Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Byron, George Gordon, Lord, engelsk Digter, (1788-1824)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
kunde faa fat paa; han siger selv om denne
Tid: »Jeg læste, naar jeg spiste, læste i Sengen,
læste, naar ingen anden læste, og havde læst
al Slags Læsning, fra jeg var fem Aar«. Fra
hans Skoletids sidste Par Aar stammer hans
første og maaske eneste dybere Forelskelse i
hans Slægtning den smukke Mary Ann Chaworth
fra Annesley Hall i Nærheden af Newstead
Abbey. Iflg. de seneste Oplysninger (R.
Edgcumbe, B. the last Phase) synes den endog at have
været hans Livs mest indgribende Oplevelse. Hun
var et Par Aar ældre end han og synes ikke
opr. at have gengældt hans Følelser, i alt Fald
ægtede hun 1805 en anden — Mr. Musters, men
Ægteskabet blev ikke lykkeligt. Kort derefter i
Oktbr 1805 kom B. til Univ. i Cambridge, Trinity
College, i hvis Bibliotekssal nu Thorvaldsens
Statue af Digteren staar til Minde om Kollegiets
berømte Elev. B. forlod Cambridge efter 2 1/2
Aars Forløb, da han havde taget sin akademiske
Grad. Men endnu før dette var sket, havde han,
Marts 1807, udg. sin første Bog Hours of
Idleness, en Samling Digte, hvori kan spores hans
Ærgerrighed, hans Vemod og Tungsind, men i
det hele uden originalt Præg, der kunde varsle
om en større Digter. Bogen fandt ingenlunde
nogen ugunstig Modtagelse. Dog blev den i det
ansete Edinburgh Review behandlet særdeles
spydigt med spottende Hentydning til hans
Adelsskab. Herover blev B. rasende og skrev et
større satirisk Digt i Pope’s Maner, English
Bards and Scotch Reviewers, der udkom 1809,
og hvori han slog om sig til højre og venstre
med Hib til næsten alle Samtidens Digtere og
Kritikere. I Slutn. af 1808 og Beg. af 1809
tilbragte han nogen Tid paa Newstead Abbey,
hvor han atter mødte Mary Chaworth. Hans
Lidenskab for hende blussede atter heftig op.
En lille Flok af hans Venner besøgte ham her,
og med deres geniale Ven som Midtpunkt førte
de her et ungdommeligt og kaadt Liv, fuldt af
sære Indfald: i Munkedragter kunde de sidde i
det tidligere Kloster til sent ud paa Natten og
drikke Vin af en Hjerneskal, der var fundet i
Haven, og som B. havde ladet polere og indfatte
i Metal; ved den ene Side af Trappen stod en
Bjørn bundet, ved den anden en Ulv.
Imidlertid længtes B. efter at komme ud at rejse for
derved at glemme sin haabløse Kærlighed og
udvide sin aandelige Horisont; han siger senere
i et Brev, at han er saa overbevist om de slette
Virkninger af at blive hjemme med alle en
Øboers Fordomme, at det forekommer ham, at
det ved Lov burde paabydes de unge Mænd at
rejse udenlands for en Tid. Efter at han var
blevet myndig 1809, indtog han sin Plads i
Overhuset og forlod saa Juli s. A. England med
et lille Tjenerskab og en god Ven, Hobhouse,
den senere Lord Broughton (And I must from
this land be gone — because I cannot love but
one). Rejsen gik gennem Portugal, Spanien over
Malta til Tyrkiet, Grækenland og Lille-Asien, en
dengang ganske ualmindelig Rejserute. Efter to
Aars Forløb, fulde af Indtryk og Oplevelser, var
han atter i England Juli 1811. Skønt hans
Moder med Længsel ventede hans Komme til
Newstead Abbey, blev han dog en hel Maaned i
London, indtil der pludselig i Aug. kom Brev,
at Moderen var betænkelig syg. B. tog straks af
Sted til Newstead Abbey, men Moderen var
allerede død ved hans Ankomst. Samtidig
hermed døde to af hans Venner, og disse Dødsfald
gjorde et meget stærkt Indtryk paa ham. »Det
lader til«, siger han, »at jeg i min Ungdom
skal erfare Alderdommens største Ulykke. Mine
Venner falder rundt om mig, og jeg vil komme
til at staa som et enligt Træ, førend jeg er
visnet«. Sandsynligvis havde B. haabet atter at
møde Mrs. Chaworth-Musters og finde Trøst for
sit nedtrykte Sind i Omgang med hende, men
Familien var ved hans Ankomst flyttet
andetsteds hen. Under Indtrykket af denne Skuffelse
er rimeligvis de tre Thyrzadigte blevet til. Man
har hidtil været usikker om, til hvem de var
rettede, men efter Mr. Edgcumbe’s Oplysninger
er det sandsynligt, at de var rettede til Mary
Chaworth who though living was to him as
much as lost (Moore). Efter sin Hjemkomst
havde B. til en Ven sagt, at han foruden en fri
Version af Horats’ Arts Poetica (Hints from
Horace, først udg. posthumt 1831) havde
skrevet en hel Mængde Spenser-Stanzer, som han
dog ikke tillagde noget Værd. Dette viste sig
at være de to første Sange af Childe Harold’s
Pilgrimage, der udkom Febr. 1812, et Par Dage
efter at han havde henledet Opmærksomheden
paa sig ved sin Jomfrutale i Overhuset. Dette
Digt gjorde straks overordentlig Lykke og
oplevede hurtig fl. Opl.: »jeg vaagnede en Morgen
og fandt mig berømt«, var B.’s Udtryk. Under
Forklædning som den unge blaserede Junker
Harold med den halvt virkelig følte, halvt uægte
Melankoli skildrede han i disse to første Sange
med Liv og Kraft Natur og Scener fra sit
Rejseliv; og det fremmedartede Stof, den Stemning
af interessant Tungsind, der er over Stroferne,
og den gode Poesi, Digtet spredt indeholder,
gør dets begejstrede Modtagelse forklarlig. I de
flg. Aar skrev B. en Række Digte (The Giaour
og The Bride of Abydos [1813], The Corsair
og Lara [1814]), som ved deres
hemmelighedsfulde Fortællinger om Elskov og Forbrydelse
fra de østlige Lande, hvori han just havde
færdedes, ved deres Heltes teatralske Præg og
deres deklamatoriske Poesi vedligeholdt
Interessen for ham hos et ukritisk Publikum. Det
Liv, han førte i disse Aar, var fuldt af
selskabelig Nydelse i Englands fornemme Kredse,
fuldt af Beundring og Feteren, ikke mindst fra
Damernes Side. Han var jo ung og smuk:
kastaniebrunt, krøllet Haar omkr. en klar og hvid
Pande, store, lysvaagne Øjne, blødtformet Mund,
kløftet Hage og en ejendommelig velklingende
Stemme; han var adelig og vidt berejst; han
var endelig en berømt Digter, og det pirrede
Fantasien at identificere ham med den blege
Junker Harold ell. den mørke Sørøver Conrad.
Bekendt fra disse Aar blev især hans Forhold
til og Brud med Lady Caroline Lamb, der
senere udgød sin Bitterhed over ham i sin
Roman Glenarvon (1816). Indledningen til de
Begivenheder, der rev ham ud af dette ret tomme
Selskabsliv, dannedes ved hans kortvarige
Ægteskab med Anabella Milbanke, Datter af en
rig Godsejer. B., der næppe betragtede
Ægteskabet som Institution med ærbødige Øjne, følte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
