er udgravet«, idet baade Ruinmarkernes Natur og økonomiske Hensyn sætter Grænser for, hvad man her kan opnaa. Men den systematiske Maade, hvorpaa Koldewey har gennemført sit Hverv, har oplyst de talrige Ruinhobes Forhold baade i Bredden og Dybden saa vidt, at han med Rette kunde skrive kort før sin Død (d. 1925), at »de vigtigste Punkter i den gamle, berømte By er nu saa godt som klarede«. O. R. Babylonien. De sidste Aars Undersøgelser i Babylonien og dets Nabo egne har bragt Objekter for Dagen, som fører et betydningsfuldt Skridt i Retning af at øge vort Kendskab til disse Egnes allerældste Historie, selv om deres Tydning endnu ikke har ført til sikre Resultater. Redskaber fra palæolitisk Tid er ikke paavist med Sikkerhed, men paa praktisk talt alle Ruinhøje kommer der Redskaber til Syne af Sten fra den neolitiske, eller maaske rettere æneolitiske, Periode. Disse Fund faar en øget Betydning ved at ses i Forbindelse med en engelsk-amerikansk Ekspeditions Paavisning af Stenalder-Bopladser over hele Terrainet mellem Transjordanien og Mesopotamien, Egne som nu ligger aldeles øde hen. Endvidere har man, først i Sydbabylonien og senere paa de fleste andre Ruinpladser i B. og Assyrien, fremdraget præhistoriske, malede Lervarer af en Type, som ogsaa har kunnet konstateres over store Dele af det øvrige Vestasien. Levninger af en Boplads i Tell-el-Obeid (ved Ur), med Ler- og Stensager som de nævnte, og tillige Rester af lerklinede Rishytter, med Gulv af stampet Ler og Drejestene for Døre, synes at høre til denne ældgamle, præhistoriske Tid. (The Antiquaries' Journal, 1924, S. 344). Med Hensyn til Racebestemmelse af den historiske Tids ældste »Babylonere« har man oftest holdt sig til Afbildningerne i den ældste Skulptur; denne Metode slaar dog ikke til, da Forhold som Konvention, Mode og kunstnerisk Evne betyder lige saa mange Usikkerhedsmomenter. Derfor knytter der sig en særlig Interesse til den antropologiske Undersøgelse af Kranier og Kraniedele, som fremdrages fra Udgravningernes ældste Lag. Materialet er endnu ringe, og man kan se med nogen Skepsis paa visse vidtrækkende Slutninger, som drages ud deraf, men det maa være ved en fortsat Indsamling og Antropologernes Behandling af dette skrøbelige Stof, at en rationel Forstaaelse af de ældste Beboeres Raceforhold maa søges naaet. (Antropologiske Undersøgelser findes i Langdon, Excavations at Kish [Paris 1924] og Ur-Excavations [I, London 1927]. Se ogsaa G. Contenau, Manuel d'archéologie orientale, I, S. 8 ff., Paris 1927). — For den ældste historiske Tids Vedkommende har dynastiske Lister givet os en Ramme, men vi mangler endnu sikre kronologiske Holdepunkter. Den tidligste Regent, hvis historiske Karakter godtgøres ved samtidige Indskrifter, er Mesannipadda, den første Konge af det første Dynasti i Ur; hans Tid kan tilnærmelsesvis sættes til c. 3000 (eller lidt senere) f. Kr. (Litt.: L. W. King, A History of Babylon [London 1915]; B. Meissner, Babylonien und Assyrien, I—II [Heidelberg 1920—25]; Oxford Editions of Cuneiform Texts, Vol. II [Oxford 1923]; H. Zimmern, »Zeitschrift d. deutschen morgenländischen Gesellschaft« [1924]). O. R. babylonske Cylindre. Tallet paa sumeriske, babylonske, assyriske og andre Seglcylindre i Museernes Antiksamlinger og privat Eje er allerede enormt, og langtfra alle er publicerede. Deres Gravering viser en Mangfoldighed af Motiver, mytologiske, religiøse, hverdagslige og dekorative, som udformes forskelligt til forskellige Tider, saa at en historisk Klassificering har kunnet nogenlunde etableres; deres Forekomst i Gravene er derfor af Vigtighed for disses Tidsansættelse, hvorved ogsaa deres Form, Størrelse og tekniske Behandling er vejledende. Foruden til forskellige Museers specielle Publikationer henvises til følgende Værker af almindeligere Art: W. H. Ward, The Seal Cylinders of Western Asia (Washington D. C. 1910); O. Weber, »Altorientalische Siegelbilder«, I—II (Leipzig 1920); G. Contenau, La Glyptique Syro-Hittite (Paris 1922); L. Legrain, The Culture of the Babylonians from their Seals etc. (Philadelphia 1925). O. R. babylonsk Kunst. Oldbabylonske — rettere sumeriske — kunstindustrielle Frembringelser er i de sidste Aar kommet for Dagens Lys ved Udgravningerne i Ur og Tell-el-Obeid, i stort Omfang og af uanet Kvalitet. Tell-el-Obeid (ved Ur) gav Frisen med det sumeriske Landbrug, Kobbertyre i Relief og Rundskulptur, Søjler med Mosaikbeklædning, Mosaikblomster o. m. a. Fra Ur kom bl. a. Ur-Nammu's Kæmpestele og i 1927—28 de enestaaende Gravfund: Guld- og Lapislazulidolken, Meskalamdug's Guldhjelm og Guldskaale, indlagte Brætspil, Dronning Shub-A's Guldkrone, Harpe og Guldskaale — een med udsøgt Gravering -, og den mosaik-klædte Standard (?) fra en af de ældste Grave med dens fremragende Billeder af sumerisk Liv i Krig og i Fred. De nævnte Objekter kan dateres omtrentlig til Aar 3000 f. Kr. og Aarhundreder forud derfor, og Haandværksdueligheden synes at vokse med Tingenes Ælde. Af arkaiske Statuer maa nævnes Fyrsten for Adab (Bismaja) og forskellige Statuer og Statuetter for Lagash (Tello); fra en senere Tid (Gudea) stammer en Gruppe Skulpturer, som fandtes af Arabere i Tello i 1923, hvoraf eet Stykke — en Statuette af Gudea — kom til Ny Carlsberg Glyptotek i Kjøbenhavn. Af Bygninger, der udgravedes i de sidste Aar, maa fremhæves det sumeriske Palads i Kish og det nybabylonske Tempel sammesteds (6. Aarhundrede f. Kr.); dette er med sine højtstaaende Mure og tydelige Gesimser en af de bedst bevarede Bygninger fra den babylonske Oldtid. Endvidere det sent sumeriske Tempel Gig-Par-Ku i Ur (c. 2200 f. Kr.), som giver den ældste bedst bevarede Grundplan af et gammelbabylonsk Tempel og derfor er af særlig Betydning for Studiet af sumerisk Tempelbygning paa den ene Side og assyrisk og nybabylonsk paa den anden. Om Tempeltaarnene (zikkurrat, bedre »Tempelbjerg«) er der stadig delte Meninger. Det bedst bevarede og helt udgravede er det i Ur.