Tarse, se Heraldik, S. 289. Tarsis, d. s. s. Tarshish. Tarske, se Heraldik, S. 289. Tarso, se Tibesti. Tarsus, d. s. s. Tarsos. Tarsus, (1927) 22058 Indb. Tartaret, se Mont Dore. Tartaros, se Teogoni. Tarum, se Batavia og Java, S. 853. Tasa, d. s. s. Teza. Taschkurgan, se Chulm. Tashkent, Hovedstad i Arrondissementet T. (15225 km² med 674219 Indb. i den socialistiske Sovjet-Republik Usbekistan), har 323613 Indb. (1926), overvejende Usbeker, Russere, Kirgisere og Tatarer. — T. var i det russiske Kejserdømmes Tid Hovedstad i Generalguvernementet Turkestan og blev efter Revolutionen Hovedstad i Republikken Turkestan. Efter den nye nationale Inddeling af Centralasien blev Samarkand Hovedstad i den nydannede Republik Usbekistan. T. er dog stadig Centralasiens landbrugs-kulturelle Centrum og er i kraftig Vækst. W. P. Taskul, se Altai. Tasman-Bræen, se New Zealand, S. 895. Tasman Mountains, se New Zealand, S. 894. Tasso, d. s. s. Thasos. Tat, se Fiskeredskaber, S. 153. Tatakoto, se Tuamoto Øer. Tatardalen, se Borsa. Tatarernes Autonome Socialistiske Sovjet-Republik (A. T. S. S. R.), føderativ Del af R. S. F. S. R., hørende til den centrale Volga Region og liggende omkring Volga og dens Biflod Kama. Arealet er 68624 km² med 2594008 Indb. (1926) eller 37,8 pr. km². Af Befolkningen, som Helhed, er 52,1 % Tatarer, 40,1 % Russere, 4,9 % Chuvasker, 1,5 % Mordviner, og forskellige mindre Folk udgør Resten. Paa Landet er Tatarerne i noget større Overvægt, 54,6 %, medens Russerne udgør 73,9 % af Bybefolkningen (Tatarerne 22,7 %). Befolkningen lever af Landbrug, i Byerne findes en Del Industri, der især omfatter Forædling af Landbrugsprodukter. — Tatarerne deltog i Revolutionen i 1917, og 29. Maj 1920 oprettedes T. Landet led stærkt under Borgerkrigen og især i Hungeraaret 1921. T. deles i 12 Kantoner, i Kantonen Arsk ligger Kasan, der er Hovedstad og danner en administrativ Enhed for sig ligesom det nærliggende Jernbaneknudepunkt Judino (1407 Indb.). Kasan har 179207 Indb. (1926), hvoraf 72 % Russere og 24 % Tatarer. Kasan var en Tid i 1918 besat af Czekoslovakerne (6. Aug.—2. Septbr.) og truedes af Hvidgardisterne i 1919. I 1920 blev den Hovedstad i T. W. P. Tatari, se Sassari. Tatariske Republik, se Tatarernes Autonome Socialistiske Sovjet-Republik (Suppl.). Tatischtschev, V. N. Rettelse, S. 115, Sp. 2, L. 9—10 f. o.: Bd 1—2 blev udg. 1768—73, Bd 3 kom 1784, og først 1848 udgaves af Pogodin Bd 4. — læs: Bd 1—3 blev udg. 1768—74, Bd 4 kom 1784, og først 1848 udgaves af Pogodin, Bd 5. — Tatunay, se Bæltedyr, S. 380. * Tauber, Emmanuel, dansk Personalhistoriker (1776-1847), f. i Horsens, blev Student 1793 og var Lærer ved forskellige lærde Skoler, 1811—45 Rektor i Aalborg. Han udgav 1840—44 en Samling af biografiske Notitser om Aalborg Skoles Dimittender; hans »Personalhistoriske Notitser om Embeds- og Bestillingsmænd i Aalborg« udkom først 1879—80. P. E. Tauber, Richard, tysk Sanger, f. 1892, debuterede som lyrisk Tenor 1923 og har været knyttet til Statsoperaerne i Berlin og Wien, er bl. a. ogsaa optraadt i Kjøbenhavn paa Det kgl. Teater og i Koncertsalen; T. er siden nærmest gaaet over til Operetten. W. B. Taubmann, O., d. 5. Juli 1929 i Berlin. Taufsten, se Hessen. Taulov, J. B., se Thaulow (Slægt). Taulov, Stationsby, Fredericia—Kolding-Banen, 338 Indb. (Se Danmark, Samfærdselskortet, Suppl.). * Taunay [to'næ], Nicolas Antoine, fransk Maler, f. 1755 i Paris, d. 1830 sammesteds. T., uddannet i Paris under Lépicié m. fl., i Rom som Akademi-Pensionær, en Tid i Brasilien, hvor han stiftede en Kunstskole, blev højtskattet af Datidens Publikum for sine Historiebilleder (hvor af bl. a. »Petrus Eremitten« kom til Louvre), »Henrik IV og Sully« (Mus. i Nantes), »Bonaparte modtager Fanger« (Versailles) etc. A. Hk. Taungs, se Betschuanerland. Taunton, By i det sydlige England, (1927) 24560 Indb. Tauragiai, d. s. s. Tauroggen. Taurion, se Vienne, Haute. Taurokolsyre, se Galde, S. 334. Taurus, se Tyren. * Taut, Bruno, tysk Arkitekt, f. 1880 i Königsberg. Gennem Artikler og en lang Række Bøger om moderne Bygningskunst og gennem sine Byggearbejder er T. naaet at blive en af de mest omtalte Mænd indenfor moderne Arkitektur. Han har bestandig søgt at udnytte nye Muligheder i Bygningskunsten, først ved Brug af moderne Materialer: Glas- og Jernbygning paa Byggeudstillingen i Leipzig 1913, Glashuset, Werkbundsudstillingen i Köln 1914, senere ved kras Anvendelse af Farver. Som Stadtbaurat i Magdeburg (kun et enkelt Aar, 1921—22) lod han en Mængde Façader af ældre Bygninger bemale med rene, stærke Farver. Det er iøvrigt vanskeligt at se nogen Linie i hans Bygningskunst. Hans propagandamæssigt formede Bøger har vundet stor Udbredelse og sat en Mængde vigtige Spørgsmaal under Debat: Byplanproblemer, Standardisering, Hjemmenes Rationalisering og lignende. Hans væsentligste Byggearbejder er: »Halle für Stadt und Land«, Magdeburg, Boligkarréer i Berlin ved Schillerpark, Britz og andre Steder, Gehag-Haveby, Zehlendorf, Berlin. Litterære Arbejder bl. a.: »Die Stadtkrone« (1919), »Alpine Architektur« (1920), »Der Weltbaumeister« (1920), Tidsskriftet »Frühlicht« (1921), »Die neue Wohnung« (1924), »Ein Wohnhaus« (1927), »Bauen« (1927). S. E. R. * Taut, Max, tysk Arkitekt, Broder til foregaaende, f. 1884 i Königsberg. Virksomhed i Berlin. Har opført Kontorbygninger for