Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Brunius, Karl Georg, svensk Arkitekt, Kunsthistoriker og Arkæolog (1792-1869) - Brunjord fra Siena (terra di Siena), se Bolus. - brun Jura ell. Dogger, mellemste Etage af Juraformationen (s. d.). - Brunjernsten (Limonit). et Mineral, der bestaar af Jerntveiltehydrat (Rust) - 1) Traadet B. - 2) Tæt B. - 3) Gul og gulbrun Okker - 4) Bønnemalm (pisolitisk B.) - 5) Myremalm (Myrmalm) - 6) Jernoolit (Minette) - Brunkeberg hed den Aas, der hævede sig paa Fastlandet N. f. selve »Staden« i det middelalderlige Sthlm - Brunketofte Lund, se Bunketofte Lund. - Brunkul kaldes de Aflejringer af Kul, som hyppig optræder i Tertiærformationen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Genopvækkelsen af romansk og got. Stil i Sveriges
Arkitektur. Bl. hans mange Skr maa nævnes:
»Skånes konsthistoria för medeltiden« (1850),
»Konstanteckninger under en resa till
Bornholm år 1857« (1860), »Gotlands konsthistoria«
(1864—66). B. ydede endvidere Bidrag til J. G.
Liljegren’s Arbejde »Nordiska fornlemningar«
(1823).
A. M. D.
Brunjord fra Siena (terra di Siena), se
Bolus.
brun Jura ell. Dogger, mellemste Etage
af Juraformationen (s. d.).
Brunjernsten (Limonit). et Mineral, der
bestaar af Jerntveiltehydrat (Rust) af den
omtrentlige Sammensætning 2Fe2O3 . 3H2O. Det
forekommer aldrig i Krystaller, men kun i
traadet krystallinske (vistnok rombiske) ell. helt
tætte ell. jordagtige, amorfe Masser. Farven kan
variere fra sortebrun til brun og gul i de forsk.
Varieteter, Haardheden kan være ret betydelig
(som Apatittens), Vægtfylden 3,6—4,0. B. er et
overordentlig udbredt Mineral, som i Naturen
opstaar af andre jernholdige Mineraler ved
Indvirkning af Luft og Fugtighed. Man
adskiller forsk. Varieteter, bl. hvilke fremhæves:
1) Traadet B., den reneste og mest
kompakte Varietet, forekommer som, ofte tykke,
Skorper med drypstensagtig ell. vortet
Overflade, afsat paa Væggene af underjordiske
Hulrum og Sprækker. Overfladen er ofte
fernisglinsende sortebrun, Brudet silkeglinsende brunt.
Smukke Eksemplarer kommer fra Siegen,
Schneeberg o. a. St. i Tyskland.
2) Tæt B., af varierende Udseende og
Renhed, optræder jævnlig i store Masser som
selvstændige Lag ell. i uregelmæssig formede Lejer.
Betydelige Forekomster findes f. Eks. ved
Kressenberg og Sonthofen i Bayern.
3) Gul og gulbrun Okker, som er
ganske løs og jordagtig og oftest meget uren, især
blandet med Ler, er særdeles udbredt i smaa
Mængder, men forekommer kun sjældnere i
saa store Masser, at den tekn. Udnyttelse
lønner sig.
4) Bønnemalm (pisolitisk B.) bestaar
af lutter Kugler, saa store som Ærter ell.
Bønner, som viser en skalformet Bygning og ofte
er sammenkittede; den er udskilt i bevæget
Vand (Kilder); den findes f. Eks. ved Kandern
og Mühlheim i Baden.
5) Myremalm (Myrmalm), rustgul og
gulbrun, meget porøs og uren, blandet med
Ler, Fosfater, organiske Stoffer m. m.,
udskilles rigelig paa sumpede Steder, hvor
stillestaaende, jernholdigt Vand udsættes for Luftens
Paavirkning. Myremalm er udbredt paa
mangfoldige Steder i Sverige, Norge, Danmark o. a.
St. (smlg. Al). Tilsvarende Dannelsesmaade har
Sømalm, der udskilles paa Bunden af Søer
(f. Eks. Furesøen o. m. St. i Sverige); den er
meget uren og løs og bestaar ofte af
sammenklumpede Smaakugler.
6) Jernoolit (Minette),
Sammenhobning af millimeterstore Kugler, vistnok
nærmest beslægtet med Bønnemalm; findes navnlig
i store Mængder i Lothringen og Luxembourg,
og er den væsentligste Jernmalm baade for
Frankrig og Tyskland.
De tætte og mere kompakte Varieteter af B.,
anvendes, hvor de forekommer i større
Mængder — hvad der ikke er Tilfældet i
Skandinavien — til Jernudsmeltning. Ogsaa
Myremalmene har i ældre Tid overalt været
benyttede til Udsmeltning af Jern, som dog bl. a.
p. Gr. a. Fosforindholdet blev daarligt; med
Kommunikationsmidlernes Udvikling forsvandt
denne Industri mere og mere (i Danmark
allerede i Beg. af 17. Aarh.); da man i Nutiden har
lært at fjerne Fosforet, anvendes Myremalm
dog endnu paa enkelte Steder i Udlandet.
Okkeragtige Varieteter af B. benyttes som
Malerfarve.
(N. V. U.). O. B. B.
Brunkeberg [-bærj] hed den Aas, der
hævede sig paa Fastlandet N. f. selve »Staden« i
det middelalderlige Sthlm. Den fik sit Navn
efter Johan Brunkow ell. Brunke, der var
Drost hos Kong Birger og hans
Hovedraadgiver, da han lod sine Brødre fængsle og
ombringe; han blev 1319 henrettet paa dette Sted,
der ogsaa siden ofte anvendtes til politiske
Henrettelser (Göran Person, Messenierne). 1471 laa
Christian I’s Hær paa Bjerget i en befæstet
Stilling, da den angrebes V. fra af Bondehæren
under Sten Sture den Ældre, og S. fra af en
Del af Besætningen fra Sthlm; først efter
gentagne Angreb lykkedes det Svenskerne at
fordrive den danske Hær, Kongen selv blev saaret,
og Dannebrog faldt i Fjendens Hænder (10.
Oktbr). Senere blev B. bebygget og udgør nu
Hoveddelen af »Norrmalm«; Brunkebergstorg
minder om Aasens gl. Navn.
Kr. E.
Brunketofte Lund, se Bunketofte Lund.
Brunkul kaldes de Aflejringer af Kul, som
hyppig optræder i Tertiærformationen. Deres
Udseende, Beskaffenhed og kem.
Sammensætning er meget vekslende; Farven er brun ell.
sort, Stregen brun. Hyppig er den organiske
Struktur endnu bevaret, undertiden er den helt
gaaet tabt. Kulstofindholdet er i Reglen 55—75
%. Koges B. i Kalilud, farves Vædsken
mørkebrun. B. brænder let, med sodende Flamme og
ubehagelig Lugt. Ved tør Destillation dannes
bl. a. Brunkultjære (s. d.).
Som særlige Varieteter af B. kan nævnes
Lignit, der fuldstændig har bevaret
Træstrukturen. I Modsætning hertil er Begkul
meget tætte og glinsende; visse Begkul nærmer
sig Stenkul i Sammensætning og lader sig let
forarbejde til Smykker (Jet eller Gagat).
Bladkul (Dysodil, Papirkul) spaltes let i
tynde Blade og er stærkt lerholdige.
Bastkul har som Ligniten bevaret den organiske
Struktur, men er dannet af Palmers Bastvæv
og Karstrenge.
B. kan siges at danne et Overgangsled
mellem Tørv og Stenkul; i de fleste Tilfælde
antages de at være dannede som Tørven; i andre
Tilfælde derimod af sammenskyllede
Vedmasser og andre Planterester. Hovedbestanddelen
af B. udgøres af Rester af Naaletræer, men
Palmer og Løvtræer har ogsaa ydet Bidrag til
B.’s Dannelse.
Udbredelse. I Danmark er B. trufne hist
og her i Midt- og Vestjylland; særlig hyppige
synes de at forekomme omkr. Silkeborg og i
Egnene S. f. Herning samt mellem denne By
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
