- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XXV: Werth—Øyslebø /
826

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Øllgaard, Christian Krarup - Øllgaard, Hans - Øl- og Vinsamlag - Ølost - Ølrøk - Öls - Ølskat

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

mindes om, hvorledes Byens Vandforsyning
har kunnet baseres udelukkende paa Kildevand
efter en Række Boringer, der begyndtes 1886,
om Bulevard-Anlæg, om Sporvejsnettets
Udvidelse og Indførelsen af elektrisk Sporvejsdrift,
om Anlægget af afskærende Kloakker og den
dermed i Forbindelse staaende Indførelse af
Vandklosetter, om Gasværkernes Udvidelse og
Anlægget af Elektricitetsværker, om Opførelsen
af en ny Hovedbrandstation o. s. v. Desuden
var Ø. i sin Egenskab af Borgmester Formand
for Bygningskommissionen og Medlem af
Sundhedskommissionen; ligeledes var han Medlem
af Havneraadet. Borgmestervirksomheden fik
saaledes efterhaanden et saadant Omfang, at
en Indtrængen i alle dens Enkeltheder i den
Udstrækning, som Ø. ifølge sit Naturel ønskede,
simpelt hen blev en Umulighed for en enkelt
Mand; og paa Grund af Overanstrengelse
maatte Ø. søge sin Afsked 1903. Han vedblev dog at
være Medlem af Havneraadet og blev senere
valgt til Medlem af Sundhedskommissionen.
(Fr. V. M.). A. Bj.

Øllgaard, Hans, dansk Retskyndig, f. 14.
Oktbr 1837 paa Gaarden Tanderup ved
Herning, d. 23. Aug. 1895 i Kbhvn, Student 1855,
cand. jur. 1861, s. A. Assistent i
Justitsministeriet, 1871 Fuldmægtig, 1878 Kontorchef, s.
A. Assessor i Landsover- samt Hof- og
Stadsretten i Kbhvn, 1891 i Højesteret. Ø., der
havde udfoldet en omfattende og betydningsfuld
Virksomhed som juridisk Manuduktør, ragede
frem som Dommer ved Skarpsind, Omhu og
Retsind. I Litteraturen optraadte han med
Afhandlingen »Bemærkninger vedrørende
Retsforholdet mellem Naboejendomme,
foranledigede ved Professor Aschehoug’s Afhandling
angaaende denne Gjenstand« (Bil. II i Forhandl.
paa 3. nordiske Juristmøde i Kristiania 1879),
og til det af ham sammen med Goos og
Nellemann udgivne Værk »Anders Sandøe Ørsteds
Betydning for den danske og norske
Retsvidenskabs Udvikling« skrev han 2. Afdeling:
»A. S. Ørsteds Indflydelse paa den
videnskabelige Behandling af den dansk-norske Privatret«
(1887), et grundigt og solidt Arbejde. Ø. var
ikke alene en særdeles dygtig Jurist, men
tillige en ualmindelig vennesæl, fin og ædel
Karakter.
Fz. D.

Øl- og Vinsamlag, se Vinmonopol.

Ølost kaldes i Norge en Drik af
sammenkogt Øl og Mælk (med Sukker). Ø. anvendtes
tidligere langt mere end nu. idet den er
fortrængt af Kaffe.
H. F.

Ølrøk, d. s. s. Øl.

Öls, 1) By i preussisk Provins
Nedre-Schlesien, Regeringsdistrikt Breslau, Kredsstad i
Kredsen Ö., tidligere Hovedstad i
Fyrstendømmet Ö., ligger 27 km ØNØ. f. Breslau ved
Jernbanelinierne Breslau—Kattowitz,
Ö.—Wilhelmsbrück og Ö.—Gnesen, har (1925) 14417 Indb.
(med Garnison). Landret, Amtsret,
Gymnasium, grundet 1594 af Hertug Karl II, Maskin-
og Skotøjsfabrikation. Der findes Rester af den
gamle Befæstning, og paa det nære Schlossberg
et stateligt Slot, hvis ældste Del skriver sig
fra 1558—62. Indtil 1809 var Slottet Sæde for
Hertugerne af Ö. 1891—94 blev det prægtigt
restaureret. Som Flække nævnes Ö. allerede
1214, og 1255 fik den tysk Stadsret. — 2)
Lensfyrstendømmet Ö. ved højre Bred af
Oder omfattede tidligere foruden Kredsen Ö.
ogsaa Dele af Kredsene Trebnitz,
Polnisch-Wartenberg samt Distriktet Konstadt, Kredsen
Kreuzburg. Fyrstendømmet var oprindelig en
Del af Hertugdømmet Breslau; 1320 ophøjedes
det til et selvstændigt Fyrstendømme med
Residensstad Ö. 1492 tilfaldt det Böhmen.
1495—1647 regeredes det af Hertuger af
Münsterberg, derefter kom det under Württemberg og
1792 under Braunschweig. 1884 tilfaldt
Fyrstendømmet Ö. (92 km2) som ledigt Len den
preussiske Krone og blev af denne forlenet til de
preussiske Kronprinser, medens de brunsvigske
Fideikommis- og Allodialgodser (318 km2) ifølge
Testamente overgik til Kongen af Sachsen’s
Besiddelse.
(Joh. F.). O. K.

Ølskat. Spiritusholdigt Øl er et godt
Skatteobjekt, da det i Forhold til sin Pris ikke har
betydelig Næringsværdi, og, nydt i store
Mængder, er skadeligt. Skatten maa dog ikke være
saa høj, at den driver Forbruget over paa det
stærkere spiritusholdige Brændevin. For Øl
med ringe Spiritusindhold er lav Skat eller
Skattefrihed ønskelig, fordi den bidrager til at
forskyde Forbruget fra det stærkere over paa
det mindre spiritusholdige Øl.
Ligningsgrundlaget i de enkelte Lande er meget forskelligt,
idet Skatten enten kan lignes paa Raastoffet
(Malten), Halvfabrikatet (f. Eks. Urten, som i
Frankrig, England og Italien), Redskaberne
(Rusland, Belgien, Holland), eller det færdige
Produkt (Tyskland, Norge, Danmark), hvilken
sidste Beskatningsmaade frembyder store
Fordele. I Sverige har man en Maltskat, i
Norge var Øllet længe skattefrit, men man
indførte i 1857 en Ø. paa Malten, for i 1912 at
gaa over til en Beskatning af det færdige
Produkt, noget i Lighed med den danske
Beskatning. I Sverige er Ø. endnu lav, i Norge
derimod er den ved gentagne Forhøjelser bragt
højt op. I Danmark ramte den gamle
Formalingsafgift bl. a. Ølproduktionen, men
bortfaldt i 1851, og nu var Øllet i længere Tid
skattefrit, indtil man ved L. 1. Apr. 1891, i
Forbindelse med Sukkerskattens Nedsættelse,
indførte en Ø., der var ret lav, og lignedes
paa det færdige Produkt, og som lod Øl med
under 2 1/2 Vægtprocent Alkohol skattefrit. Ø.
udgjorde oprindelig 7 Kr. pr. Td., men blev
gentagne Gange forhøjet, saaledes i 1897, 1912
og under Verdenskrigen, da en Lov af 13.
Oktbr 1917 satte Skatten til 18 Kr. pr. hl
samtidig med, at en Del af det tidligere skattefri
ved Lagring forædlede Øl blev inddraget under
Beskatningen, om end til en lavere Sats.
Endelig er man ved en Lov af 1. Maj 1923, der
yderligere forøger Ø.’s Højde, kommet ind
paa en Beskatning af Varen efter dens
Ekstraktindhold. Derefter udgjorde Ø. for lagret
Øl med under 2 1/4 % Alkohol 5 Kr. 70 Øre
pr. hl, med Lempelser for den første Del af
Produktionen, der navnlig kommer de smaa
Virksomheder til Gode, og for Øl med mindst
2 1/4 % Alkohol steg Skatten efter
Ekstraktindholdet, saaledes at der efter dettes Størrelse

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Wed Dec 20 20:06:32 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/salmonsen/2/25/0844.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free