Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Øsehjul - Øsekar - Øsel - Oeser, Adam Friedrich og Johan Friedrich Ludwig - Ösjöbergsfältet - Øskenceller
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
arbejder med en meget stor Virkningsgrad, da
der intet Vand spildes, arbejdes uden Stød mod
Spiralfladerne, og da Vandet ikke løftes højere,
end netop nødvendigt.
H. H. S.
Øsekar (Søv.), en Træklods, udhulet og
tildannet som en rummelig Ske, med et kort
Haandtag; bruges til at øse Baade læns.
(C. L. W.). C. B-h.
Øsel, estisk Saaremaa, Ø tilhørende
Estland i den østlige Del af Østersøen, ligger i
Mundingen af Riga-Bugten og skilles ved et 30
km bredt Farvand fra den mod S. liggende
lettiske Provins Kurzeme, samt ved
Soäla-Sundet fra den N. f. liggende Dagø (Hiiumaa) og
ved et smalt lavvandet Sund fra den lille
mod Nordvest liggende Ø Moon (Muhu).
Ø. er 2618 km2 med 65000 estiske
Indbyggere. Øen har flere Steder høje Kyster,
der i Nord og Vest danner stejle Kalkklinter
(Panks); hyppig løber dog Kysten ud i
Smaahalvøer, der ender i lave Odder. Den største
af disse Halvøer er den 30 km lange og 3—8
km brede Sworbe, der strækker sig mod S.;
tidligere var det en egen Ø, som nu er vokset
sammen med den større Naboø; den ender S.
paa i Swalferort, der yderligere fortsættes 17
km ud i Havet som det for Skibsfarten farlige
Rev, Swalfergrund. Ø., der i Hovedsagen er
bygget op af Kalksten, har en temmelig jævn
og flad Overflade, hvis højeste Punkt kun
ligger 50 m o. H. Flere Steder lindes Sumpe og
Moser, og Skove, der for en stor Del bestaar
af Eg, har en betydelig Udbredelse.
Befolkningen lever næsten udelukkende af Agerbrug, og
der dyrkes Rug, Byg, Havre, Hør, Hamp og
Kartofler. Vigtige Bierhverv er Fiskeri og Jagt,
som særlig drives paa de mange Ænder og
Svaner, der paa Trækket besøger Øen. Af
Vigtighed er desuden Kalkstensbrydningen.
Sammen med de nærliggende Smaaøer Moon, Runø
(Ruhnu-saar), Abro og Filsand udgør Ø. en
Kreds af Estland.
Historie. Navnet Ø. kommer
sandsynligvis af det oldnordiske eysysla, »Øsyssel«; paa
Estisk hedder den Saaremaa eller Kurresaar.
De estiske Beboere var i den ældre Middelalder
berygtede som Sørøvere, der gjorde Østersøen
og dens Kyster usikre. 1206 gjorde Valdemar
Sejr et Krigstog til Øen og anlagde en fast
Borg. 1227 erobredes den af de tyske Riddere
under Biskop Albert af Riga, der tvang
Befolkningen til at antage Kristendommen. Øen
deltes mellem Ridderordenen samt Borgerne i
Riga og Biskoppen af Riga. De sidstnævntes
Deltagelse i Besiddelsen varede dog ikke
længe; thi da der kort efter af Ø. og det
estlandske Landskab Wieck dannedes Bispedømmet
Ø., blev dettes Biskop Landsherre over 2/3 af
Øen, medens Ridderne beholdt Resten. Byen
Riga søgte forgæves at gennemføre sine
Fordringer paa en Del af Øen. Da Tsar Ivan IV
1558 begyndte sine Angreb paa den liflandske
Ordensstat, aftraadte Biskop Johan af
Münchhausen 1559 sit Bispedømme til Kong Frederik
II af Danmark, mod at Kongen bekræftede
Stændernes Privilegier og betalte en Sum
Penge. Kongen overlod Øen til sin Broder, Hertug
Magnus, der 1560 besatte det vigtigste af de
biskoppelige Slotte, Arensburg, og af
Domkapitelet valgtes til Biskop. Ved at eftertragte
Ordensslottet Sonnenburg samt Riddernes Andel
af Øen kom han imidlertid hurtig i et saa
spændt Forhold til disse, at Frederik II
allerede 1561 maatte berøve ham næsten al Magt.
Senere, da Magnus gjorde sig til et villigt
Redskab for Russerne, blev Bruddet mellem ham
og Kongen endnu fuldstændigere. Fra 1570 blev
Øen styret af en dansk Statholder. Ved
Freden i Brömsebro 1645 aftraadtes Ø. til Sverige,
der anerkendte Øens og Byen Arensburgs
Privilegier. Forvaltningen var dog temmelig slet,
og Øen stod i alle Henseender lavt. Beboerne
var næsten kun Kristne af Navn, og endnu i
1690’erne foretrak Bønderne i største
Hemmelighed at begrave de døde i deres hedenske
Forfædres hellige Lunde fremfor paa de
kristne Kirkegaarde. 1710 overgav den svenske
Kommandant paa Arensburg O. M. Wolffelt
Slottet og Øen til Russerne, og ved Freden i
Nystad 1721 afstodes den formelt til Rusland.
Under Russernes Regimente udslettedes næsten
alle skandinaviske Spor paa Øen. Under
Verdenskrigen landsattes 12. Oktbr 1917 tyske
Stridskræfter paa Ø., og allerede 16. Oktbr var
Erobringen fuldendt. Øen holdtes derefter
besat af Tyskerne indtil Slutningen af 1918.
(H. P. S.). N. H. J.
Oeser [’ø.zər], 1) Adam Friedrich,
tysk Maler og Raderer, f. 1717 i Pressburg, d.
1799 i Leipzig. Han studerede i Dresden under
Dietrich og Mengs, var Ven med Winckelmann
og søgte ogsaa i sin
smagfulde, men ikke skarpt prægede
Kunst Veje ud fra den
herskende Manierisme. 1763 blev
han Direktør i Leipzig for det
nystiftede Kunstakademi, var
ogsaa Hofmaler og
Akademiprofessor i Dresden. Oe.
dekorerede Nikolajkirken i Leipzig.
I denne Bys Museum ses
»Salomos Af gudstjeneste«, og
»Kristus helbreder syge«, i
Dresdens Galleri
Portrætgrupper af Kunstnerens fire Børn
(1766). Oe. udførte plastiske
Arbejder, dels paa egen Haand,
dels ved Udførelse gennem
andre efter Oe.’s Modeller
(Karoline Mathilde i Celle, Fr.
August af Sachsen, Galleri i
Leipzig). — 2) Sønnen Johan
Friedrich Ludwig,
Maler og Raderer, 1751—92, var
Professor i Historie- og
Landskabskunst i Dresden.
A. Hk.
Ösjöbergsfältet [’ø.sjø.bærjs
’fæltet], Jernmalmsfelt i den
nordlige Del af Örebro Län,
Mellemsverige. Malmen er
Magnetit med 58 % Jern, 0,097 %
Fosfor og 0,03 % Svovl.
Tilhører Aktiebolaget
Stjärnfors-Ställdalen.
M. H-n.
Øskenceller (bot.) er
Betegnelsen for en ejendommelig
 |
| Hyfe med Øskenceller af Hussvamp. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
