Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Bygningskunst (hertil Tavlerne »Bygningskunst« I-XII), Arkitektur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
f. Kr., findes særligt i de overvejende doriske
Kolonier i Storgrækenland, Syditalien og
Sicilien, i Pæstum, Girgenti, Syrakus og Selinunt;
sidstnævnte Sted byder et helt Prøvekort paa
den doriske Stils Udvikling. Men ogsaa
Moderlandet ejer betydningsfulde gammeldoriske
Templer, deriblandt det ældgamle Heratempel
i Olympia, Aiginatemplet og det olympiske
Zeustempel, det sidste fra 5. Aarh. Gennemsnitlig
maaler disse Templer i Plan c. 24 X 60 m, og
normalt tæller Peripteralbygningerne 6
Frontsøjler og c. 14 Langsidesøjler. Celle og Søjler
hviler altid paa en særlig Underbygning, i
Reglen med tre Trin ned til det omgivende
Jordsmon. Iflg. dorisk Orden hæver det riflede
(kannelerede) Søjleskaft sig uden særligt
Fodstykke fra Tempelomgangens Gulv (Stylobat),
indtil det øverst ender i Søjlehovedet, som
bestaar af den runde, skaalformede Echinus og den
større, firkantede Abacus, der begge huggedes
i samme Sten og tilsammen dannede
Overgangen mellem de bærende og de baarne Led. Disse
sidste bestaar nederst af en Række glatte
Stenbjælker, der naar fra Søjle til Søjle og danner
Architraven ell. Epistylen, derover af Frisen,
som veksler mellem Triglyffer og Metoper, og
øverst af den udludende Krongesims, Corniche,
Geison, der krones af Topornamenter
(Akroterier), som i større Format ogsaa rejser sig
over Gavlenes Fodhjørner og Spids. (I, Fig. 1).
I denne Stenarkitektur, der gennem talrige
Forsøg efterhaanden blev sikkert og fast
udformet, maa de fleste Enkeltheder opr. være
skabte i Tømmerværk; Vitruv har bevaret
Traditioner herom, og den moderne Arkæologi har
efter lange Diskussioner og mange Hypoteser
givet Traditionen Ret. Triglyfferne med deres
skarpkantede Skurer, der synes skaarne i Træ,
kan forklares som dekorative Levn af
Loftsbjælkernes Hoveder, »Draabepladerne« under
Cornichen som beslaaede Spærender,
Gavlakroterierne, af hvilke de ældste er runde, svarer
til Tagværkets Aas-Stokke. Mange, især gr.-ital.
Templer, har haft Cornicher og Akroterier af
brændt Ler, et enkelt (Templet i Thermon)
Træbjælkeværk og Terrakotta-Metoper, og det gl.
Heratempel i Olympia, hvis Vægge var byggede
af Ler, vides at have haft Træsøjler, som lidt
efter lidt ombyttedes med Stensøjler. Der maa
ogsaa have været Søjler med Træskafter og
Stenhoveder. Efter saadanne Fund tør man
maaske ogsaa i Søjlehovedets Abacus se et Levn
af Træsøjlens Former, ligesom de ældste
doriske Echinusprofiler minder om de ægæiske;
de har forneden mod Skaftet en ret anselig
Hulstav, der senere bliver mindre og mindre
og til sidst næsten helt forsvinder, medens den
opr. stærkt svungne Udladning efterhaanden
rejser sig stejlere og strengere. Hertil svarer
gennem Tidens Løb Ændringer af
Søjleskafterne; de ældste var lavstammede og tykke,
foroven tilspidsede og paa Midten noget
sværere end forneden; senere bliver Søjlerne
slankere og deres Udladning (Entasis) svagere. Til
denne Søjlernes Entasis kommer en Række
andre Finesser, omend ikke saa alm.
gennemførte og delvis benægtede af mange
Arkitekturhistorikere; Grækerne synes at have forstaaet,
at det absolut regelmæssige saa lidt som den
ganske lige Linie virker æstetisk behageligt, og
de har jævnlig ladet Vægge og Søjler hælde
lidt indad og givet baade Stylobatets og
Gesimsens vandrette Linier en ganske svag
Krumning indad ell. nedad, saaledes at de ofte
synker mod Midten (Kurvatur). Andre Detailler er
tydeligt gennemtænkte, saaledes
Korrespondancen mellem Søjler og Metoper; det er en fast
Regel, at der lige over hver Søjle og midt over
hvert Søjlemellemrum findes en Triglyf, men
herved opstaar der Vanskeligheder nærmest
Hjørnerne, idet de yderste Metoper blev
bredere end de andre. I Reglen (f. Eks. allerede
i Olympias Heraion) foretrak man da at
fastholde Frisens Regelmæssighed og gøre
Afstanden mellem de yderste Søjler mindre, en
Løsning, der for Øjet virker som en sund
Forstærkning af Hjørnet. Tilsammen danner de
gode Forhold og de logisk motiverede
Enkeltheder en harmonisk Helhed, som er
beundringsværdig. Træmotiverne er fuldt
indarbejdede i Stenmaterialet, saa at de ganske kan
glemmes; Søjlebygningen virker følgerigtigt,
kraftigt og mandigt; da Templerne stod i deres
Velmagt, da fremtrædende Led var malede blaa
og røde, og da Cornichen var smykket med
skulpterede og farvede Ornamenter, har de maaske
forekommet mindre strenge, men Farverne og
Dekorationerne har utvivlsomt mere fremhævet
end udvisket de konstruktive Grundtræk, og det
samme gælder Skulpturerne, Metopernes
Relieffer og Gavlenes Figurgrupper, der har
smykket yngre Templer som f. Eks. Aiginatemplet
og Zeustemplet i Olympia.
Skulpturer hører ellers særlig hjemme i
Bygninger af den ioniske Orden (I, Fig. 2),
der næppe er yngre end den doriske, men
som skyldes Hellenernes østligste Stamme,
Ionerne i Lilleasien. Den ioniske Søjle er
lettere og slankere end den doriske; den har
særlig Basis, dens Skaftrifler støder ikke sammen
til skarpe Kanter, og det vigtigste Led af dens
Kapitæl er en elastisk virkende, svungen Plade
(Helix), skudt ind mellem Echinus og den
ganske lille Abacus. Architraven er gerne
horisontalt tredelt ved svage Fremspring; Frisen kan
helt mangle, især paa ældre Mindesmærker, og
forekommer den, er den aldrig metopedelt, men
smykket med fortløbende Relieffer. Under
Cornichen findes derimod altid en Række Tandsnit,
og hugne Ornamenter pryder de vandrette
Lister (Kymatier), især de saakaldte Æggestave,
ledsagede af Perlesnore (Astragaler), der bl. a.
hører hjemme paa Echinus. Gesimserne er
næsten altid skulpterede, og Blomsterbaand
(Anthemiebaand) under Søjlehovederne og
Figurbælter om Skafternes nedre Del øger stundom
den ioniske Søjles rige Virkning. Adskillige
Forskere har i den ioniske Stil villet se en
halvorientalsk Foreteelse; de ejendommelige
Kapitælvolutter er satte i direkte Forbindelse med
Ægyptens Lotus. Som en Forgænger ell. en
Parallelform til det ioniske Søjlehoved har man
peget paa det saakaldte æoliske Kapitæl (fra
et Tempel i Neandria), hvis Volutter vokser
blomsteragtigt og ganske ukonstruktivt. Det
maa imidlertid erindres, at al gammelgræsk
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
