Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Boieldieu, Francois Adrien, fr. Komponist, (1775-1834) - Boilader, se Bojar. - Boileau-Despréaux, Nicolas, fr. Smagsdommer og Digter, (1636-1711) - Boilly, Louis Leopold, fr. Maler, (1761-1845)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
smagfuld Instrumentation og i Harmonik og
Rytmik mere velgørende Naturlighed end
kunstfuld Opfindsomhed. Det højeste Udslag af B.’s
Begavelse er ubetinget »Den hvide Dame«.
Anlægget er her bredere, Udtryksmaaden
kraftigere og mere dramatisk virkende. Ved at
benytte skotske Folkemelodier har B. derhos
givet denne Opera en egen »romantisk« Charme,
der har skaffet ham Navn af »Frankrigs Weber«.
(Litt.: A. Pougin, B., sa vie et ses œuvres
[1875]; F. A. de Lassus, »B.« [i Musiciens
célèbres]).
W. B.
Boilader, se Bojar.
Boileau-Despréaux [bwa↱lo-dæpre↱o],
Nicolas, fr. Smagsdommer og Digter, f. i Paris
1. Novbr 1636, d. smst. 13. Marts 1711. B.
mistede tidlig sin Moder og henlevede en sygelig
og ulykkelig
Barndom bl.
sine mange
Søskende i et
Hjem, som
Faderen, der var
Retsskriver,
ikke kunde
tage sig af.
Fra 1652
studerede han
Teologi ved la
Sorbonne, men
byttede snart
dette Studium
med Juraen og
blev Advokat
1656. Han
lagde ogsaa snart
Retsvidenskaben paa Hylden, og hans Fædrenearv satte ham
i Stand til udelukkende at hellige sig Studiet
af Digtekunsten, navnlig de gr. og lat.
Klassikere. Navnet Despréaux føjede B. til sit
Navn — maaske efter et Familiegods — for at
skille sig fra 3 af sine Brødre, der ogsaa var
Litterater. 1660 skrev han sin første Satire
L’adieu du poète à Paris og begyndte hermed
sit Forfatterskabs første Virksomhed,
Satiren; indtil 1668 udgav han i alt 9 Satirer.
Uden at tage Hensyn til ældre fr. Satirikere,
som han ikke kendte med Undtagelse af
Régnier, efterligner han direkte Horats og Juvenal.
Hans satiriske Mission var at lutre den litterære
Smag, nedsætte Datidens svulstige, burleske ell.
affekterede Forfattere i Publikums Øjne og bane
Vejen for den sunde Fornufts og den rene
Menneskeligheds store digteriske Talsmænd,
Corneille, Molière, Racine, La Fontaine. 1669—77
fortsætter B. sine Satirer med 9 Epîtres,
ligeledes skrevne med Horats som Mønster. I en
beundringsværdig Form docerer han sund
Fornuft, trøster Racine for hans udpebne Phèdre,
besynger den store Konge i Fred og Krig,
dadler menneskelige Laster og Smaaligheder.
1669—74 arbejder B. samtidig paa sit Hovedværk:
L’art poétique, der ligesom Horats’ Ars poetica
skulde fastslaa en Codex for den gode Smag; i
1100 Alexandrinere, fordelte i 4 Bøger, opstiller
B. Regler for den unge Digter, navnlig streng
Selvkritik, gennemgaar kortelig den fr.
Digtekunsts Historie indtil Malherbe og behandler de
digteriske Hovedformer: Lyrik, Tragedie, Epos
og Komedie. Hans Regler for Tragedien er i
det væsentlige rigtige og endnu gældende; dog
har Romantikken nedbrudt den saakaldte
aristoteliske Lov om de tre Enheder. Ellers er
B.’s stivnede Dogmatik, der i halvandet Aarh.
klemte den fr. Digtekunst i Traditionens
Skruestik, nu ganske opløst og slappet. Hans Mangel
paa Forstaaelse af Middelalderens Kunst, der
for ham repræsenterede det rene Barbari, hans
ensidige Betoning af Fornuften som øverste
Herre og Vejleder (»kun det sande er skønt, og
sandt er kun det fornuftige«), hans fantasiløse
Korrekthed og Formtilbedelse har fremkaldt en
stærk Reaktion mod hans langvarige Despoti
som »Smagens Lovgiver«. Senere Tider har
beskyldt ham for aandløst Pedanteri og prosaisk
Nøgternhed trods hans store Dygtighed som
Verssmed. Imidlertid bør det ikke glemmes, at
B. trods sin ensidig rationelle Aandsudvikling
var en virkelig højsindet og ædel Natur. Han
var en trofast Ven af sin Tids største Digtere,
han var gennemsyret af Descartes’ klare, sunde
Fornuftfilosofi; som Pascal bekæmpede han
Jesuitterne, han tilhørte Jansenismen, var
frimodig i sit Forhold til Kongen, angreb Akademiet
(hvorfor han først 1684 blev Medlem), kort sagt,
han var paa alle Omraader virksom som
Fjende af Unatur og Usandhed. Som saadan har
da B. ogsaa virkelig Fortjeneste af sit Lands
Litt.: han undervurderede ganske vist den
digteriske Inspiration, Fantasien og Følelsen, han
kendte ikke Dante ell. Shakespeare,
Middelalderkunstens vildtblomstrende og duftende
Have var for ham en utilgængelig Urskov, han
satte Formens Ulastelighed alt for højt, han
var kort sagt en Akademiker, og dog faldt det
i hans Lod at undervise udmærkede Elever. —
Næst efter L’art poétique er B.’s mest læste
Værk et komisk Heltedigt, noget i Smag med
Holberg’s »Peder Paars«, Le lutrin (1.—4. Sang,
1672—74; 5.—6. Sang, 1681—83), der i elegante
Vers parodierer over et ubetydeligt Emne, en
Nodepult, der afstedkommer alskens Chikane
mellem Prælaten og Kantoren ved
Sainte-Chapelle i Paris. — B. har tillige oversat Traité du
sublime efter den gr. Retor Longinus.
Satirerne og Epistlerne fra hans gl. Dage er svage og
betydningsløse. Bevaret er hans fine og
venskabsrige Korrespondance med Racine. Han
døde ensom, men højagtet, halv blind og døv.
— B.’s Værker er udgivne af Brossette &
du Monteil (Amsterdam 1718), Berriat
Saint-Prix (4 Bd, 1830—37, ny Udg. 1860),
Brunetière (Pragtudgave 1890) o. fl. (Litt.:
Correspondance entre B.-D. et Brossette [udg.
af Laverdet 1858]; Morillot, B.-D. [1891];
Lanson, B.-D. [1892]; E.
Dreyfus-Brisac, Un faux classique. Nicolas B. [1901]).
S. Ms.
 |
| N. Boileau-Despréaux. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
