samarbejdede intimt med Karachan og optraadte ved flere Lejligheder yderst radikalt, bl. a. fordrev han Ekskejseren Hsuan Tung (s. d.) fra de kejserlige Paladser i Peking. — Samtidig med denne sovjetvenlige og europafjendtlige, navnlig antiengelske, Politik opvoksede en fremmedfjendtlig Bevægelse af lignende Art som den, der i Slutningen af 19. Aarhundrede gik forud for Bokseroprøret. Paa dette Punkt var Nord og Syd enige nok, og Følgen blev forskellige Angreb paa de internationale settlements i flere Byer. Vinteren 1925—26 skiftedes paa ny Kulisser i den indbyrdes Kondottierekamp. Wu sluttede sig nu til Tsjang-tso-lin, og efter forskellig Kæmpen frem og tilbage fordrev de Feng og Tuan fra Peking (Apr. 1926), borteliminerede den sovjetrussiske Indflydelse og udmanøvrerede Karachan helt i Nordkina. Tsjang var derefter indtil Efteraaret 1926 den egentlige Hersker i Nordkina, deri indbefattet Mantsjuriet, og besad en Magtstilling, som ingen politisk Leder i K. siden Juan-sji-kai's Dage. Imidertid optraadte Kuomingtangpartiets Regering i Kanton paa ny med stor Kraft, delvis støttet ved Forbindelsen med Sovjetrusland, der sendte Borodin som særlig Gesandt til Kanton. Denne Forbindelse var ikke blot af politisk og agitatorisk Art, men gav sig ogsaa Udslag i teknisk Bistand og Forsyning med Krigsmateriel. Septbr. 1926 indlededes fra Kanton en stor, virkningsfuld Offensiv under Kommando af den unge dygtige General Tsjiang-kai-sjak. Paa mindre end 2 Maaneder underlagde han sig hele K. Syd for Jangtse Floden, og ved Aarsskiftet besatte han ogsaa den store Industri- og Handelsby Hankow med omliggende Byer. Hankow blev derefter den sydkinesiske Regerings Hovedstad. — Kanton-, nu Hankow-Regeringen var aabent fremmedfjendtlig, ikke mindst antiengelsk, og proklamerede Ophævelsen af de gamle for K. saa ufordelagtige Traktater fra de vesteuropæiske Voldskriges Tid. Navnlig England saa sig nødsaget til at sende betydelige Troppestyrker til K. for at beskytte sine Interesser og de europæiske settlements. Den Kraft og Energi, hvormed Kanton-Regeringen syntes at ville tage Styret i største Delen af K., aabnede hurtigt Øjnene paa de europæiske Magter for, at den gamle Traktatpolitik, der i over 80 Aar havde holdt K. i en Umyndighedstilstand, baade hvad Toldpolitik og Jurisdiktion over Fremmede angik, nu var forældet. Den 22. Decbr. 1926 lod den britiske Regering sin Gesandt i Peking tilstille de øvrige ledende Magters Gesandter et Memorandum, hvori England erklærede sig rede til at indgaa nye Traktater paa Grundlag af fuld Ligestillethed med K.'s kommende Statsmagt, d. v. s. Europa opgav Fordringen om at kræve europæiske Statsborgeres privilegerede Stilling i K. opretholdt. Trods denne Strømkæntring vedblev dog den spændte, fremmedfjendtlige Situation. Jan. 1927 saa Englænderne sig nødsaget til at rømme Koncessionen i Hankow og sendte derefter store Styrker til Shanghai, hvor Vesteuropas økonomiske Virksomhed for en stor Del er koncentreret. Marts 1927 naaede Kanton-Regeringens Armeer Shanghai uden dog at angribe den europæiske Bydel. Samtidig erobredes Nanking, saaledes at hele Syd- og Mellemkina nu var i Sydregeringens Magt. I Løbet af 1927 indtraf en voldsom Reaktion mod den sovjetrussiske Indflydelse i K. Tsjang-tso-lin lod i Peking foretage en Razzia i den russiske Ambassade, og flere der fundne Kommunistledere henrettedes. I Sydkina erklærede Tsjiang-kai-sjak sig ogsaa imod Kommunismen og lod foretage lignende Razziaer i Kanton og Shanghai. Kun Hankow-Regeringen bevarede sine kommunistiske og russiske Sympatier under Indflydelse af Borodin. Hankow-Regeringen brød derpaa med Tsjiang og indforskrev fra Vestkina den »kristne General« Feng til Øverstkommanderende, men dens Magtomraade var dog begrænset til Hankow og nærmeste Omegn. Som Modvægt mod den kommunistiske Nationalistregering i Hankow søgte Tsjiang ved Hjælp af den moderate Fløj af Kuomintang at organisere en egen Regering i Nanking. Men det viste sig umuligt for ham paa een Gang at bekæmpe Peking- og Hankow-Regeringerne; han maatte derfor nedlægge Magten (Aug. 1927) og en Tid trække sig tilbage til Privatlivet. Samtidig trak ogsaa Hankow-Regeringens Leder Wang-tsjing-wei sig tilbage, og Kommunisterne med Borodin i Spidsen fjernedes, saaledes at Nanking-Regeringen blev den eneste anerkendte med T'an-jen-kai og Mænd af begge Fraktioner som Ledere. Utilfredse hermed foretog Kommunisterne hen paa Efteraaret et voldsomt Statskupforsøg i Kanton, men Forsøget mislykkedes, Anstifteren Wang maatte flygte, og den stærke Mand, Tsjiang-kai-sjak vendte tilbage som Nationalisternes Generalissimus. Kommunistoprørets Voldsomhed fremkaldte en stærk Reaktion mod al Kommunisme, og Sovjets Indflydelse paa K.'s nationale Bevægelse var foreløbig brudt. Efter 12 Aars uafbrudt Borgerkrig lykkedes det nu endelig at konsolidere K.'s politiske Ledelse omkring Nanking-Regeringen og dennes Gennemførelse af Sun-jat-sen's gamle Program for K.'s Styre i modificeret Form. I Løbet af Vinteren 1927—28 enedes 5 af de ledende Generaler i Syd- og Vestkina: Tsjiang og Feng, Jen-hsi-sjan i Provinsen Sjensi, Pei i Hankow og Li i Kanton om Samarbejde baade indbyrdes og med Nanking, idet Tsjiang dog vedblev at være Nationalistregeringens Generalissimus. I Begyndelsen af Foraaret 1928 indlededes et fælles Felttog mod Mantsjugeneralen Tsang-tso-lin. 3 af de ledende Generaler gik imod Peking, hvorpaa Tsjang rømmede K.'s gamle Hovedstad med en højtidelig Proklamation og vendte tilbage til Mukden, hvor han dræbtes ved et Bombeattentat. Faa Dage efter, 6. Juni, besatte General Jen's Tropper Peking. Med Sejren over Nordkina var K.'s Enhed atter fuldbyrdet, og Sydkinas hvide Nationalistfane vajede over de 18 Provinser inden for den store Mur. Kuomintang-Partiets ledende Ideer havde sejret trods alle Vanskeligheder. Efter Sejren samledes Generalerne i Peking for at enes om en Ordning for Fremtiden, deriblandt Demobilisering af de mange Tropper og Genindførelsen af civilt Styre. Det