Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Oehlenschläger, Adam Gottlob
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Heinrich Steffens (s. d.), der havde tilbragt
nogle Aar i den ny romantiske Skoles
Hovedsæde Jena, kom til Danmark i Sommeren 1802,
og næsten straks, da han mødtes med Oe.,
følte denne, at her var Vejviseren. Det lyder
som et Eventyr, at han efter sin første lange
Samtale med Steffens skrev »Guldhornene«.
Steffens siger selv beskedent: »Jeg gav ham
kun sig selv«, og Udtrykket passer; nu vidste
han, hvad han kunde og vilde. En
Digtsamling, han havde lovet sin Forlægger, og en
nordisk Fortælling, »Erik og Roller«, i Suhm’s
og Samsøe’s Stil, som han alt havde under
Trykken, kasserede han, og i utrolig kort Tid
skrev han en ny Samling, der udkom i
December samme Aar med Titlen »Digte« og
Aarstallet 1803. Med denne lille Bog holder
Romantikken sit Indtog i Danmark, og den
rigeste Periode i dansk Litteratur begynder.
Oe.’s Gennembrud er mindre en Kamp for
de store Følelsers Ret, for Lidenskabens
Oprør mod de stive gamle Samfundsformer, end
for Fantasiens Ret til at tumle sig i den mest
ubundne digteriske Frihed. — Oe. viser sig
straks som en større Epiker end Lyriker.
Største Delen af Idéindholdet i »Digte 1803« er vel
ikke Oe.’s eget, men en Genspejling af det ny,
der kom til ham fra Romantikken i Tyskland,
særlig fra Steffens. Men hvad der er Oe.’s
eget, er den ungdomsfriske Fantasi, hvormed
alt er levendegjort, og endnu mere det
vidunderlige Sprog, svulmende og brusende, djærvt
og dog saa blødt, at det forbavsede og næsten
forfærdede — aldrig havde nogen anet, at det
jævne danske Sprog rummede saadanne Toner.
Med Rette siger Steffens, at en ny Epoke i
Sproget traadte frem med rige Forjættelser.
Hvad Bogen ikke har taget op efter den tyske
Romantik, er dennes sygelige Længsel efter
det Jeg-ved-ej-hvad, der symboliseres i »den
blaa Blomst«; det er Sundhed, Livskraft og
Livsglæde, der Straaler ud fra dens Blade.
Efter et Par Aars Studier og Syslen med
forskelligt, bl. a. en aldrig udført Oversættelse
af den oldnordiske poetiske og prosaiske
Litteratur, udsendte han i Sommeren 1805 to Bind
»Poetiske Skrifter«, som har et andet, langt
mere subjektivt Præg end hans første Bog.
Digteren taler i første Person — som i den
lyriske Digtkrans »Langelandsrejsen«, noget af
den ypperste Lyrik, Oe. har frembragt — han
udtaler sig om sin Stilling til sin Forgænger
Ewald, til den Stræben mod det nordiske, som
han halvt føler sig forpligtet til at følge, halvt
længes bort fra til noget lysere og skønnere;
han grunder over sit eget Genis Væsen og
skaber de to Mesterværker »Vaulundurs Saga«
og »Aladdin«, begge digteriske Afbilleder af
Kunstneren, snart som den rolige,
maalbevidste Arbejder, snart som den lykkestraalende
Gudernes Yndling.
Men nu kunde han ikke bie længer, nu maatte
han ud i den store Verden for at samle en
endnu langt større Rigdom, end han alt ejede.
Som Goethe i sin Tid flygtede til Italien, fløj
han af Sted; han lod sin Fæstemø være i den
Tro, at det kun var et lille Besøg, han vilde
aflægge hos Steffens. Han blev borte i over
fire Aar.
Rejsen gik til Halle. Først maatte han læse
»Aladdin« for Steffens og vise ham, hvad der
var vokset efter hans Udsæd. Og saa maatte
han personlig lære at kende alle disse store
Personligheder, der havde skabt den ny Poesi,
han følte sig som Medarbejder i. Fremfor alle
Goethe; Schiller var jo desværre nylig død,
men Schlegel’erne, Tieck, Schleiermacher o. m. fl.
levede. Han gjorde ogsaa Bekendtskab med den
ene efter den anden, men ak! med Undtagelse
af Goethe, Kæmpen, der ragede op over alle
andre, taalte de ikke at ses nærved. Deres
smaalige Fordømmelse af alt andet end deres
eget, deres Uklarhed over Maal og Midler,
deres aandelige Impotens frastødte den sunde,
kraftige, for alt skønt modtagelige Dansker.
Allerede i Efteraaret 1805 kommer Digtet
»Hjemve«, der ender i et angstfuldt Suk ved
Følelsen af, at han er skilt fra dem, han før
har støttet sig til, og nu maa søge sin egen
Vej. Man han fandt den. Det var ikke mindst
Romantikernes Uvilje mod Schiller, der havde
frastødt ham. Nu besluttede han at skrive en
Tragedie i Schiller’s Stil, men uden som han
at gaa af Vejen for den Shakespeare’ske
Djærvhed, og nationalt skulde Emnet være. Saa
skriver han da »Hakon Jarl«, den første i
Rækken af hans egentlige Storværker, de nordiske
Tragedier. Selv Steffens kunde se, at her brød
noget nyt og stort frem. Hans næste Tragedie,
»Baldur hin gode«, er et Skridt videre mod
det nordiske og mod en strengere Stil. Ewald
havde behandlet det samme Emne, og med
Saxo som Kilde gjort Balder til en Halvgud,
der gaar til Grunde ved sin Elskov til en
jordisk Kvinde; men Oe. gaar til Edda og ser i
Balder Gude skikkelsen. Schleiermacher
havde gennemgaaet en græsk Tragedie paa
Originalsproget med Oe., og den bliver hans
Mønster i Formen: Trimeteret, den ottefodede
Trokæ, Korsange i fri Rytmer, isprængte med
nordiske Stavrim — en dristig Blanding af
forskellige Elementer, men med stor Kunst
sammensmedet til en Enhed. Samtidig genoptager
han sit Forsøg paa at behandle den nordiske
Mytologi i episk Form, og i et med de nordiske
Folkeviser beslægtet Versemaal fra den gamle
tyske »Heldenbuch« finder han en Form, der
paa det mest fuldendte folder sig om Emnet;
»Thors Rejse til Jotunheim« er i sin sublime
Naivitet noget af det ypperste, Oe. har
frembragt. 1807 udkom disse tre Værker
samlede under Navnet »Nordiske Digte«, med en
højst interessant Fortale. Hvad Oe. i Breve til
Hjemmet havde lovet: »Jeg vil ikke sige til
dem, »I skriver skidt«, men jeg vil selv skrive
godt!«, det var paa det skønneste udført i
denne Bog. Men af og til fik Polemikken dog
Overhaand som i Digtet »Der irrende Ritter«
og i den tyske Omarbejdelse af »Aladdin«;
begge hører til hans svagere Arbejder. I
Efteraaret 1806 forlader han Tyskland, hvor han
i Kraft af sin stærke Racefølelse aldrig havde
følt sig fremmed; det gør han derimod i Paris,
Rejsens anden Hovedstation. Her skriver han
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
