Toldgodtgørelse. Efter Lov 31. Marts 1928 ad § 37 kan der ved Reparation eller Ombygning paa danske Værfter af danske eller fremmede Skibe med Inventar og Maskiner for de tü Reparationen anvendte Materialer og Genstande af indenlandsk Oprindelse indrømmes Værftet en Godtgørelse, svarende til Tolden af Varerne i den Stand, hvori de leveres til Værftet. Bestemmelserne om Tilbagebetaling af den erlagte Told findes i øvrigt i §§ 35—38 i Toldloven af 29. Marts 1924. En Oversigt over de Bevillinger til T., der kan tilstaas i Henhold til de anførte Lovbestemmelser, findes i »Samling af Bestemmelser vedrørende Toldbehandling af Varer« (Kbhvn. 1925). Fr. T. * Toldkonferencen i Genève. Den økonomiske Verdenskonference udtalte i en af Resolutionerne af 23. Maj 1927, at »en Tilbagevenden til virkelig Frihed i den internationale Handel er en af de første Betingelser for Verdens Velfærd«, og at »Tiden nu er inde til at gøre Ende paa Toldsatsernes Stigen og at arbejde i den modsatte Retning«. Bestræbelserne for at omsætte de af den økonomiske Konference proklamerede Grundsætninger i Praksis satte først Frugt i Konventionen af 8. Novbr 1927 om Ophævelse af Ind- og Udførselsforbud og af Ind- og Udførselsrestriktioner, hvilken Konvention den 11. Juli 1928 blev suppleret dels med en Overenskomst om Betingelserne for dens Ikrafttræden, dels med to andre Aftaler, den ene om Udførsel af Huder og Skind, den anden om Ben, se Udførselskonventionen, Suppl. For imidlertid at skaffe bedre Vilkaar for en videre Gennemførelse af den økonomiske Konferences Resolutioner, navnlig ved at dæmme op for Toldsatsernes Stigen, fremsatte den belgiske Udenrigsminister Paul Hymans og den britiske Handelsminister Graham paa Folkeforbundets Delegeretforsamling i Septbr 1929 Tanken om en midlertidig Toldvaabenhvile, og efter Forhandling i Forsamlingens 2. Hovedudvalg vedtoges paa Grundlag af den tyske Rigsdagsmand Breitscheid's Beretning en fransk-engelsk-belgisk Resolution, der anbefalede en Overenskomst om, at Staterne »for et Tidsrum paa to eller tre Aar« ikke maatte forhøje deres dagældende Beskyttelsestold eller indføre ny. Da det viste sig, at et stort Antal Lande var rede til at deltage i en Drøftelse herom, indbød Folkeforbundsraadet alle Magter til at sende Repræsentanter til en Konference i Genève til Forhandling om en Toldfred (trève douanière, tariff truce, Zollwaffenstillstand). Konferencen, der under Forsæde af Grev Carl Moltke varede fra 17. Febr til 24. Marts 1930, talte Delegerede for 26 europæiske Magter, d. v. s. alle Stater i Europa undtagen Sovjetforbundet, Island og Albanien; desuden deltog Delegerede for tre ikke-europæiske Lande (Japan, Columbia og Peru), hvorhos Nordamerikas Forenede Stater og seks andre oversøiske Magter sendte Repræsentanter for at følge Forhandlingerne. Folkeforbundets økonomiske Udvalg havde udarbejdet et Traktatudkast, hvis Hovedpunkt var Forpligtelsen til ikke at forhøje Tolden eller andre Ind- og Udførseisafgifter paa Varer fra de andre kontraherende Magter og ikke at lægge Told paa hidtil toldfri Varer. Om end Konferencens Flertal udtalte sig for en Toldfred som den foreslaaede, rejstes der mange Indvendinger imod Udkastet, og baade Italien og Frankrig gik aabent imod det. Det lykkedes dog at opnaa Enighed paa andet Grundlag, og 24. Marts 1930 vedtog Konferencen en international Overenskomst, der har Betegnelsen »Handelskonvention«. Ved denne Konvention gøres paa Italiens Forslag gældende tosidede Handelstrak-tater uopsigelige i et Aar (til 1. Apr. 1931). De Lande, hvis Toldsatser ikke eller kun i ringe Omfang er bundne ved Traktat (Danmark, Holland, Norge, Portugal og Storbritannien), forpligter sig dernæst til ikke at forhøje bestaaende Beskyttelsestold eller indføre ny saadan Told. Fiskaltold kan derimod forhøjes eller indføres, men den Magt, som mener sine Interesser alvorligt skadet derved, har i saa Fald Ret til straks at opsige Konventionen med en Maaneds Varsel. De Lande derimod, hvis Toldpolitik hviler paa Tariftraktater, kan om fornødent forhøje deres Toldsatser, men den Stat, som mener sine Interesser alvorligt skadet ved Forhøjelsen, kan i dette Tilfælde inden to Maaneder, efter at have faaet Meddelelse om Toldforhøjelsen begære Forhandling med det toldforhøjende Land, og hvis denne Forhandling ikke har ført til noget Resultat inden to Maaneder efter Fremsættelsen af Begæringen derom, har den skadelidte Stat Ret til at opsige Konventionen enten over for alle de deltagende Magter eller alene over for det Land, der har forhøjet Tolden. Endvidere fastsætter Konventionen, at Tariflande skal underrette de andre kontraherende Magter om eventuelle Toldforhøjelser, om muligt 20 Dage inden deres Ikrafttræden. Endelig indeholder den en Række Bestemmelser om Forholdet til tosidede Handelstraktater, om Konventionens Ratifikation, der skal ske inden 1. Novbr 1930, om dens stiltiende Fornyelse for 6 Maaneder ad Gangen, om andre Magters Tiltræden, om Opsigelse m. m. Konventionen, der suppleres af en Protokol med forklarende Bestemmelser, træder i Kraft paa et Tidspunkt, som fastsættes af en Konference i Novbr 1930. Hidtil er Konventionen undertegnet af 18 Stater, deriblandt de nordiske Lande og de europæiske Stormagter. Som nævnt udelukker denne Overenskomst ikke, at Tariflande forhøjer deres Beskyttelsestold, men den forhøjende Magt er i saa Fald i Overensstemmelse med en fra fransk Side fremsat Tanke forpligtet til paa Anmodning derom at forhandle med de Lande, som Toldforhøjelsen skader, og, hvis Forhandlingen ender resultatløst, udsat for, at Konventionen opsiges. Et Fortrin er det, at det, bl. a. ved dansk Medvirken, lykkedes at fjerne alle Forbehold om at undtage bestemte Varer (Landbrugsprodukter) fra Konventionens Regler. Ligesom Konferencen for første Gang havde samlet et stort Antal Toldministre, er Konventionen den første almindelige internationale Handelstraktat, der hidtil er sluttet. Den har i høj Grad bidraget til at internationalisere