til henholdsvis 61 og 106, hvortil for førstnævnte B.'s Vedkommende kom talrige kjøbenhavnske Afdelingskontorer, af hvilke en Del erhvervedes ved Overtagelsen af Nordisk Bank i 1921 og Kjøbenhavns private Laanebank i 1922. Men det skulde efterhaanden vise sig, at hele denne forcerede Udvikling var alt andet end sund. Allerede før 1922, det første Aar for hvilket en udførlig Bankstatistik findes, var enkelte B. kommet i Vanskeligheder, og i de efterfølgende Aar gik det nu Slag i Slag med Sammenbrud som Følge af Tab, foranledigede ved en for liberal Kreditgivning til Virksomheder, der slog sig op under Krigen, men gik i Stykker, da Konjunkturerne vendte. I nogle Tilfælde lykkedes det at faa de kriseramte B. rekonstruerede, i andre maatte de opgive deres Selvstændighed eller helt lukkes, og alt i alt er Antallet af B. paa denne Maade trods Oprettelsen af mange nye som Erstatning for de havarerede aftaget fra 200 ved Udgangen af 1921 til 181 ved Udgangen af 1928. Samtidig faldt Antallet af Filialer og Kontorsteder fra 631 til 528. Blandt Banksammenbruddene fik enkelte i Kraft af Tabenes Størrelse særlig vidtrækkende Følger. Begyndelsen gjordes af den ved en Sammenslutning mellem to Hovedstadsbanker dannede Kjøbenhavns Diskontobank og Revisionsbank, der i Januar 1922 blev rekonstrueret ved Nationalbankens Bistand, dog kun for et Par Aar senere, da det viste sig, at man ikke havde skaaret dybt nok ned, helt at standse. Et halvt Aar senere skulde Offentligheden imidlertid blive stillet overfor en endnu alvorligere Katastrofe, hvis fulde Omfang man dog først lidt efter lidt fik Klarhed over. I Juli 1922 viste en af Bankinspektøren foretagen Opgørelse, at Landmandsbanken havde lidt meget følelige Tab, som ikke var afskrevet, og Faren for en Panik — det drejede sig om Landets største B. — var da saa overhængende, at Nationalbanken ikke fandt at kunne forholde sig passiv, men gik ind paa at indskyde 30 Mill. Kr. i B. som en ny Reservekapital, hvilket Beløb skulde stilles til Raadighed ved Aarets Udgang. Hermed haabede man at have bragt B. paa ret Køl igen, men allerede et Par Maaneder senere viste det sig nødvendigt at skride til videregaaende Foranstaltninger, og ved Loven af 21. Septbr. 1922 sikredes der da yderligere B. en Præferenceaktiekapital paa 70 Mill. Kr., hvoraf Staten indskød de 40 Mill. Kr., Østasiatisk Kompagni 20 Mill. Kr., Store Nordiske Telegraf-Selskab 5 Mill. Kr. og Nationalbanken 5 Mill. Kr. Den gamle Aktiekapital nedskreves til 10 Mill. Kr., og B. fik saaledes en samlet Aktiekapital paa 80 Mill. Kr. foruden den nye Reservefond paa 30 Mill. Kr. Samtidig bestemtes det, at Staten skulde garantere for de Kreditter, som Nationalbanken ydede B., og noget senere — i Febr. 1923 — udvidedes denne Statsgaranti, der skulde vise sig overordentlig byrdefuld for Skatteborgerne, til uden Undtagelse at gælde alle retsgyldige Fordringer, som Indskyderne og andre havde paa B., idet Konstateringen af yderligere Tab havde bevirket, at der paany var blevet Uro om B. Garantien skulde oprindelig gælde til 1928, men forlængedes i 1926 til 1. April 1932. Aar efter Aar viste det sig imidlertid nødvendigt at foretage nye, meget betydelige Afskrivninger, der efterhaanden slugte hele Egenkapitalen og mere til, og en Nyordning af B.'s Kapitalforhold maatte derfor før eller senere træffes. Det skete ved Loven af 19. April 1928, i Henhold til hvilken Staten foruden at betale B.'s Underskud forsynede den med en Reservefond paa 34 Mill. Kr. og en Aktiekapital paa 50 Mill. Kr. Samtlige Aktier forblev i Statens Besiddelse, men det forudsættes i Loven, at de senere helt eller delvis skal afhændes, naar Betingelserne derfor synes tilfredsstillende. Ved Nyordningen gjordes der op med alle konstaterede eller sandsynlige Tab, og B.'s svageste Engagementer overførtes til en Afviklingsafdeling, for efterhaanden helt at blive likvideret. I alt beløber Afskrivningerne siden 1921 sig til 485 Mill. Kr., hvoraf B.'s oprindelige Aktiekapital, Reservefonds og Overførsel har dækket de 160 Mill. Kr., og Driftsoverskuddene efter Sammenbrudet 88 Mill. Kr., medens Statens Tab udgør 176 Mill. Kr., hvilket Beløb dog ikke ligger helt fast endnu, bl. a. fordi Afviklingskassens Fortjeneste eller Tab skal tilfalde, henholdsvis dækkes af Staten, der eventuelt ogsaa vil kunne indvinde noget ved Salget af Landmandsbankaktier. Til Undersøgelse af, hvad der havde givet Anledning til B.'s Sammenbrud, nedsattes i 1922 en Undersøgelseskommission, paa Grundlag af hvis Betænkning der — med en Række Straffedomme som Resultat — rejstes Tiltale mod B.'s Ledelse. Ogsaa for den i 1914 stiftede Andelsbank meldte der sig tidlig visse Vanskeligheder, som man i 1924 søgte at faa Bugt med ved Tilvejebringelse af en Sikkerhedskapital paa 8 Mill. Kr. Beløbet indskødes af Nationalbanken i Forbindelse med 3 ledende Andelsvirksomheder, men forslog ikke, og allerede Aaret efter maatte B. træde i Likvidation som Følge af store Tab paa forskellige Virksomheder, deriblandt Mejeriernes Mælkeeksport. Endvidere skal nævnes, at Privatbanken i Septbr 1928 saa sig nødsaget til at nedskrive sin Aktiekapital fra 60 til 12 Mill. Kr. som Følge af Tab, der var lidt paa B.'s Engagementer med Aarhus Oliefabrik og andre kriseramte Virksomheder. Ved Nytegning udvidedes Kapitalen derefter til 36 Mill. Kr., idet en Bække kapitalstærke Virksomheder sluttede sig sammen om at redde B., hvilket ogsaa lykkedes, men først efter at den havde været lukket i 4 Dage. Foruden Egenkapitalen tjener en ansvarlig Indskudskapital paa 15 Mill. Kr. som Sikkerhed for B.'s Forpligtelser. Denne er stillet til Raadighed af danske og udenlandske B. og kan først kræves tilbagebetalt efter 15 Aars Forløb. Aaret efter maatte ogsaa Folkebanken for København og Frederiksberg rekonstrueres som Følge af Tab (Plum-Kraket). Ogsaa i Udlandet har man efter Krigen kendt til Banksammenbrud, men kun faa Steder — man kan nævne Norge og Japan — i samme relative Omfang som her, hvor Krisen af forskellige Grunde satte ind med særlig Styrke, og B. i alt for mange Tilfælde var