Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind V: Cikorie—Demersale / 209 (1915-1930) Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Copley, John Singleton, nordamerikansk Maler, (1737-1815) - Coppée, François, fr. Digter, (1842-1908) - Copperheads, i Nordamerika Haansnavn for Indbyggere i Nordstaterne, som i deres Hjerte holdt med Sydstaternes Opstand - Coppermine River, Kobberminefloden, Flod, til Ishavet i den nordlige Del af Dominion of Canada - Coppernicus, se Kopernikus. - Coppet, Flække i det schweiziske Kanton Vaud, ligger meget smukt 13 km N. f. Genève - Coppino, Michele, ital. Statsmand (1822-1901)

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

han 1779 blev Medlem af det kgl. Akademi. Han
vandt snart betydelig Anseelse ved sine
Historiebilleder, dygtige, vel komponerede, i koloristisk
Henseende lidt svage Værker, som faar forøget
Interesse ved talrige indføjede Portrætter. En
Type paa C.’s Kunst er det kendte Arbejde i
Londons Nationalgaleri, »Lord Chathams sidste
Tale« (gerne kaldet »Chathams Død«). Meget
populære blev ogsaa »Major Piersons Død« og
særlig »Ødelæggelsen af de sp. svømmende
Batterier ved Gibraltar« (Londons Nationalgal.).
Han var ogsaa en anset Portrætmaler: R. Izard
og Hustru (Boston-Mus.), Georg III’s Døtre
(Buckingham Pal.) etc. C. er Fader til den
kendte Lordkansler Lyndhurst. (Litt.:
Perkins, A sketch of the life of C. [Boston 1872]).
A. Hk.

Coppée [kå’pe], François, fr. Digter, f.
i Paris 12. Jan. 1842, d. smst. 23. Maj 1908.
Opdraget i et beskedent, men smukt lille Hjem,
hvor Faderen, en underordnet Kontormand, var
den strengt arbejdsomme Forsørger, og
Moderens milde Haand gav Styrke og
Trøst og fik Blomsterne til at gro,
prægedes hans bløde poetiske Sind tidlig af
Sansen for idyllisk Hygge og smaaborgerlig
Lykke. Han blev den venlige Filantrop,
der hader Guldet og prædiker
Arbejde, Pligt og Forsagelse. Selv maatte han
tilbringe Dagen paa Kontor, og først om Aftenen
i Hjemmet dyrkede han Poesien. Han sluttede
sig til de parnassistiske Lyrikere, skrev Vers til
deres Tidsskrift Le Parnasse contemporain og
udgav nogle Digtsamlinger, Le reliquaire (1866),
Intimités (1868) og Poèmes modernes (1871).
Digtet La grève des forgerons (1869) gjorde stor
Lykke som Deklamationsnummer; det oversattes
af Chr. K. F. Molbech (»Smedenes Skrue«, 1871,
2. Opl. 1884). Samtidig gjorde C. Lykke paa
Scenen med nogle smaa Dramaer: Le passant
(1869), hvori Sarah Bernhardt fejrede en Triumf
som lutspillende Vagabond, der vækker den
hellige Kærlighed i en Kurtisanes demoraliserede
Sjæl, Fais ce que dois (1871) o. fl. 1876 blev det
enakts Drama Le luthier de Crémone med
Coquelin i Hovedrollen en stor Succes (oversat
s. A. af H. P. Holst: »Væddekampen i Cremona«).
Af hans senere Dramaer kan nævnes: Madame
de Maintenon (1881), Severo Torelli (1883), Les
Jacobites (1885) og Pour la couronne, der 1895
gjorde stormende Lykke paa Théâtre français.
Bl. de senere Digte kan fremhæves: Les
humbles (1872), Le cahier rouge (1874), Le naufragé
(1878), La marchande de journaux (1880),
Poèmes et récits (1886), Arrière-saison (1887), Dans
la prière et dans la lutte (1901) og Des vers
français (1906). C. har desuden skrevet
Prosafortællinger (»Fortællinger og Skitser«, oversat af
Johs. Marer, 1882) og Romaner, hvoriblandt:
Une idylle pendant le siège (1875), Les vrais
riches (De sande Rigmænd, Kria 1892), Contes
de Noël (1893), Le coupable (1897,
Kriminalroman) og Contes pour les jours de fête (1903).
1890 udgav han den selvbiografiske Skildring
Toute une jeunesse, og i La bonne souffrance
(1898; 75 Opl. s. A.) skildrer han sin
Tilbagevenden til den kat. Tro efter en haard Sygdom.
1893-96 udgav han Mon franc parler i 4 Bd.
1884 blev C. Medlem af Akademiet. Han var
overordentlig populær, Folkets og
Smaaborgernes Digter; lige over for Zola’s Pot-Bouille
forsvarede han Borgerstanden som ren, god og
hæderlig. Den svagelige og sensible Poet var
Patriot og Revanche-Hævder. Han er godgørende
og fuld af Medynk for alle Lidende. Han bliver
aldrig træt af at hævde den ædle
Menneskelighed, Kærligheden til Barnet, Nøjsomhed og
Tro. Hans Æuvres begyndte at udkomme 1885,
en illustreret Udgave 1894. (Litt.: G.
Ferrières, F. C. et son æuvre [1908]).
S. Ms.

F. Coppée.

Copperheads [’kåpəhedz] var i Nordamerika
under Borgerkrigen 1861-65 et politisk
Haansnavn for de Indbyggere i Nordstaterne, som i
deres Hjerte holdt med Sydstaternes Opstand
og efter Evne søgte at støtte den, saaledes 1863
med et Oprørsforsøg i New York. Navnet
udstraktes ogsaa til hele det demokratiske Parti,
der ikke billigede Opstandens Undertrykkelse
med Vaabenmagt. Det hentedes fra de giftige
Kobberslanger med deres kobberrøde Hoved.
E. E.

Coppermine River [’kåpəma^in-’rivə],
Kobberminefloden, Flod, til Ishavet i den
nordlige Del af Dominion of Canada, udspringer
i Point Lake og falder efter et bugtet, væsentlig
nordligt Løb paa c. 600 km i Coronation-Golfen
fra det nordlige Ishav. I Nærheden af dens
Munding findes Forekomststeder med frit
Kobber, hvorfra saavel Indianere som Eskimoer
hentede Materiale til Redskaber.
H. P. S.

Coppernicus, se Kopernikus.

Coppet [kå’pæ], Flække i det schweiziske
Kanton Vaud, ligger meget smukt 13 km N. f.
Genève ved Genève-Søen, er Station paa
Jernbanen Genève-Lausanne og har (1910) 554 mest
protestantiske Indb. C.’s Navn er bekendt af
Slottet, som ejedes af den fr.
Finansminister Necker fra 1784, hvis Datter, Mad, de Staël,
her samlede Tidens Skønaander og
Videnskabsmænd om sig. Slottet er senere ved Arv gaaet
over til Familien Broglie.
G. Ht.

Coppino, Michele, ital. Statsmand
(1822-1901), var Søn af en simpel Arbejder og blev
allerede 1850 Lærer i ital. Litt. ved Turins Univ.
og 1861 virkelig Professor indtil 1870. Han
valgtes 1867 til Deputeretkamret og genvalgtes
uafbrudt indtil sin Død, sluttende sig til Venstre,
1867 var han i faa Maaneder
Undervisningsminister under Ratazzi, paa ny under Depretis Marts
1876-Marts 1878 (fik gennemført Lov om
Skoletvang) og under Cairoli Decbr 1878-Juli 1879;
endelig Marte 1884-Febr 1888 under Depretis
og fik saaledes god Lejlighed til at virke for
Skolevæsenets Fremme.
E. E.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>