Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind V: Cikorie—Demersale / 69 (1915-1930) Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Clementi, Murio, ital. Klaverspiller og Komponist (1752-1832) - Clementi, Prospero, italiensk Billedhugger, se Spani - Clementia (lat.), »Mildhed« - Clementin, Niels Hjersing, dansk Skuespiller (1721-76) - Clementinerne (latinsk Clementinæ, græsk Klementia)

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Clementi [kle’mænti], Murio, ital.
Klaverspiller og Komponist, f. 1752 i Rom, d. 10. Marts
1832 i England, fik allerede fra Barndommen af
god Musikundervisning, saavel praktisk som
teoretisk, og var bekendt som Klavervirtuos
og Komponist, da en Englænder ved Navn
Beckford tilbød at tage sig af ham og hans
fremtidige Uddannelse. C. levede nu fl.
Aar paa sin Velynders Gods, beskæftiget med mus.
Studier, og 1770 kunde han optræde
som fuldt færdig Virtuos,
1777-80 var C. Dirigent ved den italienske
Opera i London, men opgav Stillingen for at
begive sig paa Koncertrejser. Den første af disse
førte ham til Wien, hvor han omgikkes med
Mozart og Haydn; efter Kejser Josef’s Ønske
foranstaltedes der en Slags Væddestrid paa
Klaver mellem den førstnævnte og C., en Strid,
der fik et for begge Parter lige hæderligt
Udfald. 1784 var C. i Paris, og i de flg. Aar paa ny
i England, hvor han ved Siden af sin offentlige
Optræden og sin Lærervirksomhed blev
Deltager i en Musik- og Pianoforteforretning
(Longman and Broderip). Efter dennes
Fallit fortsatte han Forretningen i Forening
med Collard og havde nu Held med sig,
saaledes at han senere kunde trække sig ud
af Forretningen, der fortsattes til vore Dage
(Collard & Co.), med et betydeligt pekuniært
Udbytte. En stor Skare Elever samlede sig
efterhaanden om C., bl. hvilke Navne som
Cramer, Ludv. Berger, Alex. Klengel, Meyerbeer,
Moscheles, Kalkbrenner og Field er de mest
bekendte. Med Field rejste C. 1802 til Petrograd,
hvor de begge gjorde stor Lykke, og Field blev
tilbage. Vejen fra Rusland lagde C. over
Tyskland, hvor fl. af de fornævnte Elever nød godt
af hans Undervisning og Protektion. De flg. Aar
opholdt C. sig paa ny i Petrograd og i Rom,
hvorhen en Broders Død kaldte ham, og først
1810 vendte han tilbage til England, hvor han
derefter levede lykkelig og stille paa et
Landgods, mest optagen af at komponere Symfonier,
der opførtes i London med meget Bifald, men
forblev utrykte. Offentlig optraadte han ikke
mere. - C. hørte til sin Tids betydeligste
Klavervirtuoser. Som Komponist af 106 Sonater (for
Klaver, til Dels med Ledsagelse af Violin, Fløjte
ell. Cello), en berømt Toccata, Capricer,
Fantasier og navnlig det store Undervisningsværk
Gradus ad Parnassum har han haft
overordentlig Indflydelse paa Klavermusikkens Udvikling.
Han har udvidet og fæstnet den fra Ph. E. Bach
overleverede »Sonateform«, og han har haft
grundlæggende Bet. ved at sætte
»Fingersætningen« i System. Hans Sonater, der nu kun
sjælden høres, er klart formede og besidder
Elegance og Naturlighed, de er uden synderlig
melodisk Opfindsomhed og virker i det hele
noget akademisk; men ved den Vægt, C.
lægger paa Klaversatsens Glans og Fuldtonighed,
paa pianistisk Kraftudfoldelse og bred motivisk
Udvikling, danner de et betydningsfuldt
Overgangsled mellem Mozart’s og Beethoven’s
Klaversonater.
W. B.

M. Clementi.

Clementi [kle’mænti], Prospero, italiensk
Billedhugger, se Spani.

Clementia (lat.), »Mildhed«, hos Romerne
personificeret som Gudinde. I den offentlige
Kultus optoges C. efter Cæsar’s Drab; der byggedes
da et Tempel med Billeder af Cæsar og C., som
rakte hinanden Haanden. I Kejsertiden var det
staaende Skik at tilbede Kejserens »Mildhed«.
(C. Augusta, C. imperatoris) som Gudinde. Paa
Mønterne fra denne Tid er C. ofte afbildet,
sædvanlig som en Skikkelse, der minder om Juno,
staaende, med den ene Haand støttet paa et
Scepter, medens den anden holder en
Offerskaal.
C. B.

Clementin, Niels Hjersing, dansk
Skuespiller, f. 1. Decbr 1721, d. 4. Jan. 1776. C., der
var en Præstesøn fra Jylland, studerede Teologi
og havde endog nogle Gange prædiket, da han
brød ud fra den slagne Embedsvej og blev
Skuespiller. Hans Teaterbane begyndte paa von
Qvoten’s Teater i Store Kongensgade; paa den
ny danske Skueplads skal han i Beg. have ført
en temmelig ubemærket Tilværelse i Officers-
og Lapseroller, dog allerede i den anden Sæson
udførte han saavel »Den Stundesløse« som »Den
politiske Kandestøber«, og derefter tilfaldt ham
snart alle Gammelmandsroller i Komedien; i en
saadan, Geronte i »Det gavmilde Testamente«,
optraadte han 4. Decbr 1775 sidste Gang. - Flid
og Nøjagtighed kendetegnede C. som Kunstner:
i Modsætning til de fleste af hans Kolleger mødte
han altid velforberedt til Prøverne, og han faldt
først sent til Ro i Udførelsen; utrættelig som
han var, vedblev han at udforme og forbedre
sit Spil; han lyttede ogsaa efter andres
Udtalelser, saaledes agtede han, den da højt ansete
Mester, paa den purunge Rosenstand-Goiske’s
Domme i »Den dramatiske Journal«; paa den
anden Side kunde hans Nøjagtighed undertiden
forstenes til pedantisk Vanemæssighed: saaledes
fortælles det, at han en Aften, da Londemann i
en Scene havde skiftet Plads, alligevel hele
Scenen igennem vedblev at tale og agere til den
Side, hvor hans Medspillende plejede at være.
C. er Refleksionens første Repræsentant paa den
danske Skueplads; hans Spil var altid nøje
overvejet og inderlig afpasset efter Situationen,
ingen vidste som han at forberede det kommende
som at udfylde de tomme Scener, og aldrig
forrykkede han sin Rolles Plads, hverken i
Stykkets Plan ell. i den enkelte Scene. Han var stor
i de komiske Gammelmandsroller - Schwarz
vidnede: »Hvad jeg har været i mine gl. Mænd,
takker jeg C. for; han var mit Mønster« - uden
for disse altid pligtopfyldende.
A. A.

Clementinerne (latinsk Clementinæ, græsk
Klementia), ogsaa kaldede Pseudoklementinerne,

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>