Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Canova, Antonio, ital. Billedhugger, (1757-1822) - Canovas del Castillo, Antonio, sp. Statsmand og Forf., (1826-1897)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Temperament for deres Kunstsyn. Rom blev nu hans
Hoved-Virkeplads; 1782 udførte C. i Marmor sin
storladne Statue af Theseus (Marquis’en af
Londonderry), 1783—87 arbejdede han paa det
rytmisk skønne, roligt og ædelt virkende
Niche-Monument over Pave Clemens XIV (SS.
Apostoli i Rom), og 1792 havde han fuldendt et
lgn. Monument over Pave Clemens XIII
(Peterskirken i Rom) med en knælende Pave, Troen
og Dødens Genius ved Siderne og ved deres
Fødder de to fortrinlig gennemførte Løver, der
ret viser C.’s blændende, fine Marmorteknik.
Med disse Værker havde han ikke alene naaet
Samtids-Berømmelse; han havde ogsaa brudt
ny Bane. Paa Skulpturens Omraade var han
blevet Ny-Klassicismens Skaber, ved Brud med
Rokokoskulpturens maleriske Princip, ved
Tilslutning til antik Stils plastiske Linieføring og
Rytmik. C.’s store naturalistiske Evne, der
ogsaa bryder frem i nysnævnte Værker, aves nu
under klassisk-konventionelle Former; hans
snart graciøse, snart bombastiske Stil staar vel
ædel klassisk Kunst fjernt; hans Sans for det
kælent-bløde lige til det lækkert-sødlige (i
mange dygtige Kvinde- og Ynglingefigurer) er
væsensfremmed for den Antikkens Højkunst, han
vilde genoplive; men maalt med Datidens
herskende Kunst blev hans samlede Værk i dets
Retningslinie af varigt, nyskabende Værd. — C.
forfulgte nu sine kunstneriske Sejre ved
Arbejder som de berømte Grupper: Amor og
Psyke (begge i Louvre, en Marmorkopi af den
ældste og berømteste i Villa Carlotta ved
Como-Søen), Hebe-Statue (i Marmor 1800, Berlins
Nationalgaleri), gentaget som adskillige andre af
C.’s Værker i senere Variationer (f. Eks. »Hebe«
1814 i Mus. i Forli), Perseus (1801, Vatikanet,
i Gips i Ny Carlsberg Glyptotek),
Bodfærdig Magdalena (Villa Carlotta), de to
ypperlig modelerede, svulstig raa
Nævekæmper-Statuer »Kreugas« og »Damoxenos« (Vatikanet,
i Gips i Ny Carlsberg Glyptotek) o. m. a. Fra
1802 stillede han, først modstræbende, sin Kunst
til Raadighed for Napoleon; nævnte Aar var
han i Paris for at modelere en Buste af
Kejseren; senere fremstillede han ham nøgen som
Imperator i den berømte antikiserende
Kolossalstatue (i Bronzereduktion 1810 for Brera i
Milano. Marmorstatuen blev ført som
Krigsbytte til England af Hertugen af Wellington);
Paulina Bonaparte (Borghese) forherligede han
i den næsten nøgne Marmorstatue i
Borghese-Gal. i Rom; hun ligger henstrakt, hvilende som
en Venus victrix i blændende Formskønhed,
hvis Linier C. har gengivet med største
Raffinement; Napoleon’s Moder Lætitia fremstilles
som en siddende Agrippina-Skikkelse
(Capitolinske Mus. i Rom); han planlægger en
Rytterstatue af Napoleon for Neapel, udfører i Paris
1810 en Statue af Kejserinde Maria Louise, o.
s. fr., men 1815 er han atter i Paris paa
Sendefærd fra Italien for at fordre de af Napoleon
røvede Kunstskatte tilbage. En mægtig Række
Arbejder strømmede efterhaanden ud fra C.’s
Værksted i Rom, hvor han midt i en stor
Elevskare tog ivrig Del i Arbejdets Enkeltheder, —
mange konventionelt tomme i klassisk Støbning,
mange med Rokoko-Mindelser og alt for
balletmæssig Ynde i Attituderne. Bl. de mest
populære kan anføres: fl. Danserinder, Terpsichore,
Paris (1811, alle i Ermitage Gal.), Venus stiger
op af Badet (Uffizi, Firenze), Gruppen »De tre
Gratier« (en af C.’s mest sødlige) i Ermitage
Galeriet (Marmor-Replikker i Woburn-Abbey i
England og Ny Carlsberg Glyptotek), Mars og
Venus (1816, Buckingham Pal.), den
fremragende Kolossalgruppe »Herkules og Lichos« (Model
1796 i Akademiet i Venedig, senere
Marmorudførelse i Gal. Naz. Mod. i Rom) og den anden
Kolossalgruppe »Theseus i Kamp med
Kentaurerne« (paabegyndt 1805, Model i Akademiet i
Venedig, Marmormonumentet i Wiens Hofmus.),
Rytterstatuen af Karl III af Bourbon paa Piazza
d. Plebisc. i Neapel (paabegyndt som et
Monument over Napoleon, se ovf.) o. s. v.
Gravskulpturen indtager en fremragende Plads i C.’s
Produktion; foruden de tidligere anførte og en
Mængde Gravsteler, hvorpaa sørgende
Kvindeskikkelser er gengivne i Relief, kan nævnes den
storladne Mausoleumspyramide over
Ærkehertuginde Maria Christina med Frigrupper
paa Siderne (paabegyndt 1798, Wiens
Augustinerkirke), Stuart-Monumentet i Peterskirken i
Rom (1819), Alfieri’s Gravmæle (Sta Croce,
Firenze), Volpato’s (S. S. Apostoli, Rom) o. s. fr.;
nær knyttet til denne Gruppe Værker staar
Statuen af Pius VI knælende i Bøn
(Bronzeafstøbning i Peterskirken i Rom). Fra første
Færd havde C. nydt offentlig Anerkendelses
Medbør, og efterhaanden naaede han alle vel
tænkelige Udmærkelser som Kunstner: 1802
Generalinspektør for de rom. Kunstbygninger,
1804 Direktør for, 1813 livsvarig Præsident for
S. Lukas-Akademiet, 1817 »cavaliere« og
»marchese d’Isschia«; de rigelige Aarpenge, der
fulgte med Stillingerne, skænkede han gerne
gavmildt bort til kunstneriske ell.
kunstfilantropiske Formaal; særlig betænkte han sin
Fødeby, hvor han lod bygge en Kirke i Pantheon’s.
Lignelse; han smykkede den med sine
Billedhuggerarbejder (Kolossalstatuen »Religionen«),
ogsaa med Malerkunst af egen (ret dilettantisk)
Produktion, og efter sit Ønske begravedes han
her. — Et Marmor-Kenotafium over C. i
Frari-Kirken i Venedig. I Possagno er der oprettet
et C.-Museum. (Litt.: C.’s Memoirer [Firenze
1864]; Monografi bl. a. ved Fernow [Zürich
1806]; Quatremère de Quincy [Paris
1834]; Ferrarini [Reggio 1864]; Brigidi
[Firenze 1866]; A. G. Meyer [1898,
»Knackfuss Künstlermonogr.«]; V. Malamani
[Milano 1911]).
A. Hk.
Canovas del Castillo [↱kanåvas-ðæ-ka↱stiljå],
Antonio, sp. Statsmand og Forf., f. 8. Febr
1826, d. 8. Aug. 1897, optraadte 1851 som Digter
og Journalist og affattede 1854 O’Donnell’s
politiske Opraab imod den reaktionære Regering,
hvormed Opstanden dengang begyndte. Han
blev derefter Deputeret, var 1856—57 Chargé
d’affaires i Rom, for at afslutte et Konkordat
med Paven, og 1858—62 Generalsekretær i
Indenrigsministeriet. Han hørte til den »liberale
Union«, blev 1864 Indenrigsminister under Mon
og 1865—66 Kolonialminister under O’Donnell
og stillede som saadan Forslag om Slaveriets
Afskaffelse. Han tog ingen Del i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
