Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Bull, Ole Bornemann, norsk Violinvirtuos, (1810-1880) - Bull, Ole Bornemann, norsk Læge, (1842- ) - Bull, Peter Nicolay, norsk Læge, (1869- ) - Bull, Schak August Steenberg, norsk Arkitekt, (1858- ) - Bulla, se Blæresnegle. - Bulla (lat., egl. »Boble«), Amuletkapsel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Bergen, havde sat næsten hele sin betydelige
Formue over Styr. 1863 arbejdede han for
Oprettelsen af et Musikakademi i Kria uden dog at
se denne Plan realiseret. Imidlertid var hans
Hustru død, og efter atter i fl. Aar at have gjort
Kunstrejser saavel i Europa som Amerika
bosatte han sig 1870 der, hvor han var
Æresborger i fl. Byer. Dog besøgte han regelmæssig
hver Sommer Norge, hvor han boede paa sin
Ejendom, Lysøen, ved Bergen. — Septbr 1870
giftede han sig paa ny med Miss Sara Thorp
(f. 1850, Datter af Senator Joseph Thorp i
Madison, Wisconsin). Trods sin fremrykkede Alder
vedblev han at koncertere med en mærkelig
ungdommelig Kraft. Sommeren 1880 blev han
betænkelig syg, og som om han havde en
Forudfølelse af, at det nu var forbi, forlangte
han, trods Lægernes Forestillinger og den
smertelige Sygdom, at blive ført til sit Fødeland;
kort efter Ankomsten døde han paa Lysøen 17.
Aug. 23. Aug. stedtes han til Hvile i Bergen
under Deltagelse fra hele Nationen — Konge
som Folk — og med Hædersbevisninger, som
næppe nogen Sinde er blevne en Kunstner til
Del.
Faa af de store Virtuoser er blevne saa forsk.
bedømte som B.; medens han som Regel
hævedes til Skyerne, blev han navnlig fra visse
tyske Hold med stor Uret behandlet næsten
som en Charlatan. Og naar han ved sit sidste
Besøg i Paris blev mindre varmt modtaget end
tidligere, saa ligger det snarere i, at Musikken
ogsaa der var begyndt at følge andre Baner,
end i, at B. ikke længere skattedes som Virtuos.
Sandheden er, at han var et Violingeni af dem,
Verden ikke har set ret mange af. Men han
voksede op uden grundig og regelmæssig
Udvikling, og uden i sin tidligste Ungdom at høre
store Kunstnere. Han manglede store
Forbilleder, udviklede sig næsten helt paa egen Haand,
og dog naaede han som Virtuos saa højt, at
han med Rette sammenlignedes med en
Paganini. A. Ehrlich siger saaledes: »at hans
Virtuositet vakte den største Opsigt overalt, hvor
han optraadte; at han raadede over en højst
glimrende Teknik, at hans flerstemmige Spil
var enestaaende, og hans Tone vidunderlig
skøn«.
Han var imidlertid i høj Grad afhængig af
Øjeblikkets Stemning, den ene Dag en Magt, der
besejrede alt og alle, den anden forstemt og
uoplagt. Naar Spohr, der dog beundrede
meget hos B., siger, at han spillede med megen
Følelse, men monotont og uden fint dannet
Smag, refererer dette sig væsentlig til hans
Ensemblespil, og det var nu engang ikke B.’s
Sag; han maatte forme alt efter sin egen stærke
Individualitet. Og dog kunde han »synge« en
Mozart’sk Adagio, som kun den kan gøre det,
der behersker de skønneste Midler med den
fuldkomneste Suverænitet og ejer Udtryk for
alle Stemninger. Han elskede Mozart, men kom
som Musiker heller aldrig ud over ham; selv
Beethoven, for ikke at tale om alt, der
kommer efter ham, stod ham fjernt. B. var dog
ikke blot den geniale Virtuos, han var i det hele
en dyb Natur, ogsaa med betydelige
Skaberevner; derom vidner de mange geniale Glimt i
hans Kompositioner, hvoraf kun »Sæterbesøget«,
»En Moders Bøn«, »Nocturne«, »Polacca
guerriera«, »Variationer over et Tema af Bellini« og
»Andanten af A-Durkoncerten« foreligger trykte.
Naar hans Kompositionsevner ikke ret
udfoldede sig, laa det dels i en mangelfuld teoretisk
Uddannelse, dels i, at hans stadig omflakkende
Virtuosliv ikke levnede ham Tid og Ro til at
fordybe sig i sine Arbejder. (Litt.: B.’s Breve
i Uddrag med Karakteristik og Biografi af Jonas
Lie [Kbhvn 1881]; Sara C. Bull, Life of O.
B. [Boston 1883]; Aimar Grønvold,
»Norske Musikere« [Kria 1813]; A. Ehrlich,
»Berühmte Geiger der Vergangenheit und
Gegenwart« [Leipzig 1893]).
I. H.
Bull, Ole Bornemann, norsk Læge, f. i
Arendal 31. Aug. 1842, blev cand. med. 1869 og
har senere, med Undtagelse af 1873—76, da han
var bosat som Læge i Minneapolis i
Nordamerika, været praktiserende Læge i Kristiania,
særlig som Specialist i Øjen- og Øresygdomme.
Hans første opsigtsvækkende Arbejde var
det i Forening med Overlæge G. A. Hansen
udgivne Skrift The leprous diseases of the eye
(1873). Af hans senere Skr mærkes det for
Doktorgraden udgivne Arbejde »De paa lues
beroende patologiske Forandringer af
Øjenbunden« (1880) og The Ophthalmoscope and Lues
(1884). Andre Værker er »Perimetrie« (1895), der
lønnedes med Kronprinsens Guldmedaille, og det
ogsaa prisbelønnede »Krankheiten der
Retinalgefässe« (1903).
J. S. J.
Bull, Peter Nicolay, norsk Læge,
Brodersøn af ovenn. H. J. B., f. i Tønsberg 16.
Oktbr 1869, cand. med. 1894, 1904—07
Reservelæge ved Rigshospitalets kirurgiske Afdeling.
B. blev 1905 Dr. med. (»Om Dermoidcyster og
teratoide Svulster«). Bl. hans senere Arbejder
er de vigtigste: »Erfaringer om akut
Appendicit og dens kirurgiske Behandling« (1908),
»Tromboser og Embolier efter
Appendicit-Operationer« (1912) og »10 kliniske Forelæsninger over
Urinvejssygdomme« (1915). B. blev 1912 Prof. i
Medicin ved Kria Univ. med propædeutisk
Kirurgi og Akiurgi som Hovedfag.
K. V. H.
Bull, Schak August Steenberg,
norsk Arkitekt, Broder til ovenn. E. H. B., f.
10. Maj 1858 i Aarstad ved Bergen,
udeksamineret som Arkitekt fra Zürichs Polytechnikum
1879, siden 1881 Arkitekt i Bergen, hvor han
har opført en stor Mængde offentlige og
private Bygninger, restaureret Korskirken, været
Formand i Byggekomiteerne for Udstillingerne
1898 og 1910 og for det ny, 1902 aabnede
Teater, ligesom han har været Formand i
Bestyrelsen for Vestlandske Kunstindustrimuseum fra
1894, for den kvindelige Industriskole fra 1904
og for Bergens Arkitektforening fra 1910.
K. V. H.
Bulla, se Blæresnegle.
Bulla (lat., egl. »Boble«), Amuletkapsel, der
i Oldtiden alm. benyttes af Etruskerne og
Romerne, sædvanlig rund, sammensat af to
konvekse Skiver og forsynet med en Øsken, saa at
den kunde bæres i et Halsbaand e. l. I Kapslen
anbragtes sædvanlig en Amulet, der efter
Folketroen kunde beskytte Bæreren mod »det onde
Øje«; ogsaa Kapslen i sig selv synes man at
have tillagt lgn. Kraft. Hos Etruskerne var det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
