Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind IV: Bridge—Cikader / 185 (1915-1930) Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - buccina (lat.), et rom. Blæseinstrumen af Metal, omtr. kredsformig bøjet - Buccinator er en i Kinden liggende Muskel - Buccino, By i Syditalien, Prov. Salerno, ligger 57 km Ø. f. Salerno - Buccinum, se Konk. - Bucco, se Atellaner. - Buccoblade (Folia Bucco} er Bladene af forsk. Barosma-Arter (Rutaceæ) - Bucconidæ, se Dovenfugle. - Bucentaur (Bucentoro), den pragtfulde Galej, hvorpaa Dogen af Venedig hvert Aar sejlede ud paa det adriatiske Hav - Bucephalus, d. s. s. Bukefalos. - Bucephalus polymorphus, se Ikter. - Bucer (Butzer), Martin, tysk Reformator, (1491-1551) - Buceros, Bucerotidæ, se Næsehornsfugle. - Buch, Christian Leopold v., tysk Geolog, (1774-1853) - Buch, Peter Christian Nouvel, dansk Retskyndig, (1816-1904)

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

buccina (lat., gr. βυκάνη), et rom.
Blæseinstrument af Metal, omtr. kredsformig bøjet
og forsynet med en Tværstang for Afstivningens
Skyld; det var konisk udboret og Lydtragten
ofte dannet i Form af et vildt Dyrs Gab. Det
benyttedes opr. som Hyrdehorn — og kan som
saadant føres
tilbage til Assyrernes
Tid — senere
navnlig som
Krigsinstrument. Den
Blæsende (buccinator) bar
Instrumentet
slynget om Skulderen,
saaledes at
Lydtragten ragede frem
over hans Hoved.
Med Lyden af b.
forkyndtes
Afløsningen af
Nattevagterne (ad
primam, secundam . . .
buccinam ɔ: den
første, anden . . . Nattevagt), sammenkaldtes
Folket og gaves fra Feltherrens Kvarter
Hovedsignalet, der saa førtes videre ud til Hærens
enkelte Afdelinger ved lituus ell. tuba (den lige
Trompet). — b. er — ogsaa for Navnets Vedk.
— Oprindelsen til den moderne Basun (tysk
Posaune). Hos Digterne findes b. som
Betegnelse for Tritonsmuslingen, paa hvilken
Tritonerne tænkes at blæse, ligesom man
træffer Ordet buccinator anvendt om den, der i
overført Bet. udbasunerer noget.
S. L.

En romersk Buccinablæser.

Buccinator er en i Kinden liggende Muskel,
der under Tygningen hjælper med til at holde
Føden mellem Tandrækkerne, og som er
virksom under Blæsning med Munden (f. Eks.
ved Trompetblæsning, hvoraf Navnet).
S. B.

Buccino [bu↱t.∫ino], By i Syditalien, Prov.
Salerno, ligger 57 km Ø. f. Salerno. (1911) 5641
Indb. B. har et Slot og gl. Stadmure.

Buccinum, se Konk.

Bucco, se Atellaner.

Buccoblade (Folia Bucco} er Bladene af
forsk. Barosma-Arter (Rutaceæ). Man
skelner mellem brede og lange B., som bedst
anses Bladene af Barosma betulinum Bartl., en
af Stamplanterne til brede B., det er
kortstilkede, omvendt ægformede, stive, savtakkede og
lyst grønne Blade, som har talrige
gennemskinnelige Oliekirtler og bliver indtil 2 cm
store. Bladene lugter stærkt og kamferagtigt,
de indeholder indtil 2 % æterisk Olie, som
bestaar af Diosfenol, Mentol og Terpener;
desuden et ikke nøjere kendt Stof, Diosmin. De
anvendes som et urindrivende Middel, ved
Blære- og Nyresygdomme.
B. G.

Bucconidæ, se Dovenfugle.

Bucentaur (Bucentoro [but∫en↱toro]), den
pragtfulde Galej, hvorpaa Dogen af Venedig
hvert Aar paa Kristi Himmelfartsdag under
store Højtideligheder sejlede ud paa det
adriatiske Hav for ved at kaste en Ring ud i
Havet at formæle sig med det, som et Udtryk
for den venetianske Republiks Storhed. B.
omtales første Gang 1289; den sidste B., der blev
bygget 1722—29, blev 1798 ødelagt af de
Franske; nogle Rester af den ses endnu i Venedigs
Arsenal.

Bucephalus [-fa-], d. s. s. Bukefalos.

Bucephalus polymorphus [-fa–-fus], se
Ikter.

Bucer (Butzer), Martin, tysk Reformator,
f. 11. Novbr 1491 i Schlettstadt i Elsass,
d. 28. Febr 1551 i Cambridge. B. blev i ung
Alder Dominikaner og studerede ved Heidelbergs
Univ., men blev ved personlig Paavirkning af
Luther vundet for Reformationen (1518) og
forlod Klosterlivet (1521). En Tid var han hos
Franz fra Sickingen, men derefter blev han
Præst i Strassburg (1523), hvor han virkede i
en Række af Aar sammen med Capito og
gennemførte Reformationen. B. stod i fl.
Henseender, navnlig i sin Nadveropfattelse Zwingli
nær. Det var derfor naturligt for ham ved
Marburg-Disputatsen 1529 og ved andre
Lejligheder at virke for en Union mellem
Lutheranere og Zwinglianere, og da Lutheranerne
indgav den augsburgske Bekendelse, hævdede
han med nogle andre sit Særstandpunkt i en
særlig Bekendelse, Confessio tetrapolitana, men
han gik sammen med Lutheranerne i
Wittenbergkonkordien 1536, der søgte at skabe Enhed
i Nadverlæren. Skønt B. havde ønsket en
Forstaaelse med Katolikkerne og særlig ved
Religionssamtalen i Regensburg 1541 havde
arbejdet derfor, vilde han dog ikke paa nogen
Maade undertegne Augsburg-Interimmet (1548)
og maatte derfor forlade Strassburg. Indkaldt
af Ærkebiskop Cranmer drog B. til England,
men døde kort efter. Dronning Maria, der ud
fra sit kat. Stade betragtede ham som en
Ærkekætter, lod senere hans Ben opgrave og
brænde; men Dronning Elisabeth fornyede hans
Grav. B.’s talrige Skr er endnu ikke komne i
samlet Udg. Han var i øvrigt en dygtig Ekseget.
(Litt.: Baum, »Capito u. B.« [Elberfeld
1860]).
A. Th. J.

Buceros, Bucerotidæ, se
Næsehornsfugle.

Buch [buk], Christian Leopold v.,
tysk Geolog, f. 26. Apr. 1774 paa Slottet Stolpe
i Ukermark, d. 4. Marts 1853 i Berlin. B.
studerede ved Bjergakademiet i Freiberg og
hyldede længe sin Lærers, Werner’s
»neptunistiske« Anskuelser, men efter gentagne Besøg i
vulkanske Egne maatte han mere og mere tage
Afstand fra Werner og traadte nu i Skranken
for en yderliggaaende »vulkanistisk« Lære. Paa
sine talrige geol. Rejser besøgte B. store Dele
af Europa samt de kanariske Øer. Af hans
mange geol. Afh. kan nævnes »Geognostische
Karte von Deutschland und den umliegenden
Staaten« (1826 og 1832), der efterhaanden er
udkommet i en Mængde Udgaver; endvidere
»Reise durch Norwegen und Lappland« (2 Bd,
1810) samt »Über den Jura in Deutschland«
(1839). Ogsaa som Palæontolog offentliggjorde
B. betydningsfulde Arbejder, der særlig
omhandler Brachiopoder.
J. P. R.

Buch, Peter Christian Nouvel, dansk
Retskyndig, f. 8. Apr. 1816 i Kbhvn, d. smst. 1.
Marts 1904, 1833 Student, 1836 cand. jur., 1839
Volontær i Kancelliet, vandt 1840 Univ.’s
Guldmedaille for en retsvidenskabelig Afh., 1843—46

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>