Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Civilliste - Civil Lord - Civillovbog, se Civilret - Civilmilitære - Civilproces
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ogsaa Sveriges Konge foruden den bevilgede
aarlige Apanage har en aarlig Rente fra
Rigsgældskontoret paa 300000 Kr fra de Midler, der
erhvervedes ved Salget af Øen Guadeloupe, og
som betragtes som tilhørende Kongen og hans
Efterfølger paa Tronen personligt. Til Belysning
af C.’s Størrelse i de forsk. Lande skal flg. Tal
anføres: I England udgør den f. T. 470000 £,
i Østerrig-Ungarn 22600000 Kr, hvoraf
Halvdelen udredes af Østerrig, Halvdelen af
Ungarn, i Preussen 17719000 Mark, i Italien 16050000
Lire, i Belgien 3300000 frc., i Holland 600000
Gylden, i Spanien 7000000 Pesetas, i Rumænien
2500000 Lei (1800000 Kr), i Serbien 1200000
Denares, i Grækenland 2000000 Drachmer, i
Sverige 1373000 Kr til den kgl, Familie og til
Kongen særskilt 300000 Kr, i Danmark 1000000 Kr,
i Norge 700000 Kr og i Montenegro 360000 Kr.
Til Sammenligning dermed kan tjene, at i
Frankrig har Præsidenten i Aarpenge i alt 1200000
frc., i Amerikas Forenede Stater 100000 Doll.,
og i Schweiz 13500 frc.
K. B.
Civil Lord [’sivi£-’£å.əd], Betegnelse for det
civile Medlem af det eng. Admiralitet.
Civillovbog, se Civilret.
Civilmilitære kaldes i Danmark og Norge
de ved Krigsmagten fast ansatte Embedsmænd,
der ikke gør Vaabentjeneste, f. Eks. Auditører,
Læger, Dyrlæger, Intendanter. C. - i Tyskland
»Militärbeamte« - er som Regel underkastede
de samme Love som de egl. Militære. Enkelte
Steder f. Eks. i Tyskland henregnes Lægerne
til »Personen des Soldatenstandes« og er
saaledes helt stillede i Klasse med de egl. Militære.
C. W. W.
Civilproces er Betegnelsen for den Del af
Retssystemet, der angaar Behandlingen af
borgerlige Retstrætter (ɔ: Processer om
Anerkendelse af Rettigheder og Opfyldelse af
Forpligtelser) i Modsætning til Straffeprocessen, der
angaar Behandlingen af Straffesager. Herved maa
dog bemærkes, at efter den f. T. i Danmark
gældende Procesordning behandles visse
Straffesager i C.’s Former. Dette gælder dels om de
saakaldte »private Straffesager«
(Æresfornærmelser, mindre betydelige Voldsgerninger,
Selvtægt o. fl. saadanne Forseelser, som af Loven er
overladte til den Krænkedes egen Forfølgning),
dels om saadanne Straffesager, der, som f. Eks.
Stempelovertrædelser og Toldsvigsager,
forfølges af andre Myndigheder end selve Justits- og
Politivæsenet.
Det er en almen anerkendt Sætning, at
Dommerens Opgave og Stilling i C. maa være
væsentlig forsk. fra Dommerens Opgave og Stilling
i Straffeprocessen, og Forskellen kan kortelig
udtrykkes saaledes, at medens det i
Straffeprocessen er Opgaven at komme til Klarhed over
den virkelige Skyld og Uskyld, er det i C.
Opgaven at fastslaa, ikke just hvad der i
Virkeligheden maatte være Ret mellem Parterne,
med hvad der ifølge det af disse for
Domstolen fremførte er Ret (dette
benævnes undertiden mindre heldig »formel Ret«).
Denne Hovedgrundsætning inden for C. kan
ved første Øjekast synes urimelig, men er i
Virkeligheden velgrundet. For det første er det
klart, at man ikke kunde stille Dommeren den
Opgave at udfinde, hvorledes det omtvistede
Mellemværende i Virkeligheden hænger
sammen, uden at give ham lgn. Magtmidler, som
man giver Undersøgelsesdommeren i
Straffeprocessen (Hjælp af Politi, Myndighed til at
anordne Tvangsfremstillelse, Husundersøgelse,
Beslaglæggelse, Varetægtsfængsel, etc.); men
Indrømmelsen af saadan Myndighed vilde blandt
andre onde Følger have den paa den ene Side
at skræmme samvittighedsfulde Folk fra at
anlægge et civilt Søgsmaal og derved sætte et saa
uhyggeligt Apparat i Bevægelse, og paa den
anden Side bevæge Folk til at efterkomme
ugrundede Krav, der fremsattes med Trusel
om Proces og den deraf følgende
offentlige Indgriben i private Forhold. Hertil
kommer, at Loven ikke uden at komme i
Modsigelse med sig selv kunde stille Dommeren
den Opgave at trænge til Bunds i det private
Mellemværende og dømme udelukkende efter,
hvad han der fandt. Bortset fra visse
selvfølgelige Begrænsninger, hidrørende fra Love, der
værner om Liv, Frihed, Velanstændighed m. m.,
er Forholdet nemlig det, at Parterne i en
borgerlig Retstrætte er raadige over, hvad Sagen
skal dreje sig om. Selv om de maaske staar i et
vidtløftigt og mangesidet Mellemværende, maa
de - lige saavel som de overhovedet kan holde
sig helt borte fra Domstolene og ordne det hele
i Mindelighed - ogsaa kunne nøjes med at
bringe en enkelt bestemt Del frem for
Domstolen til retlig Afgørelse, medens de i øvrigt ikke
ønsker Domstolens Hjælp. Ligeledes maa
Sagsøgeren kunne indskrænke sig til kun at
forlange en Del af, hvad han i Virkeligheden har
til gode, ell. til kun at anvende en enkelt
Søgsmaalsgrund, medens han holder andre borte, og
paa lgn. Maade kan det hænde, at Sagsøgte vel
ønsker Frifindelse paa Grundlag f. Eks. af en
Betalingsindsigelse, men ikke af en
Umyndigheds- ell. Præklusionsindsigelse. Men hermed er
det ogsaa givet, at Dommeren i en civil Sag ikke
vilde være i Stand til at gennemføre den Opgave
i Embeds Medfør at trænge ind i den virkelige
Sammenhæng for derefter at dømme paa
Grundlag deraf; han maatte stadig vente at støde paa
Parternes Erklæring om, at den Paastand vil
de ikke nedlægge, den Side af Sagen vil de
ikke have draget med ind, paa den
Søgsmaalsgrund ell. Indsigelsesgrund vil de ikke vinde
Sagen, o. s. v.
Endelig kommer hertil, at det er af største
Vigtighed, at Dommeren staar uhildet, naar det
Øjeblik kommer, da Sagens tvivlsomme Bevis-
og Retsspørgsmaal af ham skal afgøres, men
denne hans Stilling kan let forrykkes, naar han
først har haft den Opgave i Embeds Medfør at
tilvejebringe Sagens Materiale.
Det vil herefter forstaas, at den nyere Tids C.
har maattet naa til at anvise Dommeren en
forholdsvis tilbagetrukken Stilling. Hovedkravet til
en god C. gaar m. a. O. ikke ud paa, at den
skal sætte Dommeren i Stand til ved egen
Hjælp at trænge ind til den virkelige Sandhed,
men paa, at den skal sætte Parterne i Stand
til, naar de og deres Sagførere ellers bærer sig
forstandig og omhyggelig ad, at faa fremdraget
for Retten let og klart alle de Momenter af Bet.,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
