Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Bjørnson, Bjørnstjerne, norsk Digter og Folkeleder (1832-1910)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Sprogbehov at udvikle videre det Kulturmaal,
som i sin ydre Skriftform havde en overvejende
dansk ell. fælles dansk og norsk Oprindelse,
men som i Norge gennem Aarh. var vokset
sammen med et norsk Tonelag og Klangpræg
til en ny-norsk Sprogtype. Sprogmusikken og
en væsentlig Del af Ordenes Grundstof
stammede i ubrudt Sammenhæng fra Gammelnorsk.
Den ny-norske Maalstrid var for fuldt Alvor
blevet aabnet af den 22-aarige Student P. A.
Munch i en Artikel i »Vidar«, 1832, med et
Angreb paa Henrik Wergeland’s Brug af
særnorske Ord og Udtryk. Ad den Vej, mente
dengang den unge Munch, kunde man alene
opnaa at skrive et mere og mere provinsielt og
fordærvet Dansk. Denne saa at sige før-Darwin’ske
Opfattelse af Sprogene som væsentlig
faste, uforanderlige Typer, som alene kan
forurenes ved Blanding, blev af P. A. Munch’s
store Elev, Ivar Aasen, lagt til Grund for det
saakaldte »Landsmaal-Stræv«. I Modsætning til
denne revolutionære Sprogbevægelse mente den
unge Wergeland og senere Asbjørnsen og Moe,
B. og Ibsen, at deres Modersmaal kunde
udvikles videre i den Retning, som for Nordmænd
faldt naturlig. Den unge B.’s og den unge
Ibsens Indsats i Maalstriden var den, at de
beviste, at en udpræget norsk Sprogtone egnede
sig lige godt for alle Digtarter: Drama, Lyrik
og episk Fortælling. Mod Sprogteorier satte
de Sprogkunst. Mod lærde Advarsler satte de
en ny levende Virkelighed. For B. som for Ibsen
laa det mest nationale i Sproget ikke i de
een Gang for alle fikserede og stivnede Former,
men i Tonefald, Klangfarve, Ordvalg, Sætningsbygning
og Stilpræg, kort sagt i det endnu unge
og levende, det voksedygtige i Sproget. Disse
unge Genier kunde ikke afklæde sig deres
Modersmaal. De kunde ikke andet end lade det
vokse, som Udtryk for egen Vækst. Og selv
om enkelte, især danske, Kritikere stejlede, som
naar Johan Ludvig Heiberg fandt »hele Aanden
i B.’s Sprog (i »Halte-Hulda«) aldeles udansk«,
og Redaktør C. St. Bille i (dansk) »Dagbladet«
brændemærkede Sproget baade i »Synnøve« og
»Halte-Hulda« som »et ravnorsk lavet Idiom,
en malebarisk Dialekt, som er baade
uforstaaelig og ubehagelig«, saa viste det sig dog
inden kort Tid, at den ny Sprogkunst vakte
baade Forstaaelse og Velbehag i Norge og over
hele Norden. Den Tid kom forholdsvis snart,
da hvert nyt Værk af B. og Ibsen blev modtaget
i alle de nordiske Lande med en lyttende
Stilhed. Det blev disse to Digtere, med den
Sprogform, der af enkelte Modstandere kaldtes
»Provins-Dansk«, som med større Kraft end nogen
af de tidligere Forf. knyttede Nordens Folk
sammen til en fælles Læsekreds og udvidede
denne til Jordens øvrige Kulturfolk.
B.’s ny Menneskeskildring fandt straks varme
Beundrere baade i Norge og Danmark, fremfor
alle Clemens Petersen, hvis Kritik i »Fædrelandet«
blev af trykt i norsk »Morgenblad«. Men
den mødte ogsaa Kulde og delvis skarp Kritik.
Enkelte, som Vinje, fandt, at en Skildring af
Almuesfolk ikke kunde være nogen stor
Digtning. Og medens en senere Tids Kritikere har
fundet B.’s Ungdomsdigtning overvejende
»romantisk«, var der, den Gang den fremkom, ikke
faa, som blev stødt tilbage af realistiske Træk.
Den dramatiske Skildring af vild Lidenskab i
»Halte-Hulda« blev af to ledende danske
Digter-Kritikere, Johan Ludvig Heiberg og Meïr
Goldschmidt, betegnet som altfor »raa«, »uskøn«,
»upoetisk«, en Dom, som i Norge blev istemt
af Vinje. Det er betegnende for Brydningen
mellem gammelt og nyt, at da B. og Ibsen omtr.
samtidig søgte at rykke ind paa Oehlenschläger’s
Skueplads med et norsk Sagadrama og en
tragisk Type fra den samme Sagnkreds, »Halte
Hulda« og »Hærmændene«’s Hjørdis, blev de
afviste baade fra det kgl. Teater i Kbhvn og
fra det af Danskeren C. Borgaard ledede »Chria
Teater«. »Et norsk Teater vil næppe fremgaa
af Laboratoriet for disse Eksperimenter; det
danske trænger heldigvis ikke dertil«, —
saaledes lød Johan Ludvig Heiberg’s Profeti. Ogsaa
i Norge var der dem, som tvivlede om, at der
kunde komme noget stort ud af Ibsen’s ell.
B.’s ny Digtning, ligesom mange saa
mismodige paa Arbejdet for at opbygge en norsk
Kultur. Norges Land er for fattigt til at
frembringe store Mænd ell. store Værker, hævdede
i en mistrøstig Stund Asmund Vinje. Ogsaa
Henrik Ibsen gav i Mesterværker som »Brand«,
»Peer Gynt« og »De Unges Forbund« Udtryk
for en Tilbøjelighed til national Selvforringelse,
som var ikke lidet udbredt i 1850—60’ernes
Norge. Det er mod denne historiske Baggrund,
den unge B.’s lyse og frejdige Skikkelse maa
ses. En urokkelig Tro paa det norske Folk, et
ubøjeligt Mod paa Nationens Vegne, det var for
ham et Udtryk for hans egen Selvopholdelsesdrift.
Af Sagatidens store Minder uddrog
han ikke en knusende Dom over Samtidens
Nordmænd, men tværtimod et større og lysere
Syn paa sin Samtid, — en national Suggestion,
hvoraf han var med at høste Frugterne gennem
et halvt Hundrede Aar som en af Førerne for
den nationale Selvstændigheds Parti.
B.’s Deltagelse i det politiske Liv begyndte
i Bergen, hvorhen han i Høsten 1857, som
»Synnøve«’s og »Mellem Slagene«’s Digter, var blevet
kaldt af Ole Bull for at lede det norske Teater,
som Henrik Ibsen kort forud havde forladt,
og hvor en ny Livslykke i Forlovelsen og
Ægteskabet med Karoline Reimers hjalp hans
Begavelse som lyrisk Digter og Folketaler til at
springe ud i fuld Blomst. Trods Tidsforholdenes
Ugunst lykkedes det B. gennem halvandet
Aars Virksomhed at hæve det unge Teater op
til at blive »det gode Haabs Forbjerg« for norsk
Scenekunst. Den trykkede Stemning i Bergen
efter den store Handelskrise hindrede ham
stærkt som Teaterchef, men blev til Gengæld
den Drivkraft, han med dram. Geni benyttede
til sin første politiske Bedrift: Ombytningen af
de fire tidligere Stortingsmænd med fire ny,
som var mere udpræget nationale. Efter
Valgsejren fejrede han sin første Triumf som
Folketaler ved 17. Maj-Festen 1859. Ved denne
Lejlighed lød hans første Fædrelandssang »Vi
Nordmænd vil synge for Norge en Sang« (Beg. blev
senere forandret til: »Der ligger et Land mod
den evige Sne«), snart efter fulgte »Ja, vi elsker
dette Landet« (digtet Forsommeren 1859), som
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
