Geograferne
regnes Australien for det mindste Fastland,
7,6 Mill. km2, medens Grønland er den største Ø, 2,2
Mill. km2. Derefter følger Ny-Guinea (785360 km2),
Borneo (733330 km2), Baffinland (600000 km2),
Madagaskar (591560 km2), Sumatra (431380
km2). Efter Beliggenhed og Dannelsesmaade
kan Øerne sammenfattes i Grupper efter
forskellige Hovedsynspunkter. Efter
Beliggenheden skelner man mellem Øer, som ligger paa
Fastlandssokkelen, Øer, der ligger paa
Fastlandsskrænten eller er forbundne med denne
ved underjordiske Rygge paa højst 4000 m, og
endelig oceaniske Øer, som er skilt fra
Fastlandet ved oceaniske Dybder. Efter
Dannelsesmaaden skelner man mellem Kontinentaløer,
kontinentale Restøer og ægte oceaniske Øer.
De to Inddelinger falder omtrent sammen. Til
Kontinentaløer hører for det første de
smaa Kystøer og Skær, men desuden mange
store Øer, f. Eks., de britiske Øer, Ceylon,
Java, Borneo, Ny-Guinea, de japanske Øer o. s.
v. Smaa Hævninger af Havbunden kan
forbinde dem med Fastlandet, og smaa
Sænkninger kan gøre nuværende Dele af Fastlandene
til Kontinentaløer. Om mange af disse Øer ved
man, at de i en geologisk sen Tid har været
sammenhængende med Fastlandene, ligesom
ogsaa mange Dele af disse i en forholdsvis sen
Tid har været Øer. Dyre- og Planteverdenen
paa Kontinentaløer har i Reglen ganske de
tilgrænsende Fastlandes Præg, for saa vidt de da
ikke strækker sig ind i Klimabælter, der ikke
er repræsenterede paa Fastlandet. De er rige
paa Arter, af hvilke forholdsvis faa er
endemiske. Kontinentale Restøer kaldes
Øer, der forhen har været i Forbindelse med
Fastlandet, men er blevne adskilte fra det ved,
at mellemliggende Flager af Jordskorpen har
sænket sig til betydelige Dybder. Som oftest
er de dog forbundne med Fastlandene ved
undersøiske Rygge med Dybder paa faa
Tusinde m, men der findes dog ogsaa Smaaøer
og Øgrupper, der hæver sig op af dybt Hav,
langt fra Fastlandene, og som ved deres
Dyreverden viser, at de i tidligere Tid maa have
været i Forbindelse med disse. Sneglefaunaen
paa Hawaii Øerne viser saaledes, at denne
Øgruppe maa have haft Forbindelse med
Nordamerika i Kridttiden, men paa Grund af den
lange Adskillelse er Flertallet af Arterne i
Nutiden endemiske. Paa samme Maade maa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Wed Dec 20 20:06:32 2023
(aronsson)
(diff)
(history)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/salmonsen/2/25/0813.html
