Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Nordamerikanske Fristater
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
er der Grund til at omtale den righoldige
Kvindelitteratur, som U. S. A. i de sidste 20
Aar har frembragt. Nævnes bør her særlig
Edith Wharton (Twilight Sleep, The
Children), Willa Cather (One of Ours,
O Pioneers!) og Fanny Hurst (med
Romanerne Lummox, Mannequin og Five and Ten).
Venter man, naar man gaar fra Romanen over
til at betragte Dramaet i moderne
amerikansk Litteratur, at finde blot tilnærmelsesvis
saa stor en Rigdom i Produktionen, vil man
blive skuffet. Amerika har til Dato kun
frembragt een eneste Dramatiker af Betydning,
nemlig Eugene O’Neill, der begyndte med
at skrive Stykker om Søen (The Moon of the
Caribbees), og hvis sidste Stykke (Strange
Interlude) skildrer Menneskets
Underbevidsthed. Mellem disse to Yderpunkter har han ydet
det fortrinlige i tre Dramaer fra 1921: Emperor
Jones, Diff’rent og The Straw, der alle viser
en skarp Karakteriseringsevne, en sikker
Replikbehandling og et udpræget Talent for at
skabe en Atmosfære, som gerne er af en egen
dyster Virkning. Selv om han ikke helt kan
sige sig fri for europæisk Paavirkning (fra
Strindberg og Synge), har han dog i
Stykker som disse og Dramer som Anne
Christie og Desire under the Elms ydet noget
særpræget og givet et saa vægtigt Bidrag til
Dramaets Historie, at det meste af hans
Produktion sikkert vil blive staaende, naar mange
af hans Samtidige inden for Roman og Lyrik
for længst er glemt.
Hvad angaar Lyrikken kan man her
ikke skelne saa skarpt mellem de forskellige
Retninger, som man kunde det inden for
Romanen. Der skrives umaadelig meget Lyrik i
det moderne Amerika, men det er i de fleste
Tilfælde Vers for Dagen, ikke for Aarene. Der
iindes i Virkeligheden kun fire Lyrikere, som
er værd at huske: E. A. Robinson (The
Man Against the Sky), Edgar Lee
Masters (Spoon River Anthology), Carl
Sandburg (Chicago Poems) og Vachel
Lindsay (The Congo and other Poems). Fælles for
dem alle er deres Realisme og den Kraft,
hvormed de forstaar at mejsle den enkelte
Strofe. Det er kun sjældent, at de (som
Sandburg i Cool Tombs) hengiver sig til en
Stemning. Det samme gælder ogsaa om den
betydeligste kvindelige Lyriker Amy Lowell
(Men, Women and Ghosts), der imidlertid ikke
er meget amerikansk i sin Form. De vigtigste
amerikanske Lyrikere findes samlet i et Bind:
Modern American Poetry, der i 1919 og 1921
blev udgivet af Louis Untermeyer.
Inden for den moderne amerikanske
Kritik gør der sig to Strømninger gældende:
den konservative østamerikanske
Traditionalisme, der holder fast ved de gamle puritanske
Idealer (særlig repræsenteret af Stuart P.
Sherman med Bogen On Contemporary
Literature 1917), og den radikale Ungdom, der
hører hjemme dels i New Yorks
Bohême-Verden, dels i de midt-vestlige Stater. Dens mest
fremtrædende Repræsentanter er Sønner af
tyske og jødiske Ny-Indvandrere: H. L.
Mencken (med sine Samlinger Prejudices 1919,
1920, 1922, 1924) og Lewisohn (med A
Modern Book of Criticism 1919) samt George
Nathan (f. 1882), der væsentlig beskæftiger
sig med Teaterkritik. (Litt.: Carl and
Mark van Doren, American & British
Literature since 1890; Van Doren, The
American Novel; Bechhofer, The Literary
Renaissance in America; Regis Michaud,
Litérature Américaine [Panoramas des
Littératures Contemporaines]).
E. B.
Historie.
1924 vedtoges atter en ny Udvandringslov,
hvorefter Procenten for Indvandrere fastsattes
til 2 paa Grundlag af en Folketælling 1890,
hvilket praktisk talt betød Udelukkelse af de
ilde sete Japanere. Ved Præsidentvalget 4. Nov.
1924 var opstillet som Republikanernes
Kandidat den fungerende Præsident, Coolidge, som
Demokraternes Davis, der bl. a. udtalte sig for
Tilslutning til Folkeforbundet, aktiv Deltagelse
i Verdenspolitiken og i Europas Genrejsning
samt for Toldnedsættelser. Coolidge valgtes med
379 Stemmer, Davis fik 139, en Kandidat for
et agrarisk »Fremskridtsparti«, La Folette. Ved
Valgene samme Dag til Repræsentanternes Hus
fik Republikanerne ligeledes Flertal. 20. Dec.
1924 vedtog Repræsentanternes Hus et
Flaadebudget, der balancerede med 300 Mill. Doll.,
hvoraf 100 Mill. til Nybygninger. 5. Marts 1925
afløste Kellogg Hughes som Udenrigsminister.
I Dec. 1925 forbød Regeringen i Washington
Chile og Peru, der var kommet i Konflikt, at
paakalde Folkeforbundets Mægling. Gentagne
Gange senere betonede Coolidge det Ansvar og
den Interesse, Staterne maatte føle over for det
latinske Amerika. I Marts 1926 mæglede
Staterne mellem Chile og Peru, i Novbr. 1926
erklærede Coolidge i en Forsvarstale for
Staternes Udenrigspolitik, at Europas kroniske
Fattigdom skyldtes Mangel paa Flid og Karakter. I
Marts 1927 tog Staterne over for England og
Japan Initiativet til Afholdelse af en
Tremagtskonference i Genève om Flaadenedrustning. I
Decbr. 1927 tiltraadte Coolidge et Forslag om
et femaarigt Flaadeprogram, omfattende en
meget stor Flaadeudvidelse. Coolidge optraadte
dog tillige i sine Taler som fredsvenlig
Forkynder, og hans Udenrigsminister blev 1928
Hovedmanden for den berømte Kellogg-Pagt, de
civiliserede Magters fælles Løfter om Forsagelse
af alle Krigstanker. 7. Decbr. 1928 erklærede
Udenrigsminister Kellogg selv, at hverken
Monroedoktrinen eller De Forenede Staters
udenrigspolitiske Uafhængighed berørtes ved
Kellogg-Pagten. Med Hensyn til økonomisk Politik
fastholdt Coolidge’s Regering Toldbeskyttelse. — 6.
Novbr. 1928 afholdtes nyt Præsidentvalg,
Coolidge havde ikke villet lade sig genopstille. For
Republikaneren Hoover var der 15500000
Stemmer og 444 Valgmænd, for Demokraten Al
Smith 11200000 Stemmer og 87 Valgmænd. 4.
Marts 1929 overtog Præsident Hoover sit
Embede. I sit Budskab til Kongressen 3. Decbr. 1929
fremhævede Hoover, at den økonomiske Stilling
var god, men udtrykte sin Betænkelighed ved
de trods Kellogg-Pagten stigende
Rustningsudgifter. — Fra 1. Juli 1929 gælder der for
Indvandringen Bestemmelser, hvorefter der fra
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
