Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Dalarna (Dalecarlia), det nordligste og største Landskab i Mellemsverige - Dalarø, Told- og Lodsstation samt besøgt Badested og Sommeropholdssted for Stockholmerne - Dalasandsten ell. Dalaformationen er en Sandsten med underordnede Lag af røde Lerskifere - Dalasýsla, Distrikt i det vestlige Island - d'Alayrac, se Alayrac. - Dalberg, en ældgammel tysk Adelsæt i Rhinegnene - 1) Karl Theodor Anton Maria D., tysk Kurfyrste og Storhertug, (1744-1817)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Navne (Sal-, Lång-, Fulu-, Faxe-, Hem- og
Dalfjeldene m. fl.). Nogle Kamme og Toppe naar
endnu højere op, saaledes Städjan (1176 m),
Nipfjeldet (1185 m), og i Långfjeldene D.’s
højeste Bjerg Storvätteshågna (1265 m). Den
midterste og sydøstlige Del af Landskabet er et
uregelmæssigt lavt Højland, 200-300 m o. H.,
gennemfuret af Vandløb og med mange Søer, af
hvilke den største er Siljan (1698 km2 af D. er
Vand); dog hæver enkelte Bjerge sig til over
500 m. Den største Del af D. hører til Dalelvens
(s. d.) Afløbsomraade. Langs Vesterdalelvens og
Dalelvens højre Bred strækker sig Dalfjeldene
(Almebergen), fortsat mod SØ. af andre
Højdedrag, og danner Vandskellet mod de smaa
Vandløb, der over Värmlands Grænse søger til
Klarelven, og dem, der gennem Kolbäcksaaen
løber til Hjälmaren. Mere end 3/4 af D.’s Areal
udgøres af Urtidens Bjergarter, især Gnejs,
Granit, Helteflint og Porfyr. I den nordlige
Halvdel af D. bestaar Undergrunden mest af
Porfyrer og Sandsten (se Dalasandsten),
som paa sine Steder er Genstand for Brydning.
Aflejringer fra Silurtiden (Kalksten, Skifre og
Sandsten) findes N. f. Siljan. De øvre Jordlag
udgøres mest af Istidsaflejringer (Moræner,
Rullestensaase og Sand); der findes ogsaa en
Mængde Tørvemoser. Jordbunden er ikke
frugtbar, og Klimaet er haardt, navnlig mod V.;
Falun (116 m o. H.) har Middeltemp. for Jan.
÷ 6°, for Juli + 16,4°, Särna (441 m o.H.) i
D.’s nordvestlige Del har for Jan. ÷ 11,4°, for
Juli + 13,4°. Af Arealet er kun 3,7 % opdyrket,
3,4 % bestaar af naturlige Enge, og Skoven
dækker 73,6 %. Der dyrkes mest Havre, Rug
og Kartofler samt lidt Byg; de nordlige og
vestlige Egne .avler langtfra tilstrækkeligt til eget
Forbrug. Kvægavlen leverer Produkter til
Udførsel (Smør og Slagtekvæg). Skovhugsten er
af største Bet., men drives nogle Steder for
hensynsløst. Bjergværksdriften er ligeledes en
meget vigtig Næringsvej; 1914 producerede 88
Jerngruber c. 1,1 Mill. t Jernmalm til en Værdi
af over 7,3 Mill. Kr., 24 Smelteovne leverede
164000 t Jern til en Værdi af 13 Mill. Kr. Af
andre Mineraler (Svovlkis, Kobber, Guld- og
Zinkmalm) brødes for c. 1 Mill. Kr. De vigtigste
.Jerngruber findes mod S., ved Grängesberg;
Svovlkis og Kobbermalm brydes i Faluns
Gruber, som næsten er udtømte. De største
Jernværker findes ved Domnarvet, ved Dalelven, og
ejes af Stora Kopparbergs Bergslag. Industrien
er i stærk Udvikling; den omfatter især
Jernværker, Jernstøberier, Savværker, Træmasse-
og Papirfabrikation, samt mekaniske og
elektriske Værksteder. 1911 havde D. 668 Fabrikker,
som beskæftigede 16922 Arbejdere og
producerede for over 104 Mill. Kr. Samfærdselen
fremmes ved 950 km Jernbaner, hvoraf kun 50 km
tilhører Staten, Resten private Selskaber. Meget
gl i D. er Husfliden, der endnu drives, især i
Fjeldbygderne, og som omfatter bl. a. Møbler,
Kurve, Smedearbejder, Slibesten, vævede og
kniplede Arbejder og Haararbejder; hver Egn
har sin Specialitet - tidligere fabrikeredes
saaledes Stueure i Mora og Spinderokke i Leksand.
Befolkningen havde tidligere ondt ved at ernære
sig i Hjemlandet, og mange vandrede om
Sommeren ud til sydligere Landskaber for at sælge
deres Husflidsartikler og for at søge Arbejde;
men om Høsten vendte de gerne tilbage til
deres Hjemegn. De ejendommelige Folkedragter
bæres nu kun i det mellemste D., særlig i
Sognene omkr. Siljan. D.’s Befolkning, »Dalfolket«,
er kendt for sin Frihedskærlighed og sit Hang
til Overtro; der tales en særlig Dialekt,
»Dalmaalet«. Mændene kaldes Dalkarler ell.
Dalmaser, Kvinderne Dalkullar. I Sveriges Historie
har D. spillet en fremtrædende Rolle under
Kampene med de danske Konger, fra
Engelbrekt’s Oprør (1434-36) til Gustaf Vasa’s Krig
mod Kristian II (1521-23); siden gjorde det
frihedselskende Dalfolk 3 Gange Oprør mod Kong
Gustaf Vasa, sidste Gang 1533. Det »fjerde
Daloprør« fandt Sted 1743, da Dalkarlene drog
bevæbnede mod Sthlm, utilfredse med
Hattepartiets Regering. D.’s Vaaben er to korslagte Pile.
(Litt.: »Öfre Dalarna för och nu«, udg. af
Gunnar Anderson, Arosenius o. fl.,
Sthlm 1903).
G. Ht.
Dalarø, Told- og Lodsstation samt besøgt
Badested og Sommeropholdssted for
Stockholmerne, med mange Villaer, ligger i Mellemsverige,
Sthlm’s Len, c. 45 km SØ. f. Sthlm paa en Odde
ved Østersøen. C. 600 Indb. Paa en Holm 2 km
S. f. D. ligger D.-Skans, anlagt 1656, nedlagt som
Fæstning 1854.
G. Ht.
Dalasandsten ell. Dalaformationen
er en i det nordvestl. Dalarne og tilstødende Dele
af Herjedalen og Norge udbredt Sandsten med
underordnede Lag af røde Lerskifere samt to
mægtige Bænke af Diabas; den indtager et Areal
af over 7000 km2. Dens Alder er noget usikker,
da man hidtil ingen Forsteninger har fundet i
den. Nærmest maa den formodes at være
prækambrisk og altsaa at tilhøre den proterozoiske
Gruppe.
J. P. R.
Dalasýsla [’dalasi.sla], Distrikt i det vestlige
Island, Areal c. 2000 km2 med (1910) 2203 Indb.
D. ligger for Bunden af Bredebugten mellem
Gljufurá og Gilsfjord. Næsset mellem Gilsfjord
og Hvammsfjord optages af en betydelig
Fjeldmasse, der mod V. ender med Bjergpynten
Klofningur (502 m), det højeste Punkt er Hafratindur
(922 m). Bebyggelsen i D. er knyttet til denne
j Halvøs smalle Kystrand og til fl. Dale (bl. a.
Haukadalur og Laxárdalur), der strækker sig
op fra Bunden af Hvammsfjord (deraf Navnet
D.); til dette Syssel regnes ogsaa de nærmeste
Øer i Bredebugten. I D. findes kun en lille
Handelsplads, Skardsstod; paa Olafsdalur ved
Gilsfjorden findes en Landbrugsskole, og af hist.
kendte Steder kan især nævnes Gaardene Skard,
Staðarhóll, Snóksdalur og Sauðafell.
Th. Th.
d’Alayrac [d-alæ’rak], se Alayrac.
Dalberg [’dalbærk, fr. -’bærg], en ældgammel
tysk Adelsæt i Rhinegnene; allerede 1119 nævnes
en D. som Stifter af et Kloster i Frankenthal.
1494 gav Kejser Maximilian I Slægten den
Æresforret, at ved enhver Kejserkroning skulde et
Medlem af den først kaldes frem for at faa
Ridderslag. »Er nogen D. her?« var Formen
herfor. Den holdt sig lige indtil det tyske Riges
Opløsning 1806. Slægten uddøde 1848.
1) Karl Theodor Anton Maria D.,
tysk Kurfyrste og Storhertug, f. 8. Febr 1744
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
