Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ørelægevidenskabens Historie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
navnlig Kendskabet til Fysiologien, som udvides,
særlig ved Flourens’ Paavisning af, at Læsioner
af Buegangene frembringer Hovedbevægelser i
paagældende Buegangs Plan, dernæst ved
Purkinje’s Paavisning af Nystagmus og
Svimmelhed ved Drejning samt ved Mach’s Forklaring
af Purkinje’s Iagttagelser gennem Flourens’
Forsøg. Hermed er det paavist, at Buegangene
er Ligevægtsorganer og ikke som tidligere
antaget Høreorganer.
Øresygdommene og deres Behandling
skildres af en Række Forfattere, navnlig
Englænderne Buchanan, Wright og Turnbull,
Franskmanden Itard og Tyskerne Kramer og Linke.
Selv om der hos disse Forfattere, navnlig hos
Itard, findes en Fylde af glimrende
Iagttagelser, kom man dog ikke synderlig videre
med den virkelige Forstaaelse og Behandling
af Øresygdommene, idet man for det første
med de daværende Hjælpemidler ikke var i
Stand til at foretage en fyldestgørende
Undersøgelse af Øret, og for det andet Kendskabet
til den patologiske Anatomi var meget
mangelfuldt. Først hos Wilde og Toynbee mærker
man en Udvikling i mere videnskabelig
Retning.
Efter c. 1850 kommer endelig Udviklingen af
den egentlige Ørelægevidenskab. I Anatomien
vindes navnlig indgaaende Kendskab til
Labyrintens finere Anatomi, først og fremmest
gennem Corti’s, Reiszner’s og Deitert’s Arbejder
samt i Slutningen af Aarhundredet ved
Retzius’ glimrende Undersøgelser. I Fysiologien er
det først og fremmest Helmholtz, som
nøjagtigt undersøger Trommehindens og Ørebenenes
Svingningsforhold og opstiller sin Teori om, at
de enkelte Fibre i Membrana basilaris danner
en fortløbende Række Resonatorer for de
enkelte Toner. Endvidere udformes Buegangenes
Fysiologi bl. a. af Mach, Breuer, Ewald og
Bárány, medens Otolitternes Fysiologi først
nu er under Udformning navnlig af Magnus
og de Kleyn og deres Skole. Kendskabet til
den patologiske Anatomi og den dermed
følgende Forstaaelse af Øresygdommenes Art og
Forløb træder endvidere i Forgrunden, takket
være indgaaende Undersøgelser f. Eks. af
Toynbee, Tröltsch, Schwartze, Politzer og i
den seneste Tid Manasse, Wittmaack og Zange.
Muligheden for en virkelig Undersøgelse og
Behandling af Øresygdommene kommer først
med Anvendelsen af det perforerede Hulspejl
(se Belysningsapparater) i 50-erne og
senere med Udviklingen af
Ørefunktionsprøver (s. d.). I 1862 kommer den første
virkelig moderne videnskabelige Lærebog i
Øresygdomme af Tröltsch, senere lignende af
Schwartze, Politzer o. m. a. Længere varede
det, inden den operative Behandling af Ørets
Betændelsessygdomme trængte igennem;
Begyndelsen skete med, at Schwartze i 70-erne
genoptog den gamle Trepanation af Processus
mastoideus og efterhaanden udformede den
videre efter moderne kirurgiske Principper.
Dernæst kom i 80’erne Radikaloperationen,
udformet navnlig af Zaufal og Stacke. Haand i
Haand med disse Fremskridt gik ogsaa
Behandlingen af Øresygdommenes endokranielle
Komplikationer: Sinustrombose, Hjerneabsces,
Meningitis o. s. v., dog var Behandlingen af
den sidste, farligste, Komplikation længe højst
utilfredsstillende.
Den sidste store Landvinding hidrører fra
Bárány’s Udredning af Labyrintens Fysiologi
og Patologi; man blev derved i Stand til i en
hel Række af Tilfælde at diagnosticere
Sygdomme i Labyrinten, og der udformedes talrige
operative Metoder til at behandle dem. Man
fik derved ogsaa bedre Mulighed for at komme
den frygtede Meningitis til Livs, idet den ofte
opstaar gennem Labyrintbetændelsen. Dog er
det først i de senere Aar, da man har lært at
benytte Tælling af Cellerne i
Cerebrospinalvædsken som Holdepunkt, at man er naaet til
at erkende den begyndende Meningitis saa
tidligt, at man ved et rettidigt operativt Indgreb
i en stor Mængde Tilfælde kan hindre dens
videre Udvikling.
Medens der altsaa i de sidste 40—50 Aar
er foregaaet en meget betydningsfuld
Udvikling af den kirurgiske Behandling af
Øresygdommene og i Kendskabet til
Labyrintsygdommene, er Fremgangen kun ringe for hele den
store Gruppe af kroniske, ikke
betændelsesagtige Sygdomme, som medfører tiltagende
Tunghørighed. Man har lært at udsondre en
enkelt Sygdom, Otosklerosen, fra den store
Gruppe af kroniske Katarrer; Otosklerosens
patologiske Anatomi er grundigt undersøgt af
en Række Forskere, og der er opstillet
forskellige Teorier om dens Oprindelse, men i
Behandlingen af saavel den som de kroniske
Katarrer er der ikke sket store Fremskridt,
siden man i 50’erne begyndte med den
konsekvente Anvendelse af Tubakateteret; kun
Vibrationsmassagen er senere kommet til i
Løbet af 80’erne og 90’erne, men man staar
stadig magtesløs over for en stor Række
Tilfælde. Da Røntgenstraalerne og senere Radium
dukkede op, nærede man Forhaabninger om
ved deres Hjælp muligvis at kunne behandle
en Del Tilfælde, men Forhaabningerne blev
skuffede.
Ørelægevidenskaben er som egentlig
Specialitet dukket temmelig sent op, langt senere end
f. Eks. Øjenlægevidenskaben, og har haft en
haard Kamp at bestaa for at naa op til
almindelig Anerkendelse som et Fag, hvori der bør
være særlig Undervisning ved Universiteterne.
De første Ørelæger maatte dyrke deres Fag
udelukkende som privat praktiserende Læger,
og de andre Læger betragtede dette nye
Speciale med Mistro og var tilbøjelige til at mene,
at de dristige Læger, som dyrkede det, derved
satte deres gode Navn paa Spil. Mange af de
første Ørelæger var samtidig Øjenlæger, og
man kan endnu spredt i forskellige Lande
finde Læger, som dyrker begge disse Specialer
samtidig. Mere naturlig er den
Sammenknytning, som efterhaanden har udviklet sig
mellem Ørelægevidenskaben og Hals- og
Næselægevidenskaben. I de store Universitetsbyer
som Berlin og Wien er der endnu særskilte
Lærestole for disse to Fag, men ellers er
Sammenslutningen imellem dem praktisk talt
gennemført overalt.
Medens man i England, hvor
Hospitalsvæsenet er privat, allerede i 1851 oprettede en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
