Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 2) Peder, dansk Diplomat ( -1685) - Charisma, d. s. s. Aandsgave. - charité (fr.), mild Stiftelse, offentligt Sygehus, saaledes i Paris og Berlin. - Charité, La, By i Mellemfrankrig, Dept Niévre, ved, Loire - Chariter, gr. Gudinder, Personifikationer af Skønhed, Ynde og Festglæde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
derimod viste han en overordentlig
Udholdenhed i at skaffe Oplysninger om den
nederlandske Republiks Forhold til de forsk. europ.
Stater, og hans bevarede Gesandtskabsarkiv udgør
en lang Række Foliobind. Ved sin
Tilbagekaldelse 1669 blev han Amtmand over Aalborghus
Amt, med hvilken Stilling han forenede
Inspektionen over Aastrup og Sejlstrup, Dronningborg
og Mariager Amter; fra 1671 til sin Død var
han Amtmand over Aastrup og Børglum Amter.
C., der var blevet adlet 28. Marts 1659, døde 16.
Jan. 1685.
L. L.
Charisma [ka-], d. s. s. Aandsgave.
charité [∫ari↱te] (fr.), mild Stiftelse, offentligt
Sygehus, saaledes i Paris og Berlin.
Charité, La [la-∫ari↱te], By i Mellemfrankrig,
Dept Nièvre, Arrond. Cosne, ved Loire, og ved
Lyon-Banen, har c. 4500 Indb., en gl. romansk
Klosterkirke, St-Croix (fra 1117), en
Sindssygeanstalt og Handel med Jern og Tømmer. I
Hugenot-Krigen var den omstridt mellem
Katolikker og Protestanter og blev ved Freden i
St-Germain en af Hugenotternes Sikkerhedsstæder.
G. Ht.
Chariter [ka-] (gr. Χάριτες, jfr. Charis),
gr. Gudinder, Personifikationer af Skønhed,
Ynde og Festglæde, der fra en fjern Oldtid har
øvet en saadan Magt over Grækernes Sind, at
det er let forstaaeligt, at de ogsaa i den gr.
Gudeverden fandt et særligt Udtryk. Ved Siden
af C. havde Grækerne andre ungdommelige
Gudinder, Nymfer og Horaer, hvori
Forestillinger om Naturlivet og Naturmagterne
afspejlede sig. C. staar i nært Slægtskabsforhold til
disse, har de samme Attributter (Blomster og
Frugter), skildres i den ældre Digtning og
Kunst paa samme Maade og forbindes tit med
dem; dog har de bestandig, lige fra den
homeriske Tid, været betragtede som en særlig
Gruppe Gudinder. Romerne optog de gr.
Forestillinger om C., hvis Navn de gengav ved det lat.
Gratiæ; fra den rom. Litt. er dette Navn
(Gratierne) gaaet over i de nyere Sprog. — I de
homeriske Digte, hvor der intet Tal nævnes
paa C., opfattes de som Gudinder, fra hvem
Menneskene faar Skønhed og Ynde; de er
Elskovsgudinden Afrodite’s Tjenerinder, væver
hendes Klædebon, danser for hende og fører
hende i Bad. Efter Hesiodo’s Teogoni var C. tre:
Aglaia, Eufrosyne og Thalia, Døtre
af Zeus og Okeanos’ Datter Eurynome. Denne
Forestilling trængte igennem næsten overalt i
den antikke Kunst og Litt.: kun enkelte Steder
holdt der sig i Gudsdyrkelsen en afvigende
Overlevering om to C., som havde andre
Navne (i Sparta hed de Kleta og Faenna). C.
tænktes uadskillelig forenede med hverandre. De
bor paa Olympen, hvor de sammen med
Muserne glæder Guderne ved deres Dans og
forener dem til saligt Samliv. Villig ledsager de
de store Guder, især Apollon, Athena, Hermes,
Dionysos og Afrodite, og staar dem bi i
Udførelsen af deres Hverv. Det er kun et andet
Udtryk for, at de paa Jorden tjener Sangeren,
Digteren, Taleren, giver Idrætsøvelser, festligt
Samlag, Elskov og al ypperlig
Menneskegerning den Skønhed og Glans, uden hvilken intet
bliver fuldkomment. Stundom opfattes C., hvad
der utvivlsomt kun skyldes en egen Tydning af
deres Navn (χάρις d. s. s. Tak), ogsaa som
Taknemlighedens Gudinder. — I den offentlige
Kultus træder C. ikke meget frem. En anset,
ældgammel Helligdom havde de i det boiotiske
Orchomenos, hvor der til deres Ære fejredes
en Fest, Charitesia, med Væddekamp i Musik
og Sang; utildannede Stene, som antoges
nedfaldne fra Himlen, gjaldt her for Billeder af
dem (jfr Baityler); først i 2. Aarh. e. Kr.
afløstes de af virkelige Billedstøtter. I Athen
dyrkedes C. i Fællig med Hermes ved
Propylæerne; deres Billede skulde efter en antik (men
næppe rigtig) Tradition være et
Ungdomsarbejde af Sokrates. Ogsaa i Sparta, Elis og enkelte
andre Steder havde C. offentlig Kultus. Større
Rolle spillede Forestillingen om dem i det
private Liv; hvor Livsglæden ytrede sig stærkt,
rettedes Tanken paa C., som var Ophav dertil;
ved festlige Samlag gjaldt det første Drikoffer
sædvanlig dem. — C. er ofte blevne
fremstillede af Oldtidens Kunstnere, dels alene, dels
sammen med deres jævnlige (Nymfer og
Horaer) ell. i underordnet Forbindelse med andre
Guddomme (paa Zeus’ Trone, paa Apollon’s
fremstrakte Haand o. s. v.). Den ældre gr.
Kunst, der kun undtagelsesvis behandlede den
nøgne Kvindeskikkelse, viser os dem, som
andre Gudinder, klædte i langt, fodsidt
Klædebon, først løst stillede ved Siden af hverandre,
som Personerne i et Festtog, senere holdende
hverandre i Hænderne. Et Relief af denne
Type, der er bevaret i fl. Replikker, antages
for en Gengivelse af det ovenn. Arbejde, som
henførtes til Sokrates. Først den hellenistiske
Tid (3. Aarh. f. Kr.) har skabt den
Fremstilling af C., som i den senere Kunst blev
eneraadende: de 3 Gudinder er blevne et Billede
paa fuldendt kvindelig Skønhed; de staar
ganske nøgne, forenede i en Gruppe, hvor de to
yderste ses forfra, den midterste fra Ryggen;
den inderlige Sammenslutning mellem dem er
udtrykt ved, at de lægger deres ene Haand paa
hverandres Skuldre; i den fri Haand holder de
Blomster og Frugter. Med ringe Ændringer
findes dette Motiv gentaget og atter gentaget i
 |
| Chariter. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
