bedømmes efter Umyndighedsloven af 30. Juni 1922 §§ 64 og 65. Herefter er de som Hovedregel ansvarlige for deres Retsbrud efter samme Regler som sjælssunde Personer. Og den særlige skønsmæssige Nedsættelse af Erstatningen, som Lovens. § 64 hjemler, kommer ikke den til Gode, der har handlet i selvforskyldt Beruselse. — For Retshandlers Vedkommende er Forholdet for saa vidt det omvendte, som en Beruselse, der berøver en Person Evnen til at handle fornuftmæssigt, vil bevirke, at de Retshandler, han i denne Tilstand indgaar, ikke er bindende for ham. Men den Adgang til at give den godtroende Medkontrahent Erstatning efter Billighed, som Lovens § 65 hjemler, vil det være særlig naturligt at anvende, hvor Aftalens Ugyldighed skyldes den anden Parts selvforskyldte Beruselse. — Indenfor Forsikringsretten træffer man hyppigt i Selskabernes Policer Bestemmelser om, at en Forsikringsbegivenhed, som den sikrede har fremkaldt i en Tilstand af selvforskyldt Beruselse, ikke medfører Erstatningspligt for Selskabet. Og Selskabernes Adgang til at træffe saadanne Bestemmelser, selv om der kun kan siges at foreligge simpel Uagtsomhed fra den sikredes Side, er udtrykkelig opretholdt ved § 20 i det nordiske Udkast til Lov om Forsikringsaftaler. A. D. B. I Straffeloven af 1866 fandtes ikke nogen Bestemmelse om, hvilken Indflydelse det havde paa Strafbarheden, at Gerningsmanden var beruset, da han begik Forbrydelsen. Om Straf, eller eventuelt kun en mindre Straf skulde anvendes, maatte afgøres ud fra de almindelige Regler om manglende eller nedsat Tilregnelighed. Højesteret har vel i nogle Tilfælde statueret Utilregnelighed paa Grund af Beruselse, men i det store og hele viste Domstolen Utilbøjelighed til at tillægge Beruselse saadan Betydning. En stor Del af visse Forbrydelser f. Eks. Volds- eller Sædelighedsforbrydelser begaas erfaringsmæssigt ofte under Paavirkning af Spiritus, og Borgerlig Straffelov af 15. Apr. 1930 fastslaar derfor udtrykkeligt, at Beruselse ikke udelukker Anvendelse af Straf, medmindre Gerningsmanden har handlet uden Bevidsthed (§ 18). En saadan Tilstand vil foreligge, naar Beruselsen er saa stærk, at den paagældende er ude af Stand til overhovedet at foretage sig noget, men der kan da naturligvis kun blive Spørgsmaal om eventuel Straf for en strafbar Undladelse (se f. Eks. Afværgelsespligt). Ganske anderledes praktisk er derimod de Tilfælde, at en Person har drukket sig saaledes fra Vid og Sans, at han maa antages at have handlet ganske ubevidst. Kun naar Tilstanden er saadan, kan Straffrihed indtræde. Noget andet er naturligvis, at Gerningsmanden efter Omstændighederne vil kunne straffes for forsætlig eller uagtsom Forbrydelse, saafremt han selv har bragt sig i den nævnte Tilstand, har drukket sig Mod til, for at begaa Forbrydelsen, eller maatte regne med, at han under Paavirkning af Spiritus muligvis vilde give efter for sin Hang til at begaa saadan Forbrydelse. Det siger sig selv, at det vilde være ødelæggende for Retssikkerheden i Samfundet, om man blot indskrænkede sig til at konstatere, at Gerningsmanden har været i en saadan Grad af Beruselse, at han ikke skal straffes. Straffeloven bestemmer derfor for det første (§ 138), at den, der forsætlig eller ved grov Uagtsomhed bringer sig i beruset Tilstand, straffes med Bøde eller Hæfte, hvis han i denne Tilstand udsætter andres Person eller betydelige Formueværdier for Fare. Under skærpende Omstændigheder, navnlig naar betydelig Skade er sket, samt i Gentagelsestilfælde, kan Straffen stige til Fængsel i 6 Maaneder. Denne Bestemmelse er ny i dansk Ret. Den vil efter Omstændighederne kunne anvendes paa Gerningsmænd, der efter det ovennævnte ikke skal straffes for den Forbrydelse, de har begaaet under Rusen, og det er naturligvis mere rationelt at straffe dem paa denne Maade end for den mere eller mindre tilfældige Forbrydelse, de begaar i deres Bevidstløshed. Men desuden vil Bestemmelsen være anvendelig i en Række Tilfælde, hvor nogen, der har Ansvar for andres Person eller Gods, f. Eks. en Skibsfører, Kusk, Opsynsmand o. lign., beruser sig, selv om der i det foreliggende Tilfælde ikke sker nogen Skade. I Almindelighed er det i Straffeloven foreskrevet, at Straffen for en Forbrydelse kan nedsættes og efter Omstændighederne eventuelt helt bortfalde, saafremt Gerningsmanden handlede under Indflydelse af forbigaaende sjælelig Uligevægtighed. Dette kan ogsaa ske, hvor Uligevægtigheden hidrører fra selvforskyldt Beruselse, men dog kun, naar Gerningsmanden ikke tidligere er fundet skyldig i en lignende strafbar Handling eller i strafbar Beruselse. Da Erfaringen viser, at en stor Del af de Personer, der begaar Forbrydelse under Paavirkning af spirituøse Drikke, Gang paa Gang forser sig paa samme Maade, indeholder Straffeloven endvidere forskellige Bestemmelser, der dels sigter til at afholde dem fra Spiritusnydelse, dels til at udskadeliggøre dem ved at udelukke dem fra den fri Færden i Samfundet og underkaste dem en formaalstjenlig Behandling. Hvis saaledes nogen bliver dømt til Frihedsstraf, og Retten finder, at Forbrydelsen er begaaet under Paavirkning af spirituøse Drikke, kan der ved Dommen meddeles Domfældte Paalæg om, at han i et bestemt Tidsrum, ikke over 5 Aar, fra den endelige Løsladelse ikke maa nyde eller købe spirituøse Drikke. Det samme kan ske, hvis han er frifundet, fordi han var uden Bevidsthed paa Grund af Beruselse. Maa det antages, at den paagældende er forfalden til Drukkenskab, skal Paalægget gives. Overtrædes Paalægget, er Straffen Hæfte eller Fængsel i indtil 4 Maaneder. Til Sikring af, at dette Paalæg overholdes, skal Politiet saa vidt muligt give Beværtere og Handlende Paalæg om ikke at sælge disse Drikke til den paagældende, og gør de det alligevel, kan de ifalde Bødestraf. Hvis det imidlertid under en Sag oplyses, at Forbrydelsen er begaaet under Paavirkning af spirituøse Drikke, og det maa antages, at Gerningsmanden er forfalden til Drukkenskab, vilde saadant Paalæg være af ingen eller tvivlsom Nytte. Gerningsmanden kan da i Stedet for at blive idømt Fængselsstraf blive dømt