Samarbejde mellem de nordiske Lande for Tilvejebringelsen af Konventioner til Løsningen af visse international-privatretlige Spørgsmaal om Ægteskab, Adoption og Værgemaal, Inddrivelse af Underholdsbidrag, se Nordiske Civilretskonventioner. A. D. B. * Nordiske Civilretskonventioner. Da i 1909 den fællesnordiske Familieretslovgivning planlagdes, forudsatte man, at der, naar alle de ensartede Love i Emnet var vedtagne — hvad nu er sket —, burde sluttes Konventioner eller Traktater mellem de nordiske Lande om, hvilken af Staterne der skulde have Ret og Pligt (Kompetence) til at afgøre givne Retsforhold, f. Eks., hvor en Separation eller Skilsmisse skulde søges, og om, hvilken Stats Lovgivning der da skulde bringes til Anvendelse. Ved alle Spørgsmaal om Personret, Familieret og Arveret er der den Vanskelighed, at Sverige og Finland lægger Vægt paa, hvor Personen er Statsborger, medens Danmark, Island og Norge lader Personens faste Bopæl være afgørende. De i de sidste Aar udarbejdede nordiske Familierets-Konventionsudkast lægger Hovedvægten paa Bopælen (Domicilet) og paa Loven i den Stat, hvor Afgørelsen træffes. I 1926 paabegyndte Delegerede fra Danmark, Finland, Norge og Sverige Forhandlingerne; fra 1929 har tillige en islandsk Delegeret deltaget i Arbejdet. I nærmeste Fremtid venter man to Konventioner undertegnede, for derpaa at forelægges Rigsdagene i de 5 Lande. Dels en mindre Konvention, hvorefter det Offentlige hjælper den, som ved Dom eller Øvrighedsbeslutning har faaet fastslaaet Underholdskrav; det praktisk vigtigste er Kravet mod det uægte Barns Fader. Kravet sendes fra den afgørende Stats Myndigheder til den Stats Myndigheder, hvor der ønskes Udlæg hos den, som skal betale, og som nu opholder sig eller har Formue der. Den anden Konvention angaar de Forhold, hvorom der nu er givet ensartede Love, nemlig om Ægteskab, Adoption og Værgemaal. Ved Ægteskab gælder det Betingelserne for at blive gift, selve Vielsen; Separation, Skilsmisse og Ægteskabs Omstødelse, desuden de formueretlige Virkninger af Ægteskabet; men her har man dog maattet holde alle de Tilfælde udenfor, hvor Forholdet skal bedømmes efter den ældre Ægteskabslovgivning, hvilket i Sverige gælder Ægteskaber indgaaede før den 1. Jan. 1921, og i Finland før den 1. Jan. 1930. De fleste af de Afgørelser, som er truffet i et af Landene — dog ikke de formueretlige — skal uden særlig fornyet Prøvelse have Gyldighed i det Land, hvor de paaberaabes. Den sidste Regel, ligesom de omtalte Regler om den umiddelbare Fuldbyrdelse af Underholds- (Alimentations-)Afgørelser, hænger nøje sammen med et i 1929 paabegyndt og nu næsten afsluttet Arbejde paa en ny vigtig Konvention mellem de 5 nordiske Lande. Allerede i 1861 sluttedes der en Konvention mellem Sverige og Danmark (se den danske saakaldte Mellemrigslov af 19. Febr. 1861) om, at en Dom eller dansk offentligt Forlig eller Alimentationsresolution kan kræves fuldbyrdet (eksekveret) umiddelbart af det andet Lands Foged, naar der hjemmefra var givet Attest om, at Fuldbyrdelse kunde ske i Hjemlandet, naar der handledes om andet end Straf, og naar Fyldestgørelse søgtes i Gods. Denne gamle Konvention, der ingen Ulemper har affødt, tilsigtes nu udstrakt til at omfatte alle 5 nordiske Lande og til at give almindelige Regler ikke blot om Fuldbyrdelsen, men ogsaa om Dommens bindende Virkning ved Retsafgørelserne i de andre af Staterne. En Konvention herom er saa meget vigtigere, som Danmark følger det Princip at lægge en fremmed Dom uprøvet til Grund for Afgørelsen, blot vi finder, at den Dømte med Rette er draget ind for den fremmede Domstol, medens de øvrige nordiske Lande, derunder Norge i sin nye »Tvistemaalslov«, forbeholder sig at prøve alle fremmede Dommes Indhold, foruden Kompetencen til at sige Dom over den Dømte, har man i 1930 paabegyndt Arbejdet paa en nordisk Konvention vedrørende Arv og Dødsboskifte samt den Konkurslovgivning, der staar i Forbindelse hermed. Disse Spørgsmaal har stor praktisk Rækkevidde, dels fordi de nordiske Lovgivninger her stadig viser store indbyrdes Afvigelser, dels fordi Spørgsmaalet om, hvilken Stat der skal have Nutidens høje Arveafgift, har faaet stor økonomisk Betydning. Konventioner mellem de 5 nordiske Lande kan paa Grund af det store Samkvem, den ensartede Lovgivning og den ensartede kulturelle Udvikling tjene til yderligere at knytte disse Lande til hinanden (se Nordisk Civillovgivning, Suppl.). V. B. Nordisk Familiebok. N. F.'s Supplementsbind sluttedes 1926. En ny Udgave — den tredje — begyndte 1923 og har nu (Juni 1930) med det 11. Bind naaet til kragduva. Denne Udgaves Hovedredaktør var for 1. Binds Vedkommende Erik Thyselius og efter ham Dr. phil. Verner Söderberg. R. B-g. * Nordkaukasien (Severo Kavkaskij Kraj), Region i R. S. F. S. R.'s sydligste Del, 293176 km² med 8363086 Indb. (1926) eller 28,5 pr. km², begrænses mod Vest af Sortehavet, det asovske Hav og Republikken Ukraine, mod Nord af Guvernementerne Voronets og Stalingrad, mod Øst ved Jergeni Højderne til Kalmukkernes autonome Omraade og sydligere til Republikken Daghestan. Sydgrænsen, der følger Vandskellet i Kaukasus, slutter sig til Georgien. Undertiden medregnes til N. ogsaa den autonome Republik Daghestan (s. d.). N. omfatter saaledes væsentlig de gamle russiske Guvernementer Kuban, Stavropol og Rostov (Don-Omraadet) samt en Del af det tidligere ukrainske Guvernement Bakhmut. N. falder i 4 Hovedomraader omtrent svarende til de 4 Subregioner, hvori N. deles. Landet Nord for Don (Subregion Asovske Stepper) er et frugtbart Agerbrugsland og er rigt paa Kullejer. Betydelig Handel og Industri drives i Byerne ved Don og ved det asovske Hav. Slettelandet mellem Dons Bækken og Kaukasus' lave Udløbere mod Nord deles af det lave Stavropolplateau i 2 Dele. Den østlige Del, Øststeppernes Underregion, er en Fortsættelse af Saltstepperne ved det kaspiske Hav, og Agerbrug er her kun muligt ved kunstig Vanding. Af de Floder, der