- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XXVI: Supplement: A—Øyslebø /
22

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Afghanistan - Afholdspaalæg - Afholdssagen - Afhængighedspatent - Afiun-Karahissar - Afkobringsmiddel

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

med England, hvori A.'s fuldstændige Uafhængighed erkendtes, ligesom der tilstodes A. Ret til at indføre Ammunition over den indiske Grænse. 1923 afsluttedes en Handelstraktat med England. Kong Amanullah Khan har paa enhver Maade søgt at omdanne Landet efter europæisk Mønster. 1922 indførtes en konstitutionel Forfatning med to Kamre. 1928 foretog Kongen en Rejse til Europa. Efter hans Hjemkomst udbrød et stort Oprør af Stammer, som var utilfredse med Reformerne. Kongen abdicerede 14. Jan. 1929 til Fordel for sin Broder Inayatullah; men efter nogen Strid overtog Oprørsføreren Bacha-i-Sagao Kongemagten under Navnet Habibullah Ghazi. (Litt.: Treaty between the British and Afghan Governments [London 1922]; R. Furon, L'A. [Paris 1926]; E. Trinkler, »Quer durch A. nach Indien« [Berlin 1925]). M. V. Afholdspaalæg, se tillige Sikkerhedsforanstaltninger. Rettelse, L. 7 f. n.: Udskrænkning læs: Udskænkning Afholdssagen har i de sidste 20 Aar været Genstand for offentlig Debat, som har sat blivende Spor i mange Landes hygiejniske, sociale og økonomiske Udvikling. I Nordamerikas forenede Stater indførtes ifølge Kongresbeslutning fra Januar 1920 Forbud mod Produktion, Salg og Indførsel af berusende Drikke, d. e. med over en halv Rumprocent Alkohol. Forbudet staar fremdeles ved Magt, om end dets Virkning paa Grund af Omgaaelser (Smugkroer, Smuglerier) er meget omstridt. Staternes nyvalgte Præsident, Hoover, er Tilhænger af Forbudet. — I Finland vedtog Lovgivningsmagten allerede 1907 et fuldstændigt Alkoholforbud, men den russiske Kejser nægtede sin Stadfæstelse, og først efter at den finske Landdag i 1917 havde erklæret Landet for en uafhængig Republik, kunde Forbudsloven træde i Kraft den 1. Juni 1919. Siden har Rigsdagen gentagne Gange bekræftet, at det er dens Vilje, at Loven skal gennemføres, og det er hidtil ikke lykkedes Forbudsmodstanderne trods ihærdig Agitation at rokke ved denne Beslutning. En af den finske Regerings Afholdskomité foretaget statistisk Undersøgelse viste dog 1923, at Forbudslovens gunstige Virkning endnu var overordentlig tvivlsom. - Island har i en kortere Periode haft Forbud, men det blev sat ud af Kraft paa Grund af økonomisk Pression fra det vinproducerende Spaniens Side. - Norge kan ikke længere medregnes til Forbudslandene. Vel indførtes Brændevinsforbud som midlertidig Foranstaltning fra 18. December 1916, og en Folkeafstemning i Oktober 1919 gav det Resultat, at 489017 stemmeberettigede stemte for, 304637 mod et varigt Forbud mod Brændevin og stærke Vine, men ved en ny Afstemning i Oktober 1926 viste sig et betydeligt Flertal for Forbudets Ophævelse, nemlig 530934 Stemmer mod 423206. Under Forbudet og efter dets Ophør iagttoges en betydelig Aftagen af Arrestationer for Drukkenskab saavel i Oslo som i Landets øvrige Byer, hvorved maa erindres, at Anholdelser i Norge sker i Henhold til Løsgængeriloven, naar vedkommende færdes paa offentlig Gade eller Vej i aabenbart beruset Tilstand, medens Politivedtægterne i Danmark kræver som Betingelse for Anholdelse, at den berusede Tilstand giver Anledning til Ulemper for andre. - I Sverige har det Bratt'ske System (Göteborgsystemet), som tilsigter en Kontrollering af Brændevinsforbruget, vel medført en betydelig Aftagen af Drukkenskabsarrestationerne, men ikke nogen Aftagen af Alkoholismen. Hele Afholdsspørgsmaalet gøres nu (1928) til Genstand for en Undersøgelse af en Regeringskommission, for hvilken Professor Quensel (Upsala) er Formand. I Danmark iagttoges en iøjnefaldende Virkning af den under Verdenskrigen indførte formindskede Adgang til spirituøse Drikke. Ved indenrigsministeriel Bekendtgørelse af 27. Februar 1917 indførtes midlertidigt Forbud mod Salg og Udskænkning af spirituøse Drikke, og dette efterfulgtes (26. Marts s. A.) af høj Beskatning. Dødsfald af Drankergalskab og andre Alkoholsygdomme aftog øjeblikkelig og har ikke siden naaet samme Højde som før Forbudet. For et almindeligt blivende Landsforbud er der fremdeles ikke Stemning, og man er hidtil blevet staaende ved den Begrænsning af Udskænkningsstedernes Antal, som kræves af Lov om Beværtning, Gæstgiveri samt om Handel med stærke Drikke af 29. Marts 1924 (Beværterloven). Ved stærke Drikke forstaas i denne Lov Brændevin og Drikkevarer, ogsaa Øl, med 2 1/4 Vægtprocent Alkohol eller derover; en Drik, der kun indeholder 1/2 Rumprocent Alkohol eller derunder, skal dog ikke henregnes til stærke Drikke i Lovens Forstand. Antallet af Bevillinger med Ret til Udskænkning af stærke Drikke maa i Kjøbenhavn og Købstæderne ikke være større end 1 Bevilling for hver 450 Indbyggere; Bevillingen meddeles efter Kommunalbestyrelsens Afgørelse af et Bevillingsnævn. Paa Landet meddeles Bevilling af Amtsraadet, efter at Sogneraadets Udtalelse er indhentet. Kommuneafstemning om Indstilling eller Nægtelse af Bevilling kan forlanges af en Trediedel af Sogneraadets Medlemmer. — I 1927 har den af Indenrigsministeriet under 16. Juli 1914 nedsatte 2. Ædruelighedskommission afgivet sin omfangsrige Betænkning (i 2 Bind). Den udmunder i et Lovforslag, som er en videre Udvikling af Beværterloven. Axel Ulrik. * Afhængighedspatent kaldes et Patent, som opnaas for væsentlige Forandringer ved en allerede forud patenteret Opfindelse, men A. hjemler ikke Ret til Udøvelse af Hovedopfindelsen. Ch. V. N. Afiun-Karahissar, tyrkisk Vilajet i det nordvestlige Lilleasien, 12660 km2 med (1927) 258743 Indbyggere. Hovedstaden A.-K. har 23367 Indbyggere. M. V. * Afkobringsmiddel, fremkom under Verdenskrigen, under hvilken de store Skudantal i Skyts med stor Begyndelseshastighed bevirkede, at der i Skytsets Løb afsattes Kobber fra Projektilets Føringsbælte, som forringede Skudsikkerheden og derfor maatte fjernes. A. er en Metallegering, i Reglen bestaaende af 40 % Bly og 60 % Tin, der enten findelt bliver indlagt i Krudtladningen eller anbringes som en lille Ring paa Projektilet. I Skudøjeblikket smelter Legeringen og opløses i sine 2 Bestanddele, hvorefter Tinnet sammen med Kobberet fra Føringsbæltet danner en let smeltelig

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Feb 3 20:11:35 2026 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/salmonsen/2/26/0030.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free