Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Cølibat (af lat. coelebs, ugift), ugift Stand, særlig de kat. Bispers og Præsters af Kirken paabudte Enestand - Cølin, se Cøruleum. - Cøliocele, Bugvægsbrok, smlg. Brok. - Cøliotomi, se Bugsnit. - Coeloglossum, se Poselæbe. - Coelom Teorien, en 1881 opstillet Teori, der grunder sig paa det mellemste Kimblad og af dette dannede Organer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Investituren ved Lægmands Haand. Den endelige Sejr
for C. betegnes ved Calixtus II’s Kirkemøde i
Reims 1119 og de to alm. Lateransynoder 1123
og 1139. Endnu trængte C. dog ikke igennem i
Norden, selv Mænd som Eskil og Absalon kunde
ikke helt bryde Præsternes Modstand, og disse
havde nu, i alt Fald i Skaane, Understøttelse af
Folket. Noget længere naaede Anders Sunesøn
(1201-23), ivrig støttet af Ribebispen Tuve og
den pavelige Legat Gregorius de Crescentia,
der indskærpede C. paa Kirkemødet i Slesvig
(1222). Strengere gik en senere Legat, Kardinal
Otto, til Værks (1230), og da de Skaanske
Præster gjorde Modstand, paakaldte Ærkebiskop
Uffe Kong Valdemar II’s Hjælp; fra nu af
trængte C. helt igennem i Danmark. I Norge
naaede man aldrig saa vidt. Det var forgæves,
at Pave Gregorius IX søgte at paatvinge de
norske Præster C. (1237). Bandlysninger ved Aar
1260 og Bergenbispen Arne’s Bestræbelser (i Beg.
af 14. Aarh.) frugtede heller ikke meget; snart
fandt man sig i, at Præsten, stundom endog
Bispen, havde sin faste Frille, i Reglen kaldet
»Raadskvinde« ell. »Nøglepige«. Heller ikke paa
Island var C. trængt igennem; den sidste kat.
Biskop, Jón Arason, levede i et Slags Ægteskab.
I Sverige sporedes C. kun lidet, før Kardinal
Vilhelm af Sabina paa Mødet i Skenninge 1248
forbød enhver præsteviet Mand at tage sig
Hustru ell. Frille; nu ophørte de egl.
Præsteægteskaber, men i deres Sted trivedes de løse
Forbindelser. Saaledes gik det imidlertid alle
Vegne. Baade under Filip den Smukke’s Strid
med Paven og paa Kirkemødet i Basel hævede
der sig derfor stærke Røster imod denne Tvang,
uden at det dog førte til noget; kun bl.
Hussitterne indgik nogle Præster Ægteskab. Paa
Reformationstiden talte enkelte Katolikker for
Afskaffelsen af C.; i den Retning gik Karl V.’s og
Ferdinand I’s Ønske, og ved Augsburg-Interimet
1548 gjorde man virkelig Protestanterne
Indrømmelse paa dette Punkt. Praktisk Bet. fik
det dog ikke, da Slutningsafdelingen af
Tridentinermødet (1562-63) opretholdt C. Efter den
fr. Revolution indgik fl. kat. Præster Ægteskab;
men ved Konkordatet 1801 blev C. atter gjort til
Lov. En tysk kat. Retning i 1820’erne kæmpede
imod det tvungne C., saaledes især Brødrene
Theiner i Schlesien; men Gregor XVI og senere
Pius IX fordømte disse Bestræbelser. En Del af
Gammelkatolikkerne misbilligede ligeledes det
tvungne C., og fl. af deres Præster giftede sig,
bl. a. den bekendte Pater Hyacinthe (Charles
Loyson) i Genève; andre Gammelkatolikker,
særlig Menigheden i München, staar dog paa det
sædvanlige kat. Standpunkt, og dette
Spørgsmaal har (1876 og 1878) bragt Splittelse i
Gammelkatolikkernes Lejr.
Den lutherske Reformation vendte
sig imod C., særlig Luther i Skr. »An den
christlichen Adel deutscher Nation« 1520. Flere
af Reformatorerne giftede sig trods
Præstevielse; Luther ægtede selv 1525 Catharina v.
Bora, der havde været Nonne. I Augsburgske
Bekendelse og Apologien førtes et indgaaende
Forsvar for Præsteægteskab; men baade i
Reformationstiden og i det flg. Aarh. saa man saa
ensidig hen til de Skyggesider, der fulgte med
tvungent C., at man naivt gjorde Ægteskabet
til en Ærgrelse for Djævelen og saa at sige
giftede sig for at naa dette Maal; Luther udtalte
efter sit Bryllup, at nu vilde alle Engle le og
alle Djævle græde, og den gl. Calovius lod sig
vie for 6. Gang, da han næsten var paa Gravens
Rand, for at gaa ud af Livet som Ægtemand.
I den reformerte Kirkeafdeling trængte
Præsteægteskabet ogsaa straks igennem, Zwingli
selv gik i Spidsen, og fl. Bekendelsesskrifter
forsvarer det, saa at det har faaet fast Hævd
ligesom i den luth. Kirke; dog har i 19. Aarh.
Anglokatolicismen Sympati for C. Familielivet i
de evangeliske Kirkers Præste- og Bispegaarde
har undertiden haft sine Mangler; men som
Regel har det dog været Kirken en Støtte.
(Litt.: Ant. og Aug. Theiner, »Die
Einführung der erzwungenen Ehelosigkeit bei d.
christl. Geistlichen« [sidste Opl. 1892];
Holtzendorff, »Der Priestercölibat« [Berlin 1875];
v. Schulte, »Der Cölibatzwang u. dessen
Aufhebung« [Hovedskriftet fra
Gammelkatolikkernes Side, Bonn 1876]; Laurin, »Der C. der
Geistlichen nach kanon. Recht« [Wien 1880];
Lea, Historical sketch of sacerdotal celibacy
[Boston 1884]; L. Bocquet, Le célibat dans
l’antiquité [Paris 1894]).
H. O.
Cølin, Se Cøruleum.
Cøliocele, Bugvægsbrok, smlg. Brok.
Cøliotomi, se Bugsnit.
Coeloglossum [sø-], se Poselæbe.
Coelom Teorien [sø’lo’m-] er en af de to
kendte tyske Zoologer, Brødrene Oscar og
Richard Hertwig, 1881 opstillet Teori, der
grunder sig paa forsk. embryologiske Forhold,
som staar i Forbindelse med Anlægget af det
saakaldte mellemste Kimblad og de senere hen
af dette dannede Organer. Dens Kerne er den
Kendsgerning, at det, der betegnes som
»mellemste Kimblad« ell. Mesoderm, kan opstaa
paa to ganske forsk. Maader, enten af isolerede
Celler, som fra det ydre og indre Kimblad
vandrer ind i Mellemrummet mellem disse
(Kløvningshulen) og her slutter sig sammen til mere
ell. mindre solide Cellemasser, ell. ogsaa af
epitheliale Celleplader, som fra det indre
Kimblad skyder sig ind mellem de to opr.
Kimblade; i første Tilfælde betegnes Mesodermet
som et Mesenchym, i det andet som en
Mesoblast. Hos de forsk. Dyregrupper
skulde Forholdet være et saadant, at der hos nogle
(f. Eks. Fladormene) kun optræder Mesenchym,
hos andre (Ormeformen Sagitta) næsten kun
Mesoblast, og endelig hos de fleste (f. Eks.
Hvirveldyrene) begge Dele. For den senere
Udformning af det mellemste Kimblad skulde dette
Forhold være af gennemgribende Bet.; hvor der
forefindes en Mesoblast, dannes der nemlig altid
en ægte Krophule, et saakaldet »Coelom«, og alle
mesodermale Organer viser her en tydelig
epithelial Bygning; i modsat Fald er en ægte
Krophule aldrig til Stede, men højst et
Spalterum, et »Pseudocoel« imellem Organerne, som
ikke viser Spor af en epithelial Bygning. Hvor,
som hos Hvirveldyrene, begge Arter af
Mesoderm er til Stede, danner Mesenchymet alle
bindevævsagtige Substanser, Blod og Lymfe,
Mesoblasten derimod Muskulaturen,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
