indgaaende Meningsudvekslinger, der offentliggjordes, medens Forhandlingerne stod paa, blev K. derefter underskrevet i Paris af Frankrig og Nordamerika, Storbritannien, Irland og de britiske Kronlande, Tyskland, Italien og Japan, hvortil paa fransk Initiativ kom Belgien, Polen og Tschekkoslovakiet. I Traktatens Artikel 1 fordømmer disse Magter »at gribe til Krig til Afgørelse af mellemfolkelige Tvistigheder og giver i deres indbyrdes Forhold Afkald paa Krig som Middel for national Politik«. I Artikel 2 anerkender Magterne, »at ingen mellem dem opstaaende Stridigheder og Konflikter af hvilkensomhelst Art; eller Oprindelse nogensinde skal søges bilagt eller afgjort ved andre Midler end fredelige«. K.'s politiske Betydning har fundet Udtryk i, at den ikke blot hurtigt blev ratificeret af De Forenede Stater og de øvrige Signatarmagter, saa at den kunde træde i Kraft den 24. Juli 1929, men med faa Undtagelser (Argentina, Brasilien, Chile og andre sydamerikanske Stater) er blevet tiltraadt af næsten alle andre Lande (hidtil 56, deriblandt ogsaa Danmark, Island, Norge og Sverige). Dens retlige Virkninger viser sig i flere Henseender, hvoraf den vigtigste er den at gøre det retsstridigt at begynde Krig. Traktaten om Forbud mod Krig udfylder herved Pagten for Folkenes Forbund, som ikke i alle Tilfælde udelukker Angrebskrig. K. adskiller sig ogsaa derved fra Folkeforbundspagten, at den ikke indeholder positive Bestemmelser om Tvangsforanstaltninger mod den Stat, som krænker den. For at tilvejebringe mere Overensstemmelse mellem de i K. nedlagte Grundsætninger og Forbundspagtens Regler har et dertil indkaldt internationalt Udvalg i Genève Marts 1930 stillet Forslag om en Række Ændringer i Pagtens Forskrifter. K. afskærer ikke et Land fra at sætte sig til Modværge mod et Overfald (Nødværgeretten). Endvidere gælder det, som det udtales i Traktatens Indledning, at den Magt, »der herefter maatte søge at fremme sine nationale Interesser ved at gribe til Krig, bør fortabe de af Traktaten flydende Goder«. Et Brud paa Traktaten frigør med andre Ord de øvrige kontraherende Magter for deres Forpligtelser til at bevare Freden overfor den fredsbrydende Stat. Heri ligger for det Land, som trods K. begynder Krig, en Risiko, der efter Omstændighederne kan virke som Tvang til at opretholde Freden. Det omtvistede Spørgsmaal, om en Stat, der begynder Krig i Strid med K., derved sætter sig selv uden for Lov og Ret, saaledes at de almindelige Regler om Krigsførelsen ikke gælder for dens Vedkommende (Læren om Krigens egentlige outlawry, mise hors la loi, »Aechtung«), maa besvares benægtende. At begynde en saadan Krig er retsstridigt og kan medføre Erstatningspligt, ja føre til den traktatbrydende Stats Ødelæggelse; men denne Stat bliver ikke derved retsløs, og det bliver ikke berettiget at tilsidesætte gældende Regler om Krigens Førelse. Krigsforbudstraktaten rejser ligesom Folkeforbundspagten ogsaa Spørgsmaalet om Neutralitetens Opretholdelse under fremtidige Krige, de være sig ulovlige ifølge K. eller ej. Hvor uklar den neutrale Stats Stilling i Fremtiden end er, kan det dog ikke antages, at selve Neutralitetsbegrebet er bortfaldet ifølge K. saalidt som efter Pagten for Folkenes Forbund, der ikke retligt forpligter Forbundets Medlemmer til mod deres Vilje at deltage i militære Tvangsforholdsregler, og som ikke omfatter alle Magter. — Angaaende Moskva-Overenskomsten om K.'s Ikrafttrædelse i visse Lande, se Litvinof-Protokollen (Suppl.). — (Litt.: James P. Shotwell, War as an Instrument of National Policy [New York 1929], ogsaa paa Fransk: Le pacte de Paris [Paris 1930]; Georg Cohn i »Juridisk Tidsskrift« 1929, S. 1—60; Karl Strupp, »Der Kellogg-Pakt im Rahmen der Kriegsvorbeugungsrecht« [Leipzig 1928]; talrige Afhandlinger i folkeretlige Tidsskrifter, saaledes af Shotwell, Lechartier og Politis i L'esprit international [Paris 1928 og 1929]; Gustav Rasmussen i »Gads Danske Magasin« 1928, S. 556-569 og 1929, S. 379-386). G. R. Kells, (1926) 5024 Indb. Kel Oui, se Tuarek. Kelovier, se Sahara, S. 779. Kelso, (1927) 3162 Indb. Kelspær, d. s. s. Skotspær. Keltringelatin, se Rotvælsk. Kelvineffekt, termoelektrisk, Thomson-]oule-Effekt, se Termoelektricitet. * Kemal Pascha Ghasi, Mustafa (f. 1880), tyrkisk Statsmand, udmærkede sig først som Officer i Verdenskrigen, hvor han steg til General, og gjorde sig 1919 til Fører for den nationale Rejsning i Anatolien. Udnævnt til Overgeneral 1920 ledede han Tyrkernes nye Sejrvindinger over Grækerne, og efter Oprettelsen af den tyrkiske Republik 23. Oktbr. 1923 blev han dens Præsident, vedblev samtidig at være Overgeneral og er at betragte som det genopstandne Tyrkis Diktator. H. J-n. Kemenat, se Riddervæsen, S. 156. Kemengeh, se Strygeinstrumenter. Kémi, (1926) 3180 finsktalende Indb. * Kemijärvi ['ke-], Sø i det nordlige Finland, gennemstrømmes af Kemi Elv. M. V. Kemismus, se Kemi, S. 769. * Kemiträsk, svensk Navn for Kemijärvi. Kemmel, se Verdenskrigen, S. 788. Kemmenon, se Cevennerne. Kemp, J. Th. v. d. Rettelse, Sp. 2, L. 17 f. o.: af læs: of Kempe, F. K., skænkede i 1917 til Arbejdernes Pensionskasse ved de Kempeske Virksomheder 300000 Kr.; d. 26. Maj 1924. Kempen, (1925) 8222 Indb. Kempen, d. s. s. Campine. * Kempff, Wilhelm, tysk Pianist, f. 25. Novbr. 1895 i Jüterbog, Elev af »Højskolen« i Berlin, uddannet til fremragende Orgel- og Klavervirtuos, i hvilken sidste Egenskab K. ogsaa er optraadt i Kjøbenhavn (Speciale: Koncert-Improvisationer); K. har desuden allerede en ret omfattende Kompositionsgerning bag sig (Symfonier, Kammermusik, Korværker etc.). W. B. * Kemp Land, Landstrækning paa Nordkysten af Østantarktis.