Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Østerrig (Historie)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
forfulgtes Protestanterne, ligesom Kejseren, for saa
vidt hans Magt udvidedes i Tyskland, brugte
den til at fremme den katolske Reaktion.
Sachsens Tilslutning til Kejseren opnaaedes ved
Freden i Prag 1635, men mod Afstaaelse af
Lausitz, og ved den endelige Fred 1648 ofredes
de gamle habsburgske Besiddelser i Elsass, der
skrev sig fra 12. og 13. Aarhundrede.
Inden Fredslutningen var Ferdinand II død
1637 og efterfulgt af sin Søn Ferdinand III,
men denne styrede i samme Spor, og under
ham udslettedes de sidste Rester af
Protestantismen i Arvelandene. Hans Søn Leopold I
(1657—1705) vandt som ovennævnt 1665 Tirol
tilbage og fik desuden 1675 flere
Fyrstendømmer i Schlesien knyttede til Kronens
Besiddelser. Uden fremragende Evne til materielt at
ophjælpe Arvelandene efter Trediveaarskrigen
og ligesom sine nærmeste Forgængere oplært
af Jesuitter rettede han sine Bestræbelser paa
at undertrykke Protestantismen i Ungarn, og
det Tyranni, der øvedes i dette Øjemed, og som
ligeledes truede Landets frie Forfatning, førte
til Opstand og til Paakaldelse af Tyrkernes
Hjælp. Disses Kraft blev dog — ligesom 1529 —
brudt paa Wiens heltemodige Forsvar 1683 og
knækket af den polske Hjælpehær, og derefter
gik det tilbage med Tyrkernes Magt i Ungarn.
1686 blev Buda indtagen, og 1687 genoprettede
Sejren ved Mohacz, hvad Nederlaget 1526
havde forvoldt. Endnu samme Aar maatte den
ungarske Landdag indrømme Kongehusets
Arveret (tidligere var Ungarn et Valgrige).
Efterhaanden blev hele Ungarn og Transsylvanien
vundne tilbage og ved Freden i Karlowitz 1699
tilligemed Slavonien afstaaede af Tyrkiet; men
Leopold’s vilkaarlige Styrelse og kirkelige
Ufordragelighed holdt Uroen vedlige i Ungarn, og
en ny Opstand udbrød 1703 for først at slutte
1711 med et Forlig, hvori Kongen lovede at
ville regere i Overensstemmelse med
Forfatningen.
Imidlertid var der ved det spanske
Kongehus’ truende Uddøen aabnet Udsigt til at faa i
det mindste en Del af Arven overført til den
østerrigske Linie, d. v. s. til Leopold’s yngre
Søn Karl, og Formaalet med den spanske
Arvefølgekrig (s. d.) var netop at sikre dennes
Arvekrav. Midt under Krigen døde Leopold.
Sønnen Josef I (1705-11) blev af Karl XII
tvunget til at give Protestanterne i Schlesien
Religionsfrihed og var i øvrigt i sin korte
Regeringstid helt optaget af den store Krig. Da
han efterfulgtes af sin Broder Karl VI
(1711—40), maatte denne opgive sine Krav paa
Spanien, men opnaaede dog ved Freden 1714 at
faa de spanske Nederlande, Milano, Napoli og
Sardinien, der i 1720 ombyttedes med Sicilien,
som var blevet tildelt Savoyen. En Krig med
Tyrkerne 1716—18 skaffede ham den sidste
Rest af Ungarn, Banatet, tilbage, medens
andre i denne Krig erhvervede
Grænsestrækninger en Snes Aar senere gik tabt i en ny
Tyrkekrig. Alle Karl’s Bestræbelser gik ud paa at
sikre hans Datter Marie Theresia Arvefølgen i
alle hans Lande ved den pragmatiske Sanktion
(1724), men dette lammede hans Kræfter.
Indadtil ophørte den Fremgang i Forvaltningen,
der sporedes under Josef I; Embedsstanden var
efterladende, Finanserne i Uorden, og Hæren
forsømtes. Udadtil maatte han efter sin
Indblanding i den polske Tronfølgekrig 1735
afstaa Napoli og Sicilien til en spansk Prins mod
at faa Parma i Stedet.
Trods den pragmatiske Sanktion var ingen
virkelig Sikkerhed vundet for hans Datters
Herredømme; thi da han døde 1740, truede
baade Bayern og Preussen hendes Arveret, og
Frankrig var straks rede til at understøtte hendes
Fjender (se den østerrigske
Arvefølgekrig). Kun ved Ungarernes Troskab og
Kampiver lykkedes det Marie Theresia
(1740—80) at ride Stormen af og redde sin Krone uden
alt for store Ofre. 1742 maatte hun afstaa
største Delen af Schlesien til Preussen for at skaffe
sig denne Fjende fra Halsen, og ved den
endelige Fred 1748 afstod hun et Stykke af
Lombardiet til Sardinien (Ticino blev fremtidig
Grænse) og Parma til en spansk Prins. Et
Forsøg paa at genvinde Schlesien i Syvaarskrigen
1756—63 mislykkedes, skønt hun havde faaet
baade Frankrig og Rusland til Forbundsfæller.
Derimod vandt hun ved Polens Deling 1772,
som hun kun modstræbende gik med til under
Paavirkning af sin Førsteminister Kaunitz og
sin Søn Josef, Galizien. Endvidere fik hun 1775
Bukovina afstaaet af Tyrkiet og 1779 et lille
Stykke Land ved Inn fra Bayern, saa at hun
ved sin Død herskede over 610000 km2 Land og
24 Mill. Mennesker. Indadtil styrede hun med
Kraft og Indsigt (se Marie Theresia),
nærmest enevældig og uden at agte den
ungarske Rigsdags Rettigheder; men det Maadehold,
hvormed hun brugte sin Magt, holdt
Misstemningen nede. De andre Landdages Stilling
ændredes saaledes, at de nærmest blev
raadgivende Stænderforsamlinger. Forvaltningen
centraliseredes, Finansstyrelsen og Regnskabsvæsenet
kom i god Orden, Adel og Gejstlighed kom
under personlig Skattepligt. Ved Hjælp af en
Række Reformer steg den materielle Velstand:
unødige Toldgrænser fjernedes, Landeveje
anlagdes, Industrien understøttedes og
beskyttedes ved Toldpaalæg, Livegenskabet mildnedes,
og Afløsning af Hoveriet muliggjordes. Paa
aandeligt Omraade virkedes ved Oprettelse
saavel af Folkeskoler som af højere Læreanstalter,
Administrationen adskiltes fra Retsplejen,
Torturen afskaffedes. Kirkens Magt indskrænkedes
til Fordel for Statsmagten: Censuren lagdes
under Staten, pavelige Buller var uden
Statens Godkendelse ugyldige. Ved hendes Død
var Styrelsen blevet fast, Finanstilstanden
forbedret, Hæren styrket og Velstanden øget.
Lige saa sindigt og varsomt som Marie
Theresia gik frem med sine Reformer, lige saa
hensynsløst og voldsomt søgte hendes Søn Josef
II (1780—90) at tvinge sin Vilje igennem, idet
han med eet Slag vilde omdanne alle Forhold
og gøre Folkene lykkelige mod deres Vilje og
uden deres Forstaaelse, samt grundlægge en ny
Tingenes Orden uden mindste Agtelse for
alskens Overleveringer og nationale
Ejendommeligheder. Baade ved Fremgangsmaade og Ideer
viser han sig som en ægte Søn af
Oplysningstiden (s. d.). Han vilde gøre hele Monarkiet til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
